Inspireret af en længere liste over web-kendtes arbejdsredskaber ovre på usethis kommer her en oversigt over mine bløde og hårde pakker, når det kommer til at arbejde på og med computer. Bjarne Tveskov linkede oprindeligt til listen på usethis.
Giv lyd! Det ku’ være sjovt at se hvad I andre bruger - måske dukker der ukendte programmer op, som jeg og andre med fordel kan begynde at udforske!
Min computer er en 13" MacBook Alu som er et års tid gammel (2.0GHz, Intel Core 2 Duo, 2GB DDR3 Memory, 160GB hard drive) og fra den sync'er jeg iCal, kontakter og e-mails med min iPhone 3GS og min 60 Gb iPod (generation 5).
På iPoden har jeg også backup af de vigtigste arbejdsmapper.
Jeg holder styr på twitter i Nambu og skriver noter (på alt, med blyanter, kuglepenne, filtpenne og) i Evernote.
Jeg deler arbejdskalender med mine kollegaer i Google Calendar.
Min default browser er Chrome.
Når jeg skal skrive kreativt bruger jeg OmmWriter, som nok er mit bedste bud på et program du ikke kendte - og som jeg varmt kan anbefale.
Jeg præsenterer mine oplæg i Prezi, som for mit vedkommende har været netop den PowerPoint killer den blev spået at være.
Jeg tager for det meste billeder med mit Sony DSC-T7 og organiserer dem på 23hq og flickr.
I øjeblikket eksperimenterer jeg med at lade Sleep Cycle vække mig, og førstehåndsindtrykket er at det bliver jeg glad for.
Jeg har posted dette indlæg gennem Posterous, som automatisk smider det på twitter, Blogger, flickr og Facebook.
Der er flere programmer i docken, men ovenstående er de vigtigste i dagligdagen.
Hvad gemmer der sig i din værktøjskasse?
Vi vandt søreme
I går startede som en kedelig, grå, regnfyldt og pisse irriterende dag, men da konkurrencen om at designe ITUs nye officielle t-shirts sluttede klokken 12, viste det sig at Ditte Bergstrøms og mit design, med ordspillet ’IT takes U further’, have fået flest stemmer, og dermed fra semesterstart kan købes i Scroll Bar, ITUs højloftede bar.
Dette var vores oplæg - jeg synes en hættetrøje var mere oplagt - men det er t-shirts der bliver trykt, så nu bliver det spændende hvordan de kommer til at se ud :-)
Ditte og jeg har lavet et design som er med i konkurrencen om ITUs nye officielle t-shirt.
Du kan hjælpe os ved at like'e/synes om billedet og dernæst markere hvilken størrelse du eventuelt ville bruge, hvad du synes den skal koste (100,-/150,-/151,-) og om du umiddelbart er interesseret i at købe en.
Du må altså gerne skrive nej til sidstnævnte - din stemme tæller stadig.
De to første trøjer er et samarbejde mellem Ditte Bergstrøm og mig. Resten er mine :-) Fra i morgen bliver de vurderet inde på ITUs Facebookside. Stem på dem derinde hvis der en en af dem du kan lide.
Twedagsbar har vist sig ikke blot at være et forum hvor man kan møde andre mennesker med interesse for livet online; man kan også knytte venskaber
på tværs af øvrige interesser, job, alder og køn. Med twitter som eneste fællesnævner mødes vi 13. august for fjerde gang på Ludwigsen til billige fadøl og masser af interessante diskussioner om alt mellem himmel og jord. Jeg glæder mig. Ses vi? (du kan tilmelde dig på den officielle doodle lige her)
X-Men 2 Historien om en farlig mand, der er det løbskløbne resultat af et bizart militærprogram. Vi følger den amnesiramte helt i hans forsøg på at finde hoved og hale på hvem han selv er. Den hovedansvarlige militære vanvidsstrateg (William Stryker) spilles af Brian Cox.
The Bourne Identity Historien om en farlig mand, der er det løbskløbne resultat af et bizart militærprogram. Vi følger den amnesiramte helt i hans forsøg på at finde hoved og hale på hvem han selv er. Den hovedansvarlige militære vanvidsstrateg (Ward Abbott) spilles af Brian Cox. Begge meget underholdende film. Just saying…
Amy Heidemann og Nick Noonan har en akustisk duo sammen. Den hedder Karmin Music. Det er noget med Karma, har Amy fortalt mig på twitter. Tjek nummeret 'Inside Out’ ud på deres website. Det er fedt. Eller besøg deres kanal på YouTube.
De minder om en blanding mellem The Bird and The Bee og Feist, og det er i min bog en stor ros. Hver for sig - for de er meget produktive - lyder de anderledes. Men stadig godt. Og så er de sjove. Og skide dygtige.
Melissa Polinar lyder måske som et navn fra Mandrillen, men det er det ikke. Hun er en kvinde med en ny guitar, en evne til at skrive
popmusik, og en rigtig god stemme. Hende skal du også tjekke ud.
Fælles for dem alle er at de mere eller mindre kun opererer online. De sælger plader online, oploader videoer online, og får rigtig, rigtig mange
followers og abonnenter på twitter, YouTube og hvor end de opererer. Og dét er interessant fordi de dermed har taget sagen i helt egen hånd og er gået uden om den meget trætte pladebranche der ikke kan andet end at brokke sig over at tingene har ændret sig for hurtigt til at de kunne følge med.
De - og flere med dem - går nye internetveje for at finde et publikum. Og publikummet er der.
Jeg sidder lige her og deler det med dig, og finder deres ting på iTunes, og køber det. Fordi det er godt.
God musik vil altid finde vej til et publikum. Det kunne pladeselskaberne måske lære lidt af.
I torsdags strøg jeg fra skønne Rørvig til København for at høre Lilyphone på Drop Inn.
Som sædvanligt en hele vejen igennem fed oplevelse. De har spillet mange gange i USA, men skal på deres første USA-turne til efteråret.
Fredag var jeg inde og se Stevie Wonder. Det var første gang jeg så ham, og første gang jeg var til koncert i Parken.
Det er -hvis jeg får muligheden igen- ikke sidste gang jeg har hørt Stevie live. Han er jo… fuldstændig så ubeskriveligt god som jeg havde drømt om.
Parken er til gengæld også præcis så frygtelig som jeg.. nårh ja.. havde frygtet. Lyden var sandelig ikke god, men Stevie var fabelagtig. Jeg blev rørt over hans musikalitet.
Det kan godt være sidste gang jeg har været til koncert i Parken.
I lørdags mødtes jeg med en lille flok af de dejlige københavnske twittere hos Laura. Vi nåede blandt andet at blive vidner til en mordorisk (pun intented) udsigt, inden festen fortsatte på Harbo Bar,
der simpelthen bare er et rigtig godt sted at hænge ud.
Søndag mødtes jeg med Thomas, Henrik og Ditte, hos Ditte og Henrik. De havde lavet helt forrygende gode burgere, med hjemmebagte burgerboller und alles. Jeg var meget imponeret, da de smagte himmelsk. Himmelsk.
Jeg var ikke helt klar over præcis hvad jeg ville med den, men jeg ku’ godt li’ at komme af med overskudstanker og holdninger til især politik og musik.
Ikke meget har ændret sig på de 5 år. Jeg skriver nok lidt bedre og har på en eller anden måde indsnævret et interessefelt for det jeg skriver på bloggen. Det er vist det.
Men jeg har fået mange gode bekendtskaber og venner gennem bloggen - mange af dem er videreudviklet i twittersfæren.
Og mine yndlingsbloggere er stadig ægteparret Jon og Heather.
Blogging har på et punkt decideret ændret mit liv.
Da jeg i sin tid kørte fjernbetjentene, sammen med min ven Jon, endte det med at jeg droppede mit fjernsyn. Helt. Og jeg savner det ikke. Overhovedet.
Så skål på 5 år og et liv uden et fjernsyn!
Midt i en jazztid
Mens mange af mine venner ligger i urinstøv til op over begge ører på en mark nær ikke-stedet Roskilde bladrer jeg, med et glas rødvin i den ene hånd, programmet for årets jazzfestival igennem og smører hver formiddag sandwiches til eftermidddagens kombinerede brostenssidning og jazzlytning.
Sådan har det været i 17 år, og sådan er det mere eller mindre også i år.
Men 17 år går ikke uden visse traditioner melder sig henad vejen.
Det er ikke Jazzfestival før jeg har fyldt stuen med Acoustic Guitars’ ‘Gajos in Disguise’
og The Ends 'Contents Irreplaceable’ mange gange i ugen op til festivalstart.
Faktisk har det i 17 år heller ikke været jazzfestival uden af jeg på festivallens 2. fredag indfinder mig ved Pumpehusets udendørsscene og nyder førnævnte The End optræde.
For det gør de altid der, og altid på festivallens 2. fredag.
I år skal jeg desværre se meget langt efter den tradition, da Pumpehuset gik konkurs forleden.
Øv.
Men underboen har allerede lært 'Gajos In Disguise’ og 'Contents Irreplaceable’ at kende.
Og i år byder mit program både på Miles Davis’ gamle superbassist Marcus Miller og den unge, smukke og dygtige bassistinde Esperanza Spalding. Det glæder jeg mig til.
Men jeg glæder mig lige så meget til at gøre som jeg gjorde for 17 år siden, for endelig har jeg ferie til at slentre rundt og fange lidt Jacob Fischer hist og lidt Hugo Rasmussen pist. Lidt A-Team her og lidt Thomas Blachman dér (og ja, han er en virkelig, virkelig god jazztrommeslager).
Og det er første gang i mange år at jeg har ferie i Jazzfestivallen.
2009 vandt radiojournalist Jesper Tynell Cavlingprisen for i en serie på 15 indslag i DR P1’s Orientering at afdække det som på Orienterings hjemmeside kaldes for “ministerens mindre demokratiske metoder”. Blandt afsløringerne var blandt andet:
Claus Hjort Frederiksen gav Folketinget usande oplysninger.
Ministeren afskaffede kravene til udenlandske arbejdstageres sikkerhed i farlige job - i al hemmelighed og uden om Folketinget.
Beskæftigelsesministeriet bad kommunerne administrere den såkaldte 300-timers regel på en ulovlig måde.
Ministeriet bestilte misvisende tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen for at dreje den offentlige debat til egen fordel.
Embedsmænd slettede belastende dokumenter fra ministeriets arkiver.
(Kilde: Wikipedia, mine fremhævelser)
Vi må simpelthen ikke glemme det.
Selv de mest hårdnakkede Venstrevælgere kan da ikke være tilfredse med det, kan I? Han er finansminister nu. Det forekommer grotesk.
Jeg håber vi vil blive ved med at huske det, og vedholdende nævne det indtil det får konsekvenser.
Verdensmester i venner
Når man på sin fødselsdag sidder på ITU med hovedet dybt begravet i en eksamensopgave
i 12 timer, er det bare helt fantastisk fedt at få 120 fødselsdagshilsner
fra nye og gamle venner. 120. Wow.
Det er få ting jeg rigtig blærer mig med, men det der med gode venner er jeg altså
Men det er jo desværre ikke den fulde sandhed. Jeg bliver konfronteret med religionen når venner vil giftes i kirke, og når venners børn bliver døbt i kirken. Der bliver jeg konfronteret med kristendommen. I større skala bliver jeg i disse år ofte konfronteret med det mest ekstreme Islam. Med uhyrligheder udført i Allahs og Muhammeds navn. Og jeg kan i forhold til kristendommen vælge om jeg spiller med, “fordi det jo bare er uskyldige traditioner” som ikke har nogen indflydelse på mit liv; eller om jeg vil gøre op med mig selv om religion skal spille en rolle i mit liv. I forhold til Islam er der ingen vej uden om. Den spiller en rolle i vores samfund, så længe ekstremister bliver ved med at udøve terror i religionens navn. (og så længe DF & Co. går efter laveste fællesnævner ved at problematisere burkaer i Danmark) Well… jeg tog opgøret med kristendommen da jeg valgte ikke at blive konfirmeret, efter at have været “til præst” 3 gange. Den lokale præst var en hysterisk kvinde der blandt andet hoppede op på bordet og sang at Gud skabte alle (på tysk, hvilket på det tidspunkt gjorde det endnu mærkeligere). Det gav ikke mening, af en grund som Ricky Gervais her sætter gode ord på: Jeg så simpelthen ingen forbindelse mellem mit liv og en påstået zombie, som var sin egen far, og som skulle have spankuleret omkring for 2000 år siden. Jeg så heller ingen guddommelighed ved det faktum at min morfar, og flere andre jeg kendte, fra det ene øjeblik til det andet blev reduceret til levende skygger, eller slet og ret døde, pga. blodpropper, kræft og alt mulig andet der - hvad enten man tror på at “nogen” bestemmer, eller ej - virker uretfærdigt og tilfældigt. Jo mere jeg hørte om religion og dens mange ansigter, jo mindre gav det mening. Jo flere guder jeg blev opmærksom på var opstået og forsvundet igen igennem historien, jo mere så jeg et mønster: Religionen og dermed guderne er skabt af mennesker der ønsker kontrol over andre mennesker. Hverken mere eller mindre. Jeg har venner der slet ikke forstår mig, og som synes jeg er arrogant og nedladende når jeg undsiger religion og kristendommen i skarpe vendinger. Indrømmet, diskussionerne om religion opstår typisk når man har fået lidt indenbords, og derfor er der ikke så meget filter på, som på en tirsdag formiddag, populært sagt. Og jeg bruger af og til sproget til det yderste af min formåen i min afstandtagen fra religion. Og det er ikke fordi jeg ikke har mødt sympatiske religiøse mennesker. Jeg studerede med den venligste, mest arbejdsomme muslimske pige, der ovenikøbet hjalp mig med at finde gode bøger om Muhammed og Islam, da jeg følte jeg vidste for lidt om hvad jeg kritiserede og tog afstand fra. Men jeg har altså også mødt præster der var så langt fra noget kristent ideal som man kan komme, uden ligefrem at slå folk ihjel - ved mit akkompagnement af et gospelkor gennem ti år; et kor der næsten udelukkende spillede kirkekoncerter. Jeg mødte forsmåede, bitre mennesker, der tilsyneladende hadede alt levende. Jeg overdriver ikke. De gik med hvid krave på en sort kjole. Det pudsige i den sammenhæng er at jeg er et langt mere kristent menneske end for eksempel en sådan præst. På overfladen altså. Jeg opfører mig stort set kristent. Stjæler ikke. Slår ikke ihjel. Er forholdsvis flink og imødekommende osv. Bare ikke i Guds navn. Når jeg har behov for så utvetydigt at tage afstand fra religion -over en kam- i dag er det fordi vi siden religionen fyldte mest, for flere hundrede år siden, har lært så meget om verden og hvordan den hænger sammen, at det simpelthen ikke giver mening at holde fast i religionen. Vi ved bedre. Vi ved at man sagtens kan opføre sig ordentligt, være et godt, omsorgsfuldt og kærligt mennesker uden religion. Man kan skrive hjerteskærende smuk musik uden religion. Man kan skabe tankevækkende kunst uden religion. Alt det som religionerne typisk påberåber sig eneretten til, kan vi klare uden religion. Derfor finder jeg i disse år megen støtte og et stort håb i Christopher Hitchens, Richard Dawkins, Sam Harris, Dan Dennett, Stephen Fry og så mange andre videbegærlige, belæste og intelligente mennesker, der taler åbent mod religion. Og det er både mit håb og min overbevisning at vi langsomt men sikkert bevæger os mod en verden hvor religion får lov at spille en stadig mindre rolle, for til sidst kun at blive omtalt i historiebøgerne. Her er et par gode eksempler på hvorfra jeg får energien til åbenlyst at undsige religon:
Når onlinevenner dør
Der er så mange måder at kende folk på, og i nogle tilfælde er
kendskabet næsten ren indbildning. For eksempel blev jeg meget rørt da Svend Auken døde, selv om jeg kun havde hilst på ham på en cykelsti engang.
Jeg har mange onlinebekendtskaber. Mange af dem ville jeg også kalde venner.
En af dem døde for næsten præcis et år siden.
En anden døde for 10 dage siden.
Julian var en fremragende australsk trommeslager, som jeg blev
venner med gennem mit arbejde på Virgils website. Vi ku’ li’ den samme musik, havde den samme nørdede kærlighed til specifikke musikalske virkemidler (fx fills i 5/4 over 4/4, hvis du er nysgerrig) og klikkede i det hele taget bare når det kom til musik og alt det man kan sige og mene om den.
Han døde pludseligt og helt uventet i juni sidste år, og jeg har siden holdt kontakt til noget af hans familie. Jeg savner vores indforståede kommentarer og hilsner til hinanden meget.
Dee var moderator på Planet X’ messageboard og medlem på Virgils messageboard,
som jeg har være moderator på i mange år.
Hans og mit forhold var mere kollegialt. Vi delte det pressemateriale, billeder og nyheder vi kunne få fat i om Virgil, Derek og de andre Planet X-gutter, for at få begge websites til at være så opdaterede som det lod sig gøre til trods for at vi begge var udfordret af at sidde tusindvis af kilometer fra dem vi arbejdede for.
Det blev til et tæt samarbejde og et utal af timelange chats om musik og livet i øvrigt.
Forleden døde Dee. Lige så pludseligt og uventet som Julian. Begge var yngre end mig.
Den ene døde af akut hjertefejl, den anden af en hjerneblødning. Ikke skyggen af stoffer involveret. Dees meget søde kæreste Jodi tog sig i sidste uge tid til at takke alle der have skrevet om ham på forummet, og forhåbentlig har hun fundet en vis trøst i at se at masser af mennesker fra hele verden savner ham.
At han har betydet noget for dem.
I aften skåler jeg på onlinevenskaber der kan være sande, lange og meningsfulde, på tværs
af kontinenter og landegrænser - og som kan efterlade så mange gode minder.
