Om Anne Knudsens kommentar

Salget af 19% af aktierne i DONG til Goldman Sachs ligner en realitet. Hvad Anne Knudsen i denne kommentar, og sammen med mange andre kommentatorer, aldeles glemmer at forholde sig til, eller simpelthen ikke formår at forstå, er at det ikke handler om hvor mange penge, eller hvor meget godt salget til Goldman Sachs kan gøre det danske folk.

Det handler om Goldman Sachs.

Hvis jeg havde brug for hjælp til at holde styr på gemytterne til en stor festival, så gik jeg da også bare til rockerne. De bor jo oppe på Strandvejen i et hus der indikerer at de virkelig forstår at tjene penge - og de sidder jo ikke i fængsel alle sammen, så skidt med at de kontinuerligt bliver dømt for narkobesiddelse, ditto salg, trusler, vold, drabsforsøg etc etc. Så længe det de gør for mig er i orden, så er alt i skønneste orden!

Det handler om gammeldags moralsk kvababbelse. Vi handler kraftedeme ikke med nogen der har så rådden en moral som Goldman Sachs. Og ja, de får igen og igen rekordbøder for deres metoder, og ja, selv vores egen regering kæmper mod Goldman Sachs’ modus operandi med den ene hånd, mens den anden hånd velvilligt rækkes frem til håndtryk.

Den er ikke længere, end at det er forkert, fordi det er Goldman Sachs. De opererer umoralsk. Og det skal vi ikke på nogen måde være med til. 

Men det kommer vi nu til.
Godnat og sov ad helvede til.