I går var international the day we fight back-dag. I Danmark kaldte vi det #taginternettettilbage og vi var (mit bedste bud) omkring 500-600 mennesker der mødtes ved den amerikanske ambassade og siden gik til Christiansborg Slotsplads, for at markere vores frygt for- og eklatante afstandtagen til den default indeksering (overvågning) af vores, verdenssamfundets, digitale liv, foretaget af NSA, GCHQ, PET og en række andre efterretningstjenester og andre nationale spion/kontraspionage-enheder verden over.
I kølvandet på whistleblower Edward Snowdens afsløringer står det klart at der er tale om et omfang af registrering der får Stasi til at ligne en samling blinde og døve pennevenner med nedslidte blyanter og vådt brevpapir.
En af de typiske kommentarer fra skeptikere imod os der råber op, har været at det er paradoksalt at vi deler information om en demonstration på Facebook, hvor al vores data bliver brugt mod- og med os. Men det er ikke sammenligneligt med den indeksering som NSA og co. har lagt for dagen. Med Facebook (og Twitter og Tumblr osv) har jeg (vi) en aftale. Her skriver jeg under på at de godt må dele mine oplysninger med folk der vil sælge mig noget. Det er den pris jeg helt overlagt og bevidst betaler for et spændende, lærerigt og underholdende netværk af venner og bekendte, online. Det skriver jeg under på i en TOS - en Terms of Service. Og jeg får gode tilbud på fastspolehjul i min strøm, men det er en anden historie.
Jeg har sgu ikke skrevet under på nogen Terms of Service med NSA, lige som jeg har meget svært ved at gennemskue hvad de tilbyder mig i tilgift til alle mine metadata. Derfor er det ikke sammenligneligt. Og derfor skal folk vågne op og lugte til overvågningen. Det virker grotesk at skulle understrege det men, som jeg, i dagens udgave af Politiken, er citeret for at tweete, så er et verdenssamfund med en default-overvågning af *alle* menneskers digitale liv et sygt verdenssamfund.