I dag blev jeg vidne til et grimt cykelstyrt. En kvinde foran mig på vej ned ad Knippelsbro, ind mod byen, fik pludselig blackout, slingrede og endte så i et voldsomt styrt ude på kørebanen. Bilerne undveg hende heldigvis lige akkurat, men da jeg sammen med en anden nåede hen til hende lå hun helt stille og var bevidstløs.
Flere strømmede til og ord som 'ringe efter ambulance’ og ‘aflåst sideleje’ blev udvekslet konstruktivt og præcist mellem en håndfuld af de nærmeste mennesker og mig. En snarrådig håndværker parkerede beskyttende sin bil med katastrofeblinket tændt 4-5 meter foran hvor hun lå. Hun var stadig bevidstløs. Jeg havde kørt lige bag hende og så hvor voldsomt hun styrtede. Det undrede mig at der ikke var blod. Lyden da hun ramte asfalten runger stadig i hovedet her et par timer senere. Tiden stod nærmest stille. Vi havde gjort hvad vi kunne. Nu lå hun der. Og vi sad og holdt om hende, inden det i fællesskab blev besluttet at vi måtte få hende væk fra vejen.
Jeg aner ikke om det var det dummeste eller det bedste at flytte hende men da hun lå på fortovet virkede det trods alt sikrere end da hun lå helt ude på vejen. En stemme trådte pludselig ud af mængden og viste sig at tilhøre hendes kæreste. Han havde åbenbart været blandt den store flok cyklister, der sammen med hende havde været på vej ned ad broen. Det var ikke gået op for os andre at han var hendes kæreste, før nu. Han havde været helt stille indtil da. “Hun har epilepsi” - sagde han. “Den slags anfald er sket før” - fortsatte hun. Hold kæft hvor uforsvarligt, tænkte jeg for mig selv, mens jeg overvejede hvor mange andre der kunne være kommet til skade i sådan et styrt. Og at hun meget nemt kunne have fået en bilist til uagtsomt at tage en andens eller hendes eget liv. Og samtidig ventede vi på at ambulancen skulle komme og bekymrede os kollektivt for hendes liv. Pludselig rørte hun på sig. Først sitrede hendes krop i en bølgende krampe, så åbnede hun øjnene og det var tydeligt at hun ikke anede hvad der foregik. Så satte hun sig pludselig op, begyndte at tage overtøjet og skoene af, og fremstod parat til indlæggelse. Hendes kæreste holdt om hende og fik hende til at slappe af igen.
Et par minutter senere sad hun stadig op - hendes kæreste holdt stadig om hende og sagde at nu kunne han godt administrere situationen indtil ambulancen kom. Kvinden der havde ringet efter ambulancen havde, sammen med jeg og en anden, der var de første ude ved hende, svært ved at forlade stedet, men han insisterede. Vi fandt tøvende vores cykler og kørte videre hvor vi var på vej hen, men ikke før vi havde udvekslet håndtryk, vendt forløbet mellem os og var blevet enige om at vi havde gjort hvad vi kunne, og vist nok også hvad vi skulle - og jeg var på en eller anden måde glad for at se at jeg selv, og andre, kunne tænke klart i en situation så presset at mine ben sejlede under mig en time efter det var sket - en akut påkrævet evne til at samarbejde, som vi kollektivt mønstrede netop der, netop da.
Og lige nu sender jeg hende en masse tanker og håber hun er ok.