Jeg har efterhånden været i Stockholm en håndfuld gange. Denne gang var anden gang sammen, for min kæreste og mig, og her er et par highlights fra vores påsketur.
For det første: Togturen. Da jeg var barn rejste vi altid med tog (og færge osv) da vi ikke havde bil og heller ikke råd til at flyve. Derfor føler jeg mig hjemme i et tog. Især et der kører med over 200 km/t fra København til Stockholm uden at skulle skifte undervejs.
Vi var heldige at låne venners lejlighed mens de var udenlands, og det gjorde immervæk noget for madbudgettet. Det samme kan man sige om valutakursen, da den svenske krone var i kurs 0.66 til den danske mens vi var af sted.
Den første aften spiste vi på Mister French, på anbefaling fra en bekendt. Selv om både lobster rolls, mosel-riesling og champagne var skønne, havde stedet hyret en udygtig DJ, der synes i stand til een ting: At skrue op. Vi måtte bede om at blive flyttet til et andet bord — noget vi ellers aldrig gør. Vi hader at være til besvær. Men vi kunne simpelthen ikke høre hinanden i vores samtale. Vi fik en plads bagerst i restauranten og det gik akkurat an. Senere så vi at vi nok var fejl-castet i forhold til det gængse publikum, der alle var mere end 20 år yngre end os og havde varierende grader af botox/fillers/bronzing og som tilsyneladende ikke havde det mindste imod at spise sammen uden at kunne høre hinanden.
Dagen efter var vi heldige at falde over Greasy Spoon i det nordlige Södermalm, hvor vi blev trakteret med henholdsvis de bedste amerikanske pandekager og ditto eggs benedict vi kunne huske at have fået serveret. Derudover var stemningen magisk og luften fuld af stamgæst-energi, venlighed og imødekommenhed. Udover at jeg spiste mig til et midlertidigt maveonde, gik vi derfra lykkelige og stopmætte. Heldigvis nåede vi en god lang lur inden vi skulle ud igen. Denne gang til Café Nizza, der var en mindre åbenbaring. Vi blev skænket en knivskarp Bonnet-Ponson-champagne der lagde fundamentet til en skøn aften med brasseret spidskål, cacio e pepe, skindstegt aborre der var himmelsk og chokoladetrøffel til dessert. Undervejs fik vi både en overbevisende Langhe Nebbiolo, portvin fra 1997 og single malt til chokoladen. Der var ikke et øje tørt.
Lørdag lagde vi langsomt ud med at handle lidt værts- og værtindegaver i lokalområdet og siden bevæge os mod Fotografiska for at nyde en af de flotteste fotoudstillinger jeg kan huske at have set. De fotografier jeg faldt mest i svime over, var taget af Helene Schmitz, Brendan Pattengale, Cig Harvey og Yang Yongliang.
Hvilken bedre måde at fordøje en sådan intens rørende skønhed, end med mere mad og vin? Vi havde bestilt bord på Fotografiska Food, som har fået en grøn Michelin-stjerne på baggrund af deres imponerende cirkulære og hyperlokale madproduktion. Vi fik naturvin der smagte af både grape-bordbomber og blåbær, staldet og forrygende gamay, og en tindrende klar chardonnay, som den slags næsten aldrig smager. Maden var her der og alle vegne smagsmæssigt, men altsammen uovertruffent. Et af de bedste måltider vi har spist sammen. Vi grinede af hvor godt det smagte.
Om aftenen måtte vi give fortabt på energi og slængede os i vores fraværende værters sofaer med hjemmelavet pizza og billig rødvin.
Efter en dejlig tur hjem kan vi igen konstatere at Stockhom virkelig er skøn, ikke mindst til prisen i øjeblikket. Go!
