At sige endeligt farvel til en ven der blev bare 30 år gammel er meget sørgeligt og forkert.
I dag måtte vi sige farvel til Troels for sidste gang. Og det blev præcis så hårdt og sorgfuldt som man kunne forestille sig. Vi var 300 mennesker samlet i Nordre Kapel på Vestre Kirkegård. Det var rørende at se Troels’ elever fra Christianshavns Gymnasium, hans kollegaer, hans familie, hans egne gamle gymnasiekammerater, hans fodboldvenner og for mit eget vedkommende ikke mindst den store flok af os studiekammerater fra Dansk som jeg fulgtes med.Vi mødtes hos mig kl. 12:30 og gik i samlet flok -næsten som et lille optog- over til Vestre Kirkegård, hvor bisættelsen fandt sted. Vi sang nogle fine sange, ingen fra salmebogen, og så holdt Troels’ forældre hver deres rørende tale for ham. Og så kunne vi ikke andet end græde. Det var en stærk oplevelse at græde sammen med så mange mennesker som jeg ikke kender. Og mange som jeg kender. Og mærke trøstende hænder på mine skuldre, uden at bekymre mig om hvis hænder det var. Og selv lægge skuldre til grædende venner.
Der var så mange blomster at de alene gjorde en grådlabil.Vi trak udenfor, hvor der heldigvis stadig var langt til trafiklarmen fra byen, og så Troels blive kørt væk i rustvogn. Det havde regnet mens vi var inde, og hele Vestre Kirkegård duftede af gran og vådt græs. Der var gravøl på Elefanten inde på Carlsbergområdet og jeg fik mulighed for at kondolere til Troels’ kæreste og hans forældre. Jeg fortalte hans forældre hvor præcist de havde ramt med deres taler, hvor stolte de kunne være af deres søn og hvor god en ven han havde været for alle os der lærte ham at kende.
Det gør mig uendeligt ondt på deres vegne at de skulle sige farvel til ham så tidligt i livet.