To dejlige uger

De sidste to uger har budt på flere gode oplevelser. Her skydes fra hoften: At se mine forældres genboers kælekanin aflevere en salve “saltbomber” på mine forældres stuegulv, og se min 2-årige nevø støvsuge den op – med munden – inden nogen ku’ stoppe ham (han led ingen mén deraf)
At hive en lille fed havørred i land og sætte den til livs senere samme dag i selskab med dild, smør, hvidvin og nye kartofler.
At besøge Berta, R2D2, Wall-E, No 5. og alle de andre über seje robotter på Grundfos, aka Tony Starks danske afdeling. (Hvis du nogensinde bli'r tilbudt en omvisning i deres fuldautomatiske produktion, så sig ja! Det var en kæmpe oplevelse)

At have fødselsdag og få lykønskninger fra flere kontinenter - og skylle dem ned med improviserede bobler sammen med 12-14 gode venner.
At mødes med de rareste tweeps til et artigt indhug på alverdens gode oste, pølser og cremanter. At få lov at fejre gode venners bryllup.
At se ‘The Swell Season’ og værdsætte Glen og Marketas hårde kamp med musikken og livet.
At få lov at slutte et blogpost af med et designtip der er til at huske: Proptrækker skal være spiraler, ikke vindeltrapper.