Twitter. Kvalitet vs kvantitet

Jon Lund har begået en god artikel ovre på K-Forum, om twitterfordomme, twittertal og twittersfæren som den tager sig ud nu i Danmark.

Twitter er, som Jon også konstaterer, en dværg i forhold til Facebook, men bortset fra at vi har kommet mærkaten ‘socialt netværk’ på begge dele, har de meget lidt til fælles. Og det har jeg savnet at nogen gjorde mere ud af når de analyserer Twitter. Det savner jeg også til dels hos Jon, mest fordi oplægget fra redaktøren (som det fremgår af artiklen) var noget provokerende og på den konto godt ku’ ha’ tålt en opsang om de klare forskelle.

Facebook er en pengemaskine. Der er fyldt med reklamer derovre, og succesen måles først og fremmest i antallet af brugere. Sådan fungerer Twitter ikke. Det svarer til at måle succesen af en privat madklub på antallet af medlemmer. Eller relevansen af et nyhedsmedie på mængden af information i hver udgivelse. Twitter handler - sat overfor Facebook - mere om kvalitet end kvantitet. Og om at følge de mennesker der er relevante i forhold til ens job, ens interesser, ens sociale omgangspleje osv. 
Man kan omskrive et gammelt Churchill-citat til at gælde for twittersfæren, der trods alt tæller flere hundrede millioner på verdensplan. Aldrig har så få genereret så megen viden for så mange. Med 'viden’ må man selvfølgelig inddrage alt fra fagligt relevante links til alskens overfladiske morsomheder. Det er jo trods alt internettet. Men hvis blot man er god til en gang i mellem at luge lidt ud i hvem man følger kan man altså sætte sig til langbord med et hav af intellektuelle, kreative, morsomme, vidende, socialt kompetente og imødekommende mennesker. Og man behøver ikke at være venner med dem man følger, eller dem der følger en. Det er ikke en gruppe for din gamle skoleklasse, hvor du af almindelig misforstået høflighed ser gennem fingre med dine once-was skolekammeraters tilbagevendende anmodninger om at lade din Facebookstatus angive at også du -gerne i en time ad gangen- elsker din bror over alt i verden, at du er imod dyremishandling eller bare er helt vild med X-Factor. Den slags er der, hvis du selv luger ud når de dukker op, meget lidt af  på Twitter.

Men hvis du møder tweeps online, som virker værd at stifte bekendtskab med face-to-face, kan jeg på det varmeste anbefale at springe ud i den dybe ende af det bassin. Man kan blive skræmt over hvor hurtigt man kommer til at holde af den flok man “har mødt på twitter”.

I love Vimeo

Efter jeg anskaffede mig den meget pæne og meget flinke 27" iMac har jeg brugt mere og mere tid på Vimeo HD, og mindre og mindre tid på YouTube. HD-streaming på YouTube er en joke når man har oplevet Vimeo og alle de lækre artsy ting er alligevel på Vimeo. Alle de flotte tilt-shift stop-motion-ting, alle de seje musikvideoer osv.

Og for eksempel denne sindssygt flotte animation ‘Loom’ fra Polynoid. Min første tanke var ’Autechre møder National Geographic’. Tjek den ud:

I aftes

Klokken var halv tolv og jeg rejste mig fra kontoret og gik igennem stuen til køkkenet for at børste tænder og gøre klar til krybe til køjs. Ude fra gaden ku’ jeg høre et barn græde. Ret intenst. Det er jo ikke uhørt og gaden huser mange småbørn der af og til lyder utrøstelige i et kortere stykke tid ad gangen. Jeg børstede tænder og satte mig igen på kontoret, opmærksom på at barnet stadig græd som pisket.
Små 3 kvarter efter første gang at have hørt barnet blev jeg opmærksom på at det stadig græd. Det fandt jeg usædvanligt og åbnede vinduet i stuen. Nu hørtes det ganske tydeligt. Det lød som om det kom fra selve gaden eller fortovet, men det virkede usandsynligt på den tid af døgnet syntes jeg. Netop som jeg skulle til at lukke vinduet for at gå i seng blev gråden endnu engang forstærket og jeg besluttede mig for at hoppe i tøjet igen, tage min telefon med og en jakke på, og gå ned og se hvad der var på færde.

Jeg fik ærligt talt et chok, for med det samme døren smækkede bag mig kunne jeg se en lille skikkelse i vinduet overfor, på 2. sal. Et barn, højst 2 år gammelt, stod i vindueskarmen og græd som pisket i en tilsyneladende mørklagt lejlighed. For åbent vindue. Ikke vidt åbent, men på klem, og det var ikke til at se nogen haspe. Jeg råbte hej til den lille skikkelse, der øjeblikkeligt blev helt stille, men nu stod og kiggede på mig. Om det var en dreng eller pige ku’ jeg ikke se. Det var bemærkelsesværdigt hvor stille der blev og en beboer fra min side af gaden åbnede et vindue. “Hvad sker der?”, råbte hun ned. “Øhm, den der lille person ser meget alene hjemme ud og vinduet står åbent”, svarede jeg. “Ja, han eller hun har grædt i en time nu” - fortsatte hun, tydeligt bekymret. Flere vinduer blev åbnet på begge sider af gaden. Dialogen gentog sig et par gange. 3 minutter senere stod vi 5 beboere på gaden. Man kunne kun akkurat se den lille skikkelse, som stadig var helt stille og ikke forsvandt fra vinduet.

En pige kom cyklende. “Jeg bor her, hvad sker der?” (vi stod og ringede på i hele opgangen)
I samme moment lukkede en mandlig beboer os ind i opgangen. Vi løb 3 fyre op på 2. sal og bankede på. Intet svar. En af fyrene bankede igen. Hårdt. Intet svar. Manden der havde lukket os ind kom ned fra 5. sal. “Ja, altså…faderen drikker vistnok lidt rigeligt derinde”. Hm. Vi så på hinanden. Vi blev enige om at ringe til politiet. Jeg ringede 114 og kom via en irriterende langsom maskinomstilling igennem til en menneskeomstilling der kunne stille mig videre til en ansvarshavende. Sted. Barn. Åbent vindue. 2. sal, Har grædt som pisket i ca. en time. Ingen svarer når vi banker. Jeg ridsede situationen op så nøgternt jeg kunne. “Ok, vi kommer med det samme” blev der svaret. 5 minutter gik. 10 minutter gik. Mængden på gaden talte nu 10-12 mennesker og vi syntes at +10 minutter var lang tid at vente. Nu var politiet der. Med en kraftig lygte. Ingen haspe at se. En beboer fra opgangen var kommet med oplysningen at det var en lille dreng og hvad han hed. Vi kaldte op til ham og fik kun klynk til svar. Politiet gik op til lejligheden og bankede på. Intet svar. De ringede efter en låsesmed, der ankom efter et kvarters tid. I mellemtiden havde en anden beboer hentet en masse tæpper og vi havde taget opstilling under vinduet, 4 mand høj, med 2 tæpper spændt ud mellem os. Hvis han faldt ville vi prøve at gribe ham. Hver gang han havde fat i det åbne vindue gik der et sug gennem flokken på gaden og den flok der nu hang ud af vinduerne, og flere råbte op til ham “Nej, nej, nej, lille ven, tilbage med dig” og den slags, og gestikulerede at han skulle træde tilbage. Fællesskabsånden mellem os beboere var rørende.

Låsesmeden trådte langsomt ud af sin bil, og vi 4 der efterhånden var trætte af at stirre fikseret op og stå klar, råbte nok lidt af ham. I hvert fald fik han fart på og løb op sammen med en betjent for at gå i krig. Det viste sig at være et mareridt af en dør, for 3 knækkede bor senere kom de frustrerede ned igen og fik fat i pigen der var kommet cyklende hjem. “Kan vi komme ind på bagtrappen fra din lejlighed? - fordøren er som boltet fast”. Hun strøg op, med en betjent og låsesmeden i hælene, og nu var der snart gået 20 minutter yderligere med denne øvelse. Klokken var halv to. Vi hundefrøs og stirrede stadig alle op på det mørke vindue. Nu var politiet inde. Lyset blev tændt. Et par betjentarme tog hurtigt fat i den lille dreng og løftede ham ned fra vindueskarmen. Vi sænkede armene der rystede af mælkesyre og opdagede det var begyndt at regne. En betjent kom ned. “Der *er* nogen hjemme. I hvert fald teknisk set, men vi må nok tage drengen og hans far med på stationen. Faderen er bevidstløs af druk”. Således en grim oplevelse rigere, men lykkelige over at den lille fyr trods alt ikke var kommet noget til, sagde vi godnat og fandt hjem til vores dyner. Men her til morgen kan jeg ikke lade være med at sende den lille fyr en tanke. Det er ikke betryggende, det vi var vidne til, og jeg håber nogen vil tage sig af ham mens nogen andre får taget, skal vi sige et alvorsord, med faderen. Hvis ikke han får taget sig sammen kan han jo ikke være far for sådan en stump.

Sikke vi larmer - om DRs tilbagevenden til gamle dyder

Sikke vi larmer!

Således sagde musen som bekendt da den gik over broen sammen med en flok elefanter.

Ikke desto mindre er det den følelse jeg sidder med, når jeg læser at DR fyrer Mikael Kamber. Ikke fordi jeg har noget som helst imod ham personligt, men fordi fyringen, lige som afskeden med Lars Grarup, Merethe Eckhardt og Ole Mølgaard, signalerer et markant skifte i hvordan man griber public service an i DR-tv. For 5 år siden lagde Politiken spalteplads til et mindre slagsmål mellem Lars Grarup -DRs daværende tv-direktør- og mig, da jeg havde taget det på mig at fortælle DR hvor hovedrystende overfladisk og fordummende deres musikformidling var blevet med årene. Noget som Lars Grarup ikke lod sig mærke med. Han syntes jeg var nedladende og at kritikken var “helt ved siden af”. 

Men jeg var ikke den eneste der blæste til angreb mod den overfladiske ligegyldighedssuppe. Andre havde sammen med mig hvæsset pennen og i de seneste 5 år har mange i den offentlige debat efterlyst en genrejsning af public service-niveauet for dækningen af kunst og kultur i (især) DR. Og om det er os der har larmet, eller Maria Rørbye Rønn simpelthen bare tilfældigvis er enig med os, er ikke til at sige. Glædeligt (overordentlig glædeligt) er det dog at se at vinden nu blæser den anden vej. Maria Rørbye Rønn kræver med udspillet ‘Et skarpere DR’ mere “kant og substans”; ord man nærmest havde glemt kunne associeres med DR-tv. Kan man mon håbe på at man igen kan lære noget på DR-tv? At man igen bliver klogere af at tænde for et kulturprogram i flimmerkassen? At de små og lidt skæve ekspertudsendelser igen får mulighed for at vokse op gennem den asfalt der er lagt af Boogie, Aftenshowet, Smagsdommerne, Hit med Sangen, X-Factor osv. osv. Det skulle glæde en gammel musikelsker.

Hvem Danser Twist, & Hvem Danser Polka?

Sindssygt dygtige Marie Keis Uhre, der både synger, maler og skriver børnebøger, spurgte for nylig om jeg havde lyst til at lægge et par stemmer på hendes kommende bog/cd-udgivelse ‘Hvem Danser Twist, & Hvem Danser Polka?’ og det ville jeg naturligvis rigtig gerne.
Det blev til 4 i alt, fordelt på en måge, en snudebille, en pingvin og et tusindben. Det var sindssygt sjovt at lave og imellem indspilningerne fik jeg lov at høre de sange der er blevet produceret til cd'en. De er simpelthen så gode; musik der tager børnene seriøst og ikke spiser dem af med hjernedødt overfladebombardement. Det gjorde mig ekstra glad for at medvirke.

Her får du en smagsprøve på lidt af musikken, min stemme som Tusindbenet Torben (+ fortælleren til slut) og nogle af de fine tegninger Marie har lavet til bogen:

Raphael Saadiq i aften på Vega

Hej, alle der skal til Raphael Saadiq i aften!
Hvis du har lyst så kom forbi mig inden koncerten og skål en øl med mig og et par andre koncertgængere.
Lad os sige kl. 19:30. Koncerten starter kl. 21. Jeg har vist så jeg kan byde en enkelt g/t men tag ellers selv en pilsner med. Det ku’ være hyggeligt at være en håndfuld eller mere der gik i samlet flok.
KH Jeppe

(Jeg bor Hedebygade 17A)

Formidabelt gensyn med lystfiskeriet

I sidste uge måtte jeg en tur i Hunters House og købe mig et nyt fiskehjul og en håndfuld nye blink. Jeg havde nemlig aftalt med min gamle ven Thomas at tage på fisketur. Det var et par år siden jeg sidst havde været ude, og allerede dengang med gear der var af ret tvivlsom kvalitet. Dog havde jeg stadig to fine 9-fodsstænger, en jeg selv købte for 15 år siden, og min morfars gamle Daiwa, der med sine 30 år på banen kun er 3 år yngre end mig, så ingen ny stang i denne omgang.

Vi kørte nordvestpå til Sjællands Odde i går formiddag og kl. 12:15 pakkede jeg forsigtigt min morfars 30-år-gamle stang ud, monterede mit nye hjul på og satte et flot orange/grønt blink på. Jo, jo - bevægelsen sad stadig i håndledet og efter et par prøvekast kastede jeg næsten lige så langt som min hyppigt fiskende makker. Solen brød igennem, vinden stilnede af, dermed blev vandet en smule klarere, og næsten på slaget kl. 13 bed en fin havørred på 1,3 kg på. Efter en kort men intens fight inklusiv et fint hop landende jeg den, ikke uden et betragtelig glædesudbrud. Det er længe siden jeg har taget så pæn en fisk fra kysten.

Jeg er rigtig glad for at det var på min morfars gamle stang. Det var ham der lærte mig at fiske for 25 år siden.

Med krydsede fingre

For to et halvt år siden år siden blev jeg kontaktet af en af mine tidligere undervisere på Dansk. Han ville høre om jeg mon kendte nogen der kunne hjælpe ham med at konceptudvikle et brætspil som han på konceptuelt plan havde brugt som teambuildingøvelse igennem længere tid. Jeg skrev under på en holde-kæft-kontrakt, fik the inside scoop, og “forlangte” dernæst straks at være en del af processen - og foreslog at vi skulle høre mine daværende tætte samarbejdspartnere i Strateko om de var friske på et møde. Dernæst kontaktede vi en grafiker jeg også har læst med, om han mon var klar på en frisk original opgave.
De var heldigvis alle fyr og flamme, og inden længe sad vi og arbejdede videre på formen og gameplay i spillet - noget der allerede var stærkt, men som vi mente vi formåede at skærpe til et virkelig godt spil. Vi var hooked med det samme. Idéen (som jeg desværre ikke kan komme ind på endnu) er original og samtidig nem at forstå. Vi postede lidt penge og enormt meget tid i arbejdet, men for et lille års tid siden løb vi tør for energi og udgifterne til prototyper og tiden der gik i det tog overhånd, så vi satte projektet på standby og overgav alle rettigheder til hovedbagmanden, da det fra start var hans originale idé, og han således ku’ tage den op igen, hvis tilfældigheden skulle give ham muligheden. 

Og det har den gjort. Efter alt at dømme udkommer spillet til efteråret gennem et spilfirma der har udviklet et af de mest populære nyere brætspil de senere år. Med andre ord nogen der ved hvad de har med at gøre. Og jeg kan ikke sige hvor glad det gør mig at noget, jeg har haft fingrene så grundigt i, som er originalt og sjovt, og som var en fornøjelse at arbejde med, ser ud til endelig at blive til noget. Et konceptudviklingsvisitkort der vil noget. Og som jeg glæder mig rigtig, rigtig meget til at dele med jer.

Om meningsmålinger

Det er nemt at blive enige om at meningsmålinger er en ulden størrelse, som ingen bør tillægge større betydning. Det kommer rigtig mange dog desværre til. De forskellige større mediehuse her i landet for eksempel. Berlingske trækker imidlertid (vist nok) i land, i denne artikel fra i går. Her indrømmer de nemlig at den meningsmåling fra Greens analyseinstitut, de henviste til for et par dage siden, som skulle vise en tilbagegang for rød blok på 14 mandater, nok i virkeligheden snarere viser et tab på 1 mandat. 14 eller 1 mandat - who’s counting, right? Det er Berlingskes eget ‘Berlingske Barometer’ der kommer frem til konklusionen. Og som de selv viderekonkluderer: “Og da usikkerheden i Greens-målingen er på op til 2,5 procentpoint for hvert parti, kan det ene mandat være både købt eller solgt. Det er ikke til at sige.” Indeed. Målingen er simpelthen intet værd. I følge dem selv.

Hele den “vi aner i virkeligheden ikke en skid”-suppe der bliver kogt i artiklen toppes dog med et drys grønt “I morgen, lørdag, offentliggør Berlingske en frisk Gallup-måling, som viser yderligere skub i stemmefordelingen mellem blokkene.”-håb. Man kan jo så overveje hvor stor betydning man som læser vælger at tildele dén…

Om principper #supportgus att: @stemlauritzen

Når Karsten Lauritzen (V) i dag, i både Information og i Politiken, ytrer at man ikke ‘bare kan sige undskyld’ - som sit indlæg i sagen om Gus, klinger det så hult at jeg bliver rigtig vred. Hvad helvede bilder han sig ind? Den nuværende regering (inkl. Fogh-Rasmussen-regeringen forinden) har i en lang række sager både svindlet (Løkke-Rasmussen m.fl.), overtrådt internationale regler (Fogh-Rasmussen, Rønn-Hornbech m.fl.) og er blevet afsløret i de groveste fejl (Claus Hjort/Tynell/P1). Fejl, svindel og lovovertrædelser der har haft de mest ydmygende og forfærdelige konsekvenser for andre mennesker. Og hvordan var det nu Fogh-Rasmussen overhovedet blev statsminister? Han var -som nogen vil huske- skatteminister, indtil han blev taget i så grove tilfælde af svindel med ministeriets midler, at han blev nødt til at undskylde og træde tilbage - for så senere at få statsministerposten som tak.
Jeg synes Karsten Lauritzen skulle undskylde og derefter tie meget stille. 
Mage til hykleri…


Min alle tiders album top 10

For længe siden ovre på min gamle blog påbegyndte jeg et projekt hvor jeg ville skrive om mine yndlingsalbums gennem tiden. Mine 10 favoritalbums, for at være mere præcis. Eftersom jeg aldrig kom længere end godt halvvejs synes jeg nu det er på tide at samle projektet op igen. Jeg lægger ud med en række reposts af de første indlæg i serien. Det første er fra juli 2008.

–

Uffe Stenstrop Foreslog i en kommentar til mit forrige indlæg at jeg skulle gå min alle tiders top 10 over musikalbums igennem, et efter et. Det synes jeg faktisk var så god en idé at jeg hilser opfordringen velkommen. Da rækkefølgen ærligt talt var en lille smule tilfældig (album nr. 6 ku’ sagtens have været nr. 7 osv) kan jeg ligeså godt tage dem fra toppen og altså starte med The Young Gods’ Only Heaven. Det falder pudsigt nok sammen med at min spritnye anmeldelse af The Young Gods’ nye album Knock On Wood netop i dag er lagt op på diskant.

The Young Gods / Only Heaven

Mine fætre Lars og Peter, som er brødre, introducerede mig for fænomenet The Young Gods for 13 år siden. The Young Gods er en schweizisk industrial-trio som jeg aldrig havde hørt om før. Jeg ved så præcist at det er 13 år siden fordi The Young Gods netop havde udsendt deres album Only Heaven, som både Lars og Peter var meget begejstrede for. Især Lars var forholdsvis hysterisk og mente at det var en klar mangel i min opdragelse at jeg ikke anede hvem de var. Derfor så jeg mig som yngre fætter til de to “gamle” nødsaget til at købe ikke blot den nye skive, men også mesterværket (det sagde Lars) L'eau Rouge. Så det gjorde jeg.

Det ville være en underdrivelse at sige at jeg fik et chok. Jeg havde ALDRIG hørt noget der nærmede sig dette musikalske udtryk, og det rykkede grænserne for hvad jeg overhovedet ville karakterisere som lyttevenligt en hel del. Med andre ord var der lige 2-3 kameler der skulle sluges. Det tog ca. 3 uger, hvor jeg tilskriver min egen tålmodighed og nysgerrighed en hel del af æren, før det slog klik. På den gode måde. Hold helt fast. Franz Treichlers vokal er en dyster stentorrøst der virkelig udfordrer koncepterne for definitionen på en god sanger.

Men. jeg. ELSKER. hans. stemme.

Den er uhyggelig, mystisk, gudeagtigt (Young God indeed) og helt forrygende, synes jeg. Og jeg kunne med det samme høre at L'eau Rouge ganske rigtig også i mine ører var et mesterværk. Da første nummer pludselig eksploderer i et et helt overraskende messende violinsample fra Allegrettoen i Shostakovich’s 5. symfoni, er jeg solgt. Den dag i dag er det med største hårrejsende fryd at jeg hører den passage.

Meget “værre” (altså bedre) sku’ det dog gå med Only Heaven. Udefinerbare percussive samples, distortet banegårdsvokal og et fuldkommen unikt lydunivers bobler over i innovativ sonisk arkitektur fra første tone. Det gik op for mig at det var sådan jeg synes rockmusik skulle lyde. Første nummer Strangel (fed titel, ik?) slog benene væk under mig, og siden trampede resten af pladen ind over mig med største frydefulde tilfredsstillelse til følge. For hvert nummer skulle jeg tage stilling til en ny måde at tænke musik på. Der er så meget nytænkning på den plade at jeg næsten ikke ku fatte det. Den er hård - drønhård!- men ikke på den der heavy metal-agtige måde.

Den næsten 17 minutter-lange suite “Moon Revolutions” var ligesom hvis Stravinsky havde været en gizmo (Gremlins) der ikke ku tåle vand, men så er faldet i vandet og derefter med vanvidsblik i øjnene beslutter sig for at sætte atomar fut under en fremtidig komposition. Det lød simpelthen som Stravinsky på speed og lsd. For mange vil dette måske lyde som en udrikkelig cocktail - men for mig var det bare himmelsk. Only Heaven.

Det sidste nummer jeg vil fremhæve er den meget dystre ballade Child In A Tree, som på smukkeste vis beskriver et trip der er gået galt. Jeg var faktisk halvbange for det nummer de første mange gange jeg hørte det. Det er råt og helt delikat på samme tid. Farligt og resignerende. Jeg elsker det.

Men for mig er der ikke et svagt nummer på denne plade. Den rykker ved koncepterne, tager dig med på en musikalsk rejse ud i afkrogene af din fantasi, og lader dig dykke ned i en enestående verden, hvor musik bliver skabt udfra ganske unikke kreative tilgange til kunstværket. Den er svært tilgængelig, udfordrende og provokerende. Men lader man sig forføre har man alle tiders mulighed for at opleve noget fantastisk.