Det startede for 5-6 år siden. Min kloge, sjove faster fik slemme migræner og måtte ofte ligge i sengen med nedrullede gardiner. Samtidig havde hun fra tid til anden kortvarige hukommelsestab, mest som små huller i hukommelsen, der hurtigt kunne lappes af andre, i sociale sammenhænge. Men det tog langsomt til; hukommelsesproblemerne blev flere og mere omfattende med tiden, og hun blev til sidst diagnosticeret med begyndende demens.
Vi har haft det i familien før, godt nok på den anden side af familien og lidt længere ude, så der oplevede jeg kun at den flinke gamle kunstner pludselig var blevet reduceret til kuk-ur der konstant sagde de samme 3-4 sætninger om og om og om igen. Det var ulideligt at være vidne til og der var intet man kunne gøre for at hjælpe ham.
Min faster har jeg set mere hyppigt - både gennem min barndom og som voksen. Hun var en lynende skarp dame der var sekretær for urmager Ole Mathiesen på strøget i 40 år. Hendes humor var kulsort og hun kunne tage røven på hvem-som-helst. Min kærlighed til sprog og leg med sproget har jeg fra hende og min far. Det har længe været tydeligt at hun stadig kunne nyde de sociale sammenhænge (fester/fødselsdage) så længe der ikke var alt for mange mennesker med, men gradvist blev demensen tydeligere og for et års tid siden begyndte hun at komme i tvivl om hvem jeg var, tog fejl af sine sønner (mine fætre) og mig, eller en søn og hendes bror (min far) men stadig skulle hun bare have en hånd på armen og med en rolig forklaring få sat de rigtige brikker på plads i familiepuslespillet rundt om bordet - og så gik det altsammen alligevel. For et par måneder siden havde det udviklet sig til et uholdbart scenarium. Alt for hyppigt vidste hun ikke hvor hun var, hun kom til at gå hjemmefra uden overtøj på og kunne ikke selv finde hjem. Min onkel tog, sammen med sine sønner, den hårde men rigtige beslutning om at hun skulle på et beskyttet hjem, hvor han besøger hende hver dag.
Stadig er hun med til små selskaber - som forleden hvor vi fejrede min fætters fødselsdag. Og da var hun væk. Fysisk sad hun jo og lignede sig selv, men min gode gamle faster kunne ikke længere genkende nogen ved bordet. Hun troede at vi var hendes gamle klassekammerater og lagde flere gange an til at holde tale, men fandt aldrig ordene og satte sig hver gang ned igen med et forvirret udtryk i ansigtet. Det er forfærdeligt at se at hun nu er væk. For vi har jo ikke sagt farvel. Forløbet har ikke været lineært og der har været perioder hvor hun har haft det godt undervejs - og hvis man havde sagt farvel til hende mens hun stadig forstod hvem man var, og forstod hele konteksten, ville man kunne have såret hende dybt. Og nu er det for sent. Der har ikke været et punkt hvor man kun sige ‘her sættes et punktum’; det har været en lang tåget overgang hvor man for hvert gensyn har mistet en lille bitte smule mere af hende. Hun er her - men hun er her ikke. At se den levende skal tømt for det vid, den humor og den frækhed er hjerteknusende og af de mange forfærdelig ting man kan lide af, synes demens at være en særlig slags meningsløst helvede. Det lange tågede farvel er ved at være slut. Puslespillet kan ikke længere samles. Må hendes sidste år være så nådige som overhovedet muligt.