Bloggen har fødselsdag! /Fødselsdagskonkurrence!
I dag går bloggen ind i sit 7. leveår.
Jeg havde med garanti ikke tænkt så langt frem da jeg i sin tid påbegyndte mine onlineskriverier for 6 år siden.
Det at blogge (og alle de ting der er kommet i kølvandet!) har givet mig et meget stort netværk af interessante, nysgerrige og kreative mennesker. Mennesker jeg ville have haft mere end almindelig svært ved at lære at kende hvis ikke det havde været for bloggens mulighed for asynkrone samtaler og kommentarer. Og fra bloggens verden har jeg taget en parallel rute sammen med mange andre, gennem forskellige online modefænomener: MySpace, Facebook, Quora, LinkedIn, Diaspora, Twitter og senest Google+.
Disse har med skiftende held udfordret, hjulpet os og snuppet megen søvntid i de sene aften- og tidlige nattetimer. Og det er stadig det hele værd. Onlinebekendtskaber bliver for det første lynhurtigt til offlineditto, og så rummer de (altså I!) en videnmængde der kan matches af få systemer.
Og i den anledning udskriver jeg en lille konkurrence, for min elskede twitterclient Nambu er langsomt ved at gå i stykker, efter den for et godt stykke tid siden blev forladt af den sidste programmør. Jeg har brug for en ny der på samme måde er integreret i Mac'ens logik og låner de samme funktioner i form af genvejstaster, tastekobinationer osv. og samtidig har en overordnet funktionalitet der gør den til din yndlingstwitterclient (til Mac).
Og den der anbefaler den client jeg ender med at vælge får en iTunesgave i form af Amon Tobins nye soniske mesterværk, albummet Isam. Alt hvad du skal gøre er at skrive et par linjer, eventuelt i stikordsform, i kommentarfeltet om hvorfor jeg skal bruge den client du anbefaler. Hvis der er flere der har anbefalet den jeg ender med at bruge trækker jeg lod mellem jer. På forhånd tak og skål i formiddagskaffe!