Det er mandag aften - jeg sidder med et glas rødvin og kommenterer højlydt, og dog all by myself, Sam Seaborns opførsel over for den unge kønne jurastuderende turned luksus-callgirl.
Lad os lige komme i rette stemning.
December måned har nemlig for mit vedkommende en tradition der gør juledagene rangen stridig som decembers vigtigste tema: Jeg ser The West Wing. Igen. For 6. gang, tror jeg. Fordi det er den bedste serie der nogensinde er lavet, og fordi jeg stadig ikke har fået nok af den.
Og nu har Sam lige lavet en scene på en restaurant, fordi han ikke kan lade den kønne unge callgirl være. Fordi han vil redde hende. Og jeg forstår ham. Og vender øjne og kommenterer det alligevel. Og det jo bare en fucking serie. Som jeg har set 5 gange før.
Er det ikke fantastisk så meget man kan holde af en serie?