I den forgangne uge slettede jeg min twitterprofil efter knapt 44 tusind tweets og mere end 16 års aktivitet på Twitter, nu X. Jeg er langt fra den eneste. Især twitterkopien Bluesky er blevet mange tidligere twitterbrugeres nye hjem, med 2,5 millioner nye brugere alene i denne uge.
Grunden synes nærmest universelt at være den dråbe der fik bægret til at flyde over, i skikkelse af Elon Musks direkte indblanding i det amerikanske valg. Jeg var langt hen ad vejen enig i den vidtrækkende ytringsfrihed som han var fortaler for; og siden forfærdet over den flodbølge af fascistoidt indhold, krydret med misogynitet, racisme og faktaresistens, og dybstegt i had og trusler rettet mod snart sagt alle minoriteter, som han syntes at byde velkommen med åbne arme. Alt dette fik nemlig efter Musks overtagelse lov til at vokse uhæmmet, til et punkt hvor jeg og nogle millioner andre brugere fik nok.
Ligeledes fandt jeg mig også i samme (omend noget mindre) båd som 2 andre par i vores vennekreds, da vi for nyligt afslørede at vi havde opsagt vores abonnement på Weekendavisen, for min kærestes vedkommende efter næsten 20 års abonnement. Det var vi ved dette middagsselskab altså 3 vennepar der, uafhængigt af hinanden, havde gjort; med samme begrundelse: Weekendavisens ensidige og skævvredne dækning af konflikten mellem Israel og Palæstina.
Alt for mange af avisens skribenter vender det blinde øje til Israels forsøg på, een gang for alle, systematisk at udslette den palæstinensiske befolkning i Gaza, kvinder og børn først. Og de gør det med en af og til eksplicit fortælling om at konflikten udspringer af terrorangrebet 7. oktober 2023. Det er historieløst og uansvarligt.
Det i sig selv er værd at begræde, og nok til at opsige abonnementet, men som en slags salt i såret har avisen tilsyneladende også sagt farvel til sin bedste skribent, Bo Green Jensen, uden så meget som et ord om hvordan og hvorfor, og måske i særdeleshed uden en tak til ham for lang og tro tjeneste.
Farvel og tak.
