Jeg ku’ sgu ikke andet end at få ondt af søde Sophydux efter hendes lige-ved-og-næsten-x2-fest - ikke mindst fordi jeg ved hun er god til at feste! - og kom til at tænke på min nytårsaften 1995. Og det er ikke for at lege “hvem havde det hårdest” - for tingene og konteksterne er forskellige men et teenagehjerte er skrøbeligt. Og jeg er snart moden til at grine lidt af historien selv. Snart, ing?
Nåmn vi var jo nogle af de seje og særligt udvalgte fra 2. G-årgangen fra gymmeren der var inviteret til nytårsmiddag hos en af områdets lægesønner, i hans forældres vanvittigt overdådige villa midt i vestsjælland. Der var plads til 30 spisende gæster ved stuebordet og vi havde lagt i ovnen til et brag af en fest. Alle havde smidt en formue (sikkert 200-300 kr.) for mad og maden havde et gennemgående chilitema. Chili var nemlig nærmest nyopdaget i vestsjællandsk kogekunst på det tidspunkt og derfor uhyre eksotisk. Forældrene var af sted på familiebesøg i nabokommunen.
Min på det tidspunkt altoverskyggende kærlighedsinteresse M var med og det var hendes kæreste også. Noget jeg højlydt havde brokket mig over, fordi han jo ikke gik på gymnasiet, men bare dukkede op som en slags odsherredsk svar på James Dean, læderjakke und alles. Men det gik hverken være eller bedre end at jeg mellem forret og hovedret pludselig alligevel stod i et fjernt gæsteværelse og skøjtede min læber over hendes. Nuisj, det føltes godt at vide at den idiot sad derude og imponerede piger jeg var ligeglad med, mens jeg stod med universets smukkeste 20 meter derfra og tog røven på ham ved at plante mine hænder på hendes.
Men vi måtte jo genoptage middagen - der var ingen heste vi ku springe op og ride bort til tonerne af Rocazino på. Så vi fandt tilbage med udspekulerede to minutters mellemrum og jeg var ikke til at skyde igennem. Tilpas mange af de rigtige havde bemærket at vi havde været væk. De næste par timer var jeg en fandens karl, der ikke blot ku’ spise de stærkeste chilier men også høvlede øl i mig som var jeg en fuldvoksen håndværker. Ikke mindst de uhyrlige mængder chili resulterede i en såre stresset mavefunktion og et stykke efter kl. 23 måtte jeg søge til kælderetagens fjerneste gæstetoilet og larme gevaldigt.
Mens jeg sad og nød at ingen ku’ høre mig, fornemmede jeg pludselig at lyset fra gangen forsvandt under døren. Og den høje musik i stuen blev slukket. Det tog mig måske et minuts tid at regne ud at vores taxaer var kommet. For vi sku’ jo i byen inden midnat. og mens jeg havde brugt al min energi på at nyde M’s eksklusive opmærksomhed og torpedere mit fordøjelsessystem med chili og øl havde jeg fuldstændig misset beslutningen om HVOR vi skulle tage hen, Nykøbing eller Holbæk. Panik. Jeg var ikke færdig men gjorde mig færdig så hurtig mit hårdtprøvede tarmsystem ku’ holde til og spænede efter et par minutter op i…. en tom, mørk stue.
Jeg sprang ud af hoveddøren, på strømpesokker ud på den kolde flisegang og helt ud på vejen. De var væk. Som for at gnide salt i såret fyrede en nabodreng verdens sløjeste heksehyl af. Pyyyyiiivvvhhhh. Jeg traskede indenfor igen. Klokken var vel 23:30. Jeg greb familiens telefon og forsøgte at ringe til taxaselskabet (dette var før mobiltelefoner i vores omgangskreds). Efter jeg ved ikke hvor længe måtte jeg opgive. Alle var taget af sted og i skyndingen havde alle glemt mig. Alle. Også M. Jeg overvejede at begynde at trave af sted men ku’ godt selv se at projektet var dødfødt, hvad enten jeg ville have gået de 18-19 km til Nykøbing eller de 20-21 km til Holbæk, for jeg vidste jo stadig ikke hvor de var taget hen og jeg havde åndsnærvær nok til at se det usmarte i det eventyr. Jeg var faldet i søvn. Hvornår ved jeg ikke. Om det var før eller efter midnat står i dag uklart. Men jeg vågnede ved at C’s mor stod og skreg mig ind i hovedet at jeg kraftedeme sku’ stå op og tørre mit bræk op fra deres ægte tæppe. Jeg ku’ se på retningen og sporene at der ikke var tvivl om at det var mig der havde kastet op i søvne - mens jeg sov på familiens tv-sofa. C’s far, lægen, sad i den fjerneste ende af stuen og smågrinede med en reparationsbajer i hånden. Jeg samlede al min energi om at føje fruens alt andet lige rimelige krav, og et par timer senere tog jeg mit overtøj på og traskede ned mod stationen. Da jeg var halvvejs hørte jeg toget køre igennem byen og vidste at det betød at jeg nu sku’ vente to timer på det næste tog. Så jeg sad på stationen i to timer 1. januar med tømmermænd og knust hjerte og hundefrøs. Senere på dagen blev jeg ringet op af de mest opmærksomme middagsgæster der sku’ høre hvor jeg var blevet af og også af M, der var så ked af det og som senere… gjorde det godt igen…
Jeg sprang ud af hoveddøren, på strømpesokker ud på den kolde flisegang og helt ud på vejen. De var væk. Som for at gnide salt i såret fyrede en nabodreng verdens sløjeste heksehyl af. Pyyyyiiivvvhhhh. Jeg traskede indenfor igen. Klokken var vel 23:30. Jeg greb familiens telefon og forsøgte at ringe til taxaselskabet (dette var før mobiltelefoner i vores omgangskreds). Efter jeg ved ikke hvor længe måtte jeg opgive. Alle var taget af sted og i skyndingen havde alle glemt mig. Alle. Også M. Jeg overvejede at begynde at trave af sted men ku’ godt selv se at projektet var dødfødt, hvad enten jeg ville have gået de 18-19 km til Nykøbing eller de 20-21 km til Holbæk, for jeg vidste jo stadig ikke hvor de var taget hen og jeg havde åndsnærvær nok til at se det usmarte i det eventyr. Jeg var faldet i søvn. Hvornår ved jeg ikke. Om det var før eller efter midnat står i dag uklart. Men jeg vågnede ved at C’s mor stod og skreg mig ind i hovedet at jeg kraftedeme sku’ stå op og tørre mit bræk op fra deres ægte tæppe. Jeg ku’ se på retningen og sporene at der ikke var tvivl om at det var mig der havde kastet op i søvne - mens jeg sov på familiens tv-sofa. C’s far, lægen, sad i den fjerneste ende af stuen og smågrinede med en reparationsbajer i hånden. Jeg samlede al min energi om at føje fruens alt andet lige rimelige krav, og et par timer senere tog jeg mit overtøj på og traskede ned mod stationen. Da jeg var halvvejs hørte jeg toget køre igennem byen og vidste at det betød at jeg nu sku’ vente to timer på det næste tog. Så jeg sad på stationen i to timer 1. januar med tømmermænd og knust hjerte og hundefrøs. Senere på dagen blev jeg ringet op af de mest opmærksomme middagsgæster der sku’ høre hvor jeg var blevet af og også af M, der var så ked af det og som senere… gjorde det godt igen…
-men jeg glemmer aldrig nytårsaften ‘95.