Uskarp analyse

Når Kristian Madsen i dag skriver lederen om ACTA-traktatens fald i europaparlamentet i forgårs, på forsiden af Politiken, er det med en analyse af en generationskamp mellem ‘ungdommen' og 'den ældre generation’, som jeg finder helt skæv. KM beskriver ungdommen som "Den generation, der er født i internettets tidsalder og har været online, siden de var helt små" - og det synes jeg er en meget svag analyse af de mange millioner mennesker der på verdensplan samlede sig mod ACTA. Selv er jeg 35. Må jeg minde om at internettet i 1977 ikke var hvad det er i dag. Vi havde fx ikke world wide web, en overbygning der i sin nuværende form vel maksimalt kan siges at være 10-15 år gammelt. Antallet af 10-15-årige læserbrevsskribenter i forbindelse med ACTA kan vist tælles på en hånd. Må jeg samtidig minde om at ACTA-modstanden for alvor tog fart med 75 amerikanske juraprofessorers samskrevne kritik af processen der har født ACTA. Jeg vil gå planken ud og formode at disse professorer har en gennemsnitsalder der ikke matcher det billede KM maler af modstanden mod ACTA i sin leder. ACTA blev født i en udemokratisk, fordækt proces hvor alle interessenter, bort om ophavsretlobbyisterne, som havde bestilt ACTA i første omgang, pure blev holdt uden for forhandlingerne, ja uden for indsigt overhovedet i hvad der var på vej. Det samme var tilfældet med SOPA og PIPA og det samme er tilfældet med den kommende TPP-traktat. Og det er for manges vedkommende her at anken råbes højest: Det er decideret, utvetydige udemokratiske processer der ligger bag traktaer som ACTA, og det er på alle måder kritisabelt. Dernæst tales der ikke fra kritikernes side om en afskaffelse af ophavsret - men en reform, udarbejdet demokratisk og med indspark fra brugere, producenter, kunstnere, jurister, ja, alle der ved noget om world wide web og digital kultur i det hele taget. En anden vigtig pointe var at kritikken af ACTA også i høj grad handlede om de uklare formuleringer, den øgede overågning, foretaget af ISPere, og den utidige sammenblanding af fysiske varer og digitale produkter. ACTA var simpelthen sløset, sjusket udformet og derfor ubrugelig.
 
Jeg er enig med KM i at terningerne er kastet, og at det også handler om retten til fri information, men det er ikke en autonom Nørrebro-ungdom der står på demokratiets, ophavsretsreformens og informationsfrihedens side - det er høj og lav, ung og gammel, demokrater og liberale; alle der tager en aktiv rolle i den offentlige samfundsdebat, her til lands såvel som internationalt.
 
Jeg skrev i øvrigt en hilsen til Anker Brink Lund om et relateret emne forleden.