Jeg har lige siddet og læst denne artikel om Cheff-crewet og deres for mig ganske ukendte succesår, sidste år. Der var to ting jeg hæftede mig ved, udover mit diminutive indblik i undergrundsmusikscenen i Danmark. Det ene var den for mig positive udvikling at flere og flere får succes uden om de etablerede pladeselskaber. Det har for mig længe fremstået absurd at jeg sku’ betale kr. 149,- for en ny cd, så en eller anden pladeselskabsboss ku’ have et penthouse-glaskontor på 5th Avenue. Og ja, i dén sammenhæng vil jeg hellere støtte Apple, da iTunes Store er nemt og bekvemt tidligt en lørdag morgen i forhold til at trave ned til - og derefter igennem TP når den åbner, for -måske- at finde en enkelt Steely Dan- eller Paul Simon-skive på tilbud, som vil gøre en god værtindegave på et senere tidspunkt.
Synsvinkel
Nå men altså, al magt til musikerne og sånnoget.
Det andet og ikke direkte forbundne var at caféen Saxons blev omtalt som en musikcafé, hvor nogen af de unge musikere nævnt i artiklen hang ud. Nogen fra det “kreative” venstreorienterede miljø på Nørrebro. Og så slår det mig endnu en gang hvor edderspændt rasende jeg var over at de møgunger huggede mad og penge fra Mark Saxon, en flink australsk saxofonist og kok, der flyttede til København for 15-16 år siden, og som jeg kom til at kende og spille med. Han var en ekstremt arbejdsom fyr der lavede Københavns til prisen bedste brunchburger, og som for sine sparepenge åbnede Saxon’s på Jagtvej og hurtigt tiltrak sig et fast klientel af stamgæster. Det gik egentlig ret godt, indtil naboerne begyndte at male graffiti på vinduerne (når de ikke smadrede dem), hugge pant og det der var værre og generelt opføre sig ad helvede til over for ham. Og til sidst havde han ikke hverken penge eller lyst til at blive ved med at betale deres pubertære udskejelser og rejste hjem til Melbourne.
Jeg har selv været til koncerter i Ungdomshuset, men har aldrig følt mig velkommen. Hvis ikke ens garderobe var så sort som stamklientellets blev der generelt set skævt til en. Og selv om måden huset blev solgt og revet ned på overskred enhver sans for fornuft og medmenneskelighed, så savner jeg ikke Ungdomshuset en brøkdel så meget som jeg savner den flinke australske saxofonist og kok som de møgunger drev til at rejse hjem til Australien.