Nårh ja, jeg blogger jo
Den sidste tid har jeg brugt på jobsøgning. En forholdsvis intens affære, hvor jeg har været til en masse gode, spændende samtaler, der dog indtil videre ikke har resulteret i et job, men som et par gange har været så tæt på at skuffelsen har været til at mærke, når det gik i vasken. Og jeg skal også - kan jeg forstå - være glad for overhovedet at komme til samtaler, for der findes mange dygtige der ikke kommer til samtaler, til trods for at de sender mange og gode ansøgninger.
Hvis du er interesseret i at tilbyde mig et job kan du læse mere om hvad jeg er god til
her. Jeg har blandt andet søgt
den her. Der kunne lige så godt have stået mit navn øverst på beskrivelsen. Not kidding, det er et super match.
Efter nytår har jeg stort set kun brugt tid på at søge arbejde. Den resterende tid har jeg dog fundet tid til at overveje hvad fremtiden på lidt længere sigt kunne bruges på. Sammen med et par gode venner har jeg sat mig ned og formuleret de ting der ville fylde mest i en perfekt verden, rent arbejdsmæssig. Og vi gik skridtet videre og begyndte at se på de måder vi gerne vil arbejde på. Det er ikke noget der gi'r brød på bordet på nuværende tidspunkt, men det er forstadiet til hvad der kunne blive et fremtidigt samarbejde med meget, meget spændende perspektiver, for os professionelt og personligt. Og vi har helt konkrete, seriøse projekter på bordet. Meget mere herom senere.
Kristian Leth skrev en rigtig god ting i Information forleden.
Den synes jeg du skal læse. Den handler om de lidt større linjer i vores kultur og vores selvforståelse. Så meget har en tendens til at blive middelmådigt - hvordan ændrer vi dét? Det er noget af det jeg selv bruger en hulens bunke tid på at spekulere på - både i forhold til mit eget liv, og det kulturliv jeg elsker - og elsker at debatere.
På en lidt mindre skala er min gamle rus fra Danskstudiet, Lasse Marker, debuteret med debatprogrammet ‘Kulturknuserne’ på P1. De bruger hver fredag (startende i fredags) en times tid på at gå konstruktivt ind i en række kulturrelaterede problematikker og forsøge at komme op med løsningsforslag. Dejligt fremadrettet og ikke så meta-deskussions-radioagtigt som det tit bliver. Første udsendelse
kan høres her. Lasse er en slags ung Clement Kjersgaard, blot uden selvfedmen og den afbrydende facon.
Jeg har været på årets første fisketur - eller tur, for jeg fangede ingen fisk, men Skansehage i Rørvig var badet i lynende smukt solskinsvejr og så bidende koldt at man ikke fatter det. Dog det hele værd, og dejligt at komme ud så tidligt i år. Det plejer at blive ultimo-marts inden jeg kommer ud.
Årets første fisketur, på Skansehage ved Rørvig