Vished

Siden min far, for 12 dage siden, fik at vide at han har kræft har spørgsmålene om hvor alvorligt det i første omgang er, og om det har spredt sig, været de vigtigste for ham og os, hans familie, at få besvaret. Derfor var det rart at han, allerede 5 dage efter den første diagnose, blev indkaldt til en scanning. Denne viste dog nogle skygger der kunne tolkes sådan at kræften havde spredt sig; metastaseret, som det hedder.
Men lægerne kunne ikke konfirmere denne diagnose i første omgang. Derfor blev han for 5 dage siden indkaldt til en kraftigere scanning, en MR-scanning, som han netop har fået svar på. Kræften har ikke bredt sig. Skyggerne kan have været en række andre - ufarlige- ting, men ikke metastaseret cancer. Disse tre ord -ikke bredt sig- gør så sindssygt stor en forskel på hans liv. Han skal i strålebehandling, men en mild form, hvis eneste bivirkning burde være en lettere øget tendens til træthed. Hvis han, og dermed vi, vitterligt er sluppet så billigt er det jo fuldstændig fantastisk.

Så lige nu - jeg fik besked for 10 minutter siden - kan jeg ikke la’ vær’ med at smile. Smilet trækker sig helt enerådigt fra den ene side af ansigtet til den anden, og vil ikke gå væk. Det er herligt. Herligt.

Vished og ingen vished

I dag fik min far at vide at han har prostatakræft.

Han ved endnu ikke hvor alvorligt det er; han har det sådan set udmærket i øjeblikket. Han har ikke ondt nogen steder og er ved godt mod.

Der skulle gå 4 måneder med en række indlæggelser og udskrivelser fra diverse (3 forskellige) hospitaler før nogen endelig blev enige med nogen andre om at teste for kræft. Den første prognose er at de har opdaget det i et meget tidligt stadie, hvilket er positivt, men vi ved ikke med 100% garanti at det ikke har spredt sig. Det skal tjekkes nu. ‘Nu’ er i den sammenhæng et ret uldent ord, for han kunne ikke få noget svar på hvornår det skal undersøges om det har spredt sig.
Så nu ved vi at han har kræft. Vi aner ikke om det er så begrænset at man slet ikke vil behandle (hvilket er overraskende ofte), om det er lidt alvorligt, eller om det er meget alvorligt. Så vi ved ikke en skid. Og det er egentlig ret frustrerende, for nu at sige det mildt. Min logik fortæller mig at det jo er bedre at vide det, end ikke at vide det. Men hvad ved jeg? At lægerne ved noget, som de ikke kan præcisere nærmere end at trække det store grimme ord op af hatten, og at vi nu blot kan vente på at han bliver indkaldt igen. Forhåbentlig ved vi mere snart. Og forhåbentlig er den første prognose korrekt.

Der er så mange søde mennesker på twitter og i blogosfæren, der har kommenteret mine bekymringer for min fars sygdom med rørende empati over de sidste 4 måneder. Det er rart også at ku’ dele den slags en sjælden gang af og til. Tak skal I have.

Forårsrengøring

Jeg prøver altid at få en forårsrengøring stablet på benene når den første strenge vinter har lagt sig. Og det gjorde den jo for snart flere uger siden, så det var på tide jeg kom i sving. I år ville jeg gøre lidt mere ud af mit kontor, så jeg besluttede mig for at det var slut med det lille skrivebord. Det gør til gengæld stor glæde som spisebord i stuen nu.

Her er en række punktnedslag i processen.

1 Man opdager at ens skrivebord er umuligt at arbejde ved
2 Man læser en række anmeldelse af nogle små fikse skrivebordshøjtalere og bestiller dem
3 Man køber, efter tip fra skøn kvinde, en gammel dør til 125 kr. på genbyg.dk
4 Man får døren leveret og vasker den grundigt.
5 Man indretter provisorisk kontor i stuen ved det lille sammenklappelige stuebord, der skal videre i livet på nye eventyr
6 Man rydder det gamle skrivebord
7 - og flytter det ind i stuen
8 Så flytter man døren ind i kontoret
9 (og indser at den kun LIGE akkurat kan være der)
10 Ganske belejligt ankommer ens nye højjtalere dagen efter
11 Og dem pakker man ud og tester, mens man arbejder hjemmefra
13 Inden man køber sig et par bukke og monterer det hele på 20 minutter
14 Og - vupti - så har man sig et nærmest nyt kontor, med dobbelt så meget skrivebordsplads 
- Jeg kan ikke varmt nok anbefale de små noisy crickets (kend den reference). Audioengine A2 er et sæt overraskende potente, fabelagtigt lydende skrivebordshøjttalere.

Medmennesker

I dag blev jeg vidne til et grimt cykelstyrt. En kvinde foran mig på vej ned ad Knippelsbro, ind mod byen, fik pludselig blackout, slingrede og endte så i et voldsomt styrt ude på kørebanen. Bilerne undveg hende heldigvis lige akkurat, men da jeg sammen med en anden nåede hen til hende lå hun helt stille og var bevidstløs.
Flere strømmede til og ord som 'ringe efter ambulance’  og ‘aflåst sideleje’ blev udvekslet konstruktivt og præcist mellem en håndfuld af de nærmeste mennesker og mig. En snarrådig håndværker parkerede beskyttende sin bil med katastrofeblinket tændt 4-5 meter foran hvor hun lå. Hun var stadig bevidstløs. Jeg havde kørt lige bag hende og så hvor voldsomt hun styrtede. Det undrede mig at der ikke var blod. Lyden da hun ramte asfalten runger stadig i hovedet her et par timer senere. Tiden stod nærmest stille. Vi havde gjort hvad vi kunne. Nu lå hun der. Og vi sad og holdt om hende, inden det i fællesskab blev besluttet at vi måtte få hende væk fra vejen.

Jeg aner ikke om det var det dummeste eller det bedste at flytte hende men da hun lå på fortovet virkede det trods alt sikrere end da hun lå helt ude på vejen. En stemme trådte pludselig ud af mængden og viste sig at tilhøre hendes kæreste. Han havde åbenbart været blandt den store flok cyklister, der sammen med hende havde været på vej ned ad broen. Det var ikke gået op for os andre at han var hendes kæreste, før nu. Han havde været helt stille indtil da. “Hun har epilepsi” - sagde han. “Den slags anfald er sket før” - fortsatte hun. Hold kæft hvor uforsvarligt, tænkte jeg for mig selv, mens jeg overvejede hvor mange andre der kunne være kommet til skade i sådan et styrt. Og at hun meget nemt kunne have fået en bilist til uagtsomt at tage en andens eller hendes eget liv. Og samtidig ventede vi på at ambulancen skulle komme og bekymrede os kollektivt for hendes liv. Pludselig rørte hun på sig. Først sitrede hendes krop i en bølgende krampe, så åbnede hun øjnene og det var tydeligt at hun ikke anede hvad der foregik. Så satte hun sig pludselig op, begyndte at tage overtøjet og skoene af, og fremstod parat til indlæggelse. Hendes kæreste holdt om hende og fik hende til at slappe af igen.
Et par minutter senere sad hun stadig op - hendes kæreste holdt stadig om hende og sagde at nu kunne han godt administrere situationen indtil ambulancen kom. Kvinden der havde ringet efter ambulancen havde, sammen med jeg og en anden, der var de første ude ved hende, svært ved at forlade stedet, men han insisterede. Vi fandt tøvende vores cykler og kørte videre hvor vi var på vej hen, men ikke før vi havde udvekslet håndtryk, vendt forløbet mellem os og var blevet enige om at vi havde gjort hvad vi kunne, og vist nok også hvad vi skulle - og jeg var på en eller anden måde glad for at se at jeg selv, og andre, kunne tænke klart i en situation så presset at mine ben sejlede under mig en time efter det var sket - en akut påkrævet evne til at samarbejde, som vi kollektivt mønstrede netop der, netop da. 

Og lige nu sender jeg hende en masse tanker og håber hun er ok.

har fået ny stilling :-)

Farvel, stilling som studentermedjælp, goddag, stilling som It-medarbejder.

Jeg har taget det ikke uvæsentlige skridt opad fra min stilling som studentermedhjælp da jeg i dag skrev under på en et-årig kontrakt som it-medarbejder på Center for Designforskning på Arkitektskolen. I øvrigt fik jeg også i dag at vide at jeg, for andet semester i træk, har fået job som undervisningsassistent i faget Digital Retorik på IT Universitetet. 
Så hej igen, @torill, @klastrup, @dittebergstrom og @linehnielsen!

Og så er der allerede aftalt to middagsselskaber og en brunch i denne uge.
Jeg er i SÅ godt humør!

Foursquare vs Placebook

Da Places på Facebook kun er en dags tid gammel kan dette indlæg vist roligt kategoriseres som førstehåndsindtryk. Anywho…

Jeg har i ca. ¾ år tjekket ind på steder oprettet i Foursquare. Jeg har nøje udvalgt hvilke af mine kontakter/venner jeg er “venner” med på Foursquare da jeg føler det er en forholdsvis privat ting, der ret nemt kan bruges mod mig. Foursquare er for mig en (mobil) telefonoplevelse. Jeg tjekker ind når jeg er på farten, typisk enten på en en bar, restaurant, til en koncert, en fest osv. Hovedsagligt den type steder. Mine check-ins tjener hovedsagligt to formål: 

1: At gøre andre venner opmærksomme på at jeg er ude, og vil lege, og se om de vil mødes med mig, eller -hvis det er et stort sted- om de allerede er ankommet, hvis vi har en aftale.

2: At positionere mig selv som en der kommer de steder hvor jeg tjekker ind. I starten tjekkede jeg ind i Super Best, i møntvaskeriet osv. Det gør jeg ikke længere. Nu tjekker jeg ind steder, jeg synes skal være med til at fortælle lidt om hvem jeg er - eller gerne vil være. 

Det er altså først når jeg åbner Foursquareapplikationen på min telefon, at jeg træder ind i lokationslegen.

I går blev Facebook Places så introduceret i Danmark. Mange af mine venner er det man af og til kalder first-movers, og der gik ikke lang tid før min nyhedsstrøm (på min væg) var proppet med Places check-ins, hvilket resulterede i at det indhold jeg normalt holder af at få fra mine venner (sjove YouTube-links, ditto billeder, musikvideoer, kunstnere, nyheder, koncertlinks osv) fuldstændigt druknede i check-ins. Facebook er for mig en (statisk) laptop-oplevelse. Jeg er på Facebook når jeg sidder ved min computer. Billederne, videoerne og kommentarerne er alt sammen noget der tager tid at arbejde med - og som Facebookapplikationen på min telefon ikke har løst i tilfredsstillende grad.

Places er med andre ord ikke en applikation jeg kan åbne og lukke, men en der konstant kontaminerer den strøm af indhold der har gjort Facebook til en sjov oplevelse. Og jeg kan ikke slå de notifikationer fra. Det er den store forskel, umiddelbart. En anden er at Facebook for mig nærmere er en digital kontaktbog til selv ret overfladiske bekendtskaber, jeg har stødt på i mit liv. Derfor har jeg en del Facebook-“venner” og derfor fylder Places-check-ins for meget i min nyhedsstrøm. Hvis ikke Facebook gør det muligt at sortere i hvem jeg vil have Places-notifikationer fra, så frygter jeg at det kan blive enden på min tid på Facebook.

Det sociale skal altid være et tilvalg - ikke noget jeg bliver påduttet, og slet ikke noget der fra alle kanter bare skovles ud i den nyhedsstrøm jeg ret hårdhændet har skåret til, så den passer mit humør og sindelag. Der er vel en 40-50 af mine Facebookvenner, hvis statusopdateringer jeg konsekvent har fravalgt. Hvis ikke jeg får chancen for at foretage samme fravalg med Places-check-ins, tror jeg hurtigt jeg bliver træt af det.

...og så ligner det pludselig jul igen

Altså - det bliver jo jul ligegyldigt hvad fanden man ellers gør og hvor man er.
Alle - eller i hvert fald mange - holder jul, så julen er der hvad end man er med på den eller ej - om man er alene eller sammen med andre. 
Men i går, i nat og i morges så det ærligt talt lidt sløjt ud med julestemningen i mine forældres hus. Min nevø er alle tiders snotfabrik og min far skrantede igen mere og mere. I morges blev han så hastet til Roskilde Sygehus, for at få styr på hvad end det er han fejler. Han har det skiftevis halvskidt og ganske forfærdeligt, og har i stigende grad ikke været meget værd de sidste par dage. Han vånder sig af smerte og det er umanerligt ubehageligt at være vidne til.

Han har alskens dårligdomme og noget af det kræver i øjeblikket tilsyn og aktion ofte. Detaljerne udelader jeg men til Roskilde gik det altså tidligt i morges. Stik mod vores forventninger ringede han så for lidt siden og sagde at de rare folk i Roskilde tilsyneladende havde tappet ham for så megen dårligdom at både de og han følte at han havde bedst af en juleaften i hjemmet. Så nu kommer han hjem om en times tid, til en and i ovnen, et nypyntet juletræ, Bing Crosby på anlægget og en familie der er gladere for at se ham end både han og vi er vant til. Og så ligner det pludselig jul igen.
Glædelig jul, alle sammen


Gårsdagens quiz!

I går eksekverede jeg en lille associations-speed-quiz til twulefrokost. I hold, to-og-to, skulle de andre gætte hvilke 10 danske tweeps jeg havde tænkt på og afbilledet på et ark.  Og de skulle både gætte twitternavn og vedkommendes rigtige fulde navn. Jeg troede egentlig den ville være for let men den viste sig ret svær for nogle. Hvordan ville du have klaret dig? Måske kan du ligefrem finde dig selv!? De fik 15 minutter.

quiz.pdf Download this file

Hvorfor twitter er fantastisk

For et års tid siden skrev jeg en julehilsen til Twitter og til mine tweeps. Twitter har i 2010 fyldt endnu mere og man kan vel nærmest kalde det en foreløbig kulmination at jeg skal holde nytår med tweeps jeg ikke kendte sidste nytår!
De sidste ti dage har været drøje. Min far blev indlagt med 41 i feber og smerter der var ved at få ham til at gå ud af sit gode skind. Det, samtidig med at jeg knoklede med en eksamensopgave der bare ikke ville skrives. Og samtidig med at jeg og en kollega på ITU knoklede for noget jeg vil undlade at gå i detaljer med. 

For to dage siden troede jeg at heldet var vendt; min far var hjemme igen (dog uden diagnose) og opgaven blev da afleveret. Men tirsdag blev mit kreditkort så snuppet af en automat med beskeden “af sikkerhedsmæssige årsager har vi inddraget dit kort”. For fucks sake. Hverken den meget flinke dame jeg fik i røret i første omgang, eller min egen bankrådgiver i anden omgang ku’ forklare hvorfor mit kort var inddraget.
Men så i går fik jeg at vide at mit konto havde været i overtræk. Overtræk? -tænkte jeg og ku’ ikke komme på at jeg skulle have overtrukket noget som helst. Faktisk har jeg slet ikke mulighed for at overtrække min konto - efter eget valg. Derfor måtte jeg gå på netbank og se hvad det kunne være. På grund af bankgebyrer var min konto overtrukket kr. 16,45 i 24 timer. Jeps. Seksten kroner og femogfyrre øre. I éen dag, lige inden lønningsdag. 

De fleste af dem jeg snakkede med i min bank beklagede, og kunne nærmest ikke undskylde nok men det efterlod mig stadig uden et kort og uden penge. Og penge skulle jeg bruge til at betale print af min opgave - som skulle afleveres i onsdags. Derfor var gode råd dyre, og jeg kom til at twitte ud at jeg var på røven. Det resulterede i ikke mindre end 6 henvendelser fra folk der var parat til at låne mig penge på stedet. Tre af dem endda fra Vesterbro!! Og den ene bor lige rundt om hjørnet. Og er en meget sød 30-års fødselar (i morgen). Og hun lånte mig lige til det vigtigste, nemlig aftensmad, opgaveprint og morgenmad torsdag. Og det var fandeme sødt af hende. Tak, Elnif.
Og så er vi jo tilbage ved Twitter. I morgen er der twulefrokost og jeg glæder mig skide meget. Jeg har endda lavet en lille quiz til de andre. Det skal nok blive godt. 2010 har været bedre end 2009 og 2011 ser allerede ud til at blive bedre endnu.

Glædelig jul og godt nytår til dig.
Bedste hilsner,
Jeppe

Udtalelse 10/1/1997

“Jeppe har i perioden fra den 23.8.1996 til den 10.1.1997 været vikar på Regnbuen som er en gruppe på 37 fritidshjemsbørn - i Raketten, som er en stor institution med 20 børnehavebørn og ca. 200 fritidshjemsbørn. Jeppe har med sit muntre og venlige sind bidraget væsentligt til at skabe en rolig og rar atmosfære. Dette har især virket godt på de urolige børn. Jeppe er altid klar med en varm favn til de børn der ønsker det. Jeppe har i hele perioden passet sit arbejde på en moden, ansvarlig og stabil måde. Jeppe er med sin betænksomhed og humor meget afholdt af børn og voksne. Vi giver Jeppe vores bedste anbefaling!”

Jeg elsker at finde gamle anbefalinger!!