Det er mere end 3 måneder siden jeg sidst bloggede. Det er der flere grunde til. Kærlighed, travlhed og fortvivlelse er nok de tre vigtigste.
Sidst jeg satte ord bag tasterne her, var min mor lige blevet indlagt igen, med en dyb depression og socialt invaliderende angst.
Den tid der fulgte inkluderede en endeløs række af møder med hendes behandlere, daglige telefonkald med min far, der selv var ved at gå i stå, indspark og nærvær når det var muligt, og en stor fortvivlelse over at måtte se i øjnene at min mor er rigtig syg. Og at min far. langsomt. gik. i. stå.
Mange af mine forældres venner har hjulpet os. Og familien bakker helt og holdent op og støtter flot. Men… det hjælper bare ikke. Intet hjælper.
For en måned siden blev min mor udskrevet til distriktspsykiatrien, efter at være indlagt mere end to måneder - og efter et voldsomt forløb med blandt andet 12 elektrochokbehandlinger. Og hun blev ikke udskrevet fordi hun var rask, men fordi hun skulle blive rask i hjemmet.
Elektrochokbehandlingerne har, blandt andre bivirkninger, betydet at hendes hukommelse er skudt helt i stykker. Især korttidshukommelsen, men også hukommelsen i al almindelighed. Så noget af hende er simpelthen forsvundet. Det i sig selv er forfærdeligt. Og angsten er nærmest uændret. Listen af dagligdags ting hun ikke tør er for lang og sørgelig til at skrive.
I den tid hun var indlagt faldt min far ind i en slags ældre-sløvsind - i mangel af bedre ord - som har gjort ham nærmest hjælpeløs i det daglige. Han fik ikke lige lavet mad den dag… og han kom ikke lige ud af huset den dag… og han glemte at gøre det meste han plejede at gøre.
Det er ham min mor er blevet udskrevet til. Og det er hende min far har fået ud, som han skal passe på. I begge tilfælde en komplet uoverkommelig opgave.
Viser det sig.
For over den sidste måned har vi, de nærmeste, kun kunnet se til, imens alle vore anstrengelser er druknet i virkelighedens dybe, kolde vand.
Der er intet vi gør, der hjælper. Disse to, en tidligere kok ved den schweiziske nationaludstilling i Lausanne i 1964, og hans viv, nordvestsjællands bedste brødbager med mere, kan ikke længere lave mad. Og fordi de er så pressede hver for sig, kan de ikke finde sammen om noget. Overhovedet.
Det er lige til at tude over. Hvad vi da også gør. Men det hjælper heller ikke.
God råd er eddermame dyre. I øvrigt også helt bogstaveligt, for mine forældres økonomi er ikke hvad den har været. Vi er få uger fra at jeg får ansvaret for den. Skide tak, univers.
Det er uvirkeligt at tale om sine forældre som et projekt. Som to planter man gør alt for at vande korrekt, og gi’ nok sollys, men ikke for meget - og alligevel visner de. Disse musikelskende, madentusiastiske kulturstorforbrugere er reduceret til to hensygnende planter, som måske, måske ikke, klarer den.