Nu gik det hele lige så godt.
For min mors operation var jo gået fint, og selv om hun var forfærdeligt træt, så havde lægerne jo sagt at det ikke ku’ være gået bedre. Men hun havde ondt. Rigtig ondt. Og havde svært ved at sove, så selv om hun kom hjem og også fik spist lidt mere hver dag - ikke helt nok - så vedblev hun med at være frygteligt træt og have meget ondt. Og man har ingen nerver i tarmene, så det er noget andet der har gjort ondt. Måske såret. Efter 2 mareridtsnætter med stærke smerter måtte hun i forgårs indlægges igen.
I går fik vi planmæssigt svar på prøverne fra den kræftknude de tog ud - det vil sige svar på om den havde spredt sig, og det havde den angiveligt ikke. Det er naturligvis utroligt gode nyheder midt i bekymringerne over hvorfor hun har det så dårligt. Forhåbentligt får vi snart svar på hvorfor hun har været helt til hundene den sidste uges tid. Og det er rigtig kedeligt at det ikke umiddelbart er gået så godt som vi først blev ledt til at tro, og som vi håbede på og samtidig dejligt at det var en enkelt knude uden spredning. De følelsesmæssige bølger skvulper videre.