Inspiration

Dét. Det der gør at man får ny tro på mennesket som den mest intelligent race. Dét er jeg blevet stopfodret med i aften. Ok, jeg har selv ført skeen, men indholdet har andre produceret.

Først i den rørende hyldest til -ulykkeligvis- nærmest håbløst kræftsyge Christopher Hitchens, filmet for et par dage siden i London, med mit måske største retoriske forbillede, Stephen Fry, som ordstyrer. Hitchs kendte venner, Martin Amis, Salman Rushdie, Richard Dawkins og naturligvis Fry selv (samt flere - blandt andre, Sean Penn) talte om Christopher Hitchens’ betydning som en slags bannerfører gennem de seneste 40 år for the public intellectuals, for den kritiske journalisme og for oplysningstidens overlevelse, om jeg så må sige.

Jeg var ærligt talt rørt. Selv om teknikken af og til svigtede havde hele seancen en aura ef umådelig respekt for Christopher Hitchens’ tankevirksomhed, produktivitet og evne til at forme langtlevende og langtrækkende venskaber. Se den hvis du bekymrer dig om fremtiden, fortiden,kulturen og kunsten (og ja, det koster £5 - men de er godt givet ud). Du skal naturligvis også finde Stephen Fry og Christopher Hitchens’ debat med medlemmer af den katolske kirke (på YouTube), og opleve hvordan moralske ateister og forrygende retorikere kan pille de etablerede religioner fra hinanden som var de løse ukogte ris på et glat køkkenbord.
Herefter var jeg så heldig at fange et tweet fra Huffington Post, som ledte mig til NPRs (lovlige) streaming af hele det nye Kate Bush-album. Ja, dén Kate Bush. Kate Bush som har dannet skole for så mange kvindelige (og mandlige) kunstnere siden hendes første fænomenale udgivelser i slutningen af 70'erne. Og igen var jeg rørt. Albummet har potentiale til at blive en nyklassiker. En genkomst af de sjældne. Igen i øvrigt med vigtigt bidrag fra Stephen Fry. Dén havde jeg ikke set komme. Ej heller duetten med Elton John. Men det fungerer. Kate Bushs nye album ‘50 Words for Snow’ er absolut værd at tjekke ud. Det er en underdrivelse*.

Endelig, og her måtte jeg selv i nogen grad på banen, kunne jeg, for hvem ved hvilken gang, nyde en af samtalepassagerne fra Daniel Lanois’ forrygende (*en endnu større underdrivelse) film og album ’Here Is What Is’ som nok er et af de 4-5 vigtigste albums i min samling fra de seneste 10 år. Sekvensen hedder 'Beauty’ og er mestendels en analyse, udført af Brian Eno, da Lanois spørger ham om kunstens og skønhedens væsen. Jeg fandt ingen transkribering af sekvensen og valgte derfor at gøre det selv.
Her er den. Lad den være en påmindelse om at tro på idéer der ved første øjekast kan virke blåøjede, sårbare og urealiserbare, men som altid har potentiale til at blive til noget fantastisk.

What would be really interesting for people to see is how beautiful things grow out of shit
 - because nobody ever believes that 
You know, everybody thinks that Beethoven had his string quartets completely in his head
- they’d somehow appeared there and formed in his head before him, and all he had to do was write them down and they would kind of be manifest to the world

But I think what’s so interesting and what would really be a lesson that everybody should learn is that things come out of nothing - things evolve out of nothing
You know, the tiniest seed in the right situation turns into the most beautiful forest, and then the most promising seed in the wrong situation turns into nothing

And I think this would be important for people to understand because it gives people confidence in their own lives to know that that’s how things work
If you walk around with the idea that there are some people who are so gifted - they have these wonderful things in their head - but you’re not one of them, you’re just sort of a normal person, you could never do anything like that, then you live a different kind of life, you know

You could have another kind of life where you can say, well I know that things come from nothing very much and start from unpromising beginnings, and I’m an unpromising beginning and I could start something 

Spredt filmfægtning

Fredag var jeg til koncert med norske Bernhoft  i Studie 2 i Koncerthuset. Jeg havde hidtil kun været i den store koncertsal men Studie 2 var et overraskende godt bekendtskab. Lyden var perfekt og han spillede så man måtte overgi’ sig 100% til hans soulrockede stemme, hans ufatteligt stærke time og hans nærværende bud på håndspillet (men dog loopet) enmandssoul anno 2011. Se ham live hvis du kan li’ folk der virkelig kan synge og spille.

Det har i øvrigt været en filmweekend. Jeg fik set fætter/kusinefilmene ’Melancholia’ og ’Another Earth’ og syntes afgjort bedst om sidstnævnte, selv om Kirsten Dunst i ‘Melancholia’ mindede en om at hun virkelig har et talent man burde kunne få masser godt ud af de næste 20-30 år. Filmen mindede dog for meget om en slags “Festen 2” (nu med depression!) hvor 'Another Earth’ med (smukke) Brit Marling stillede nogle gode filosofiske spørgsmål, samtidig med  at den rummede fremragende skuespil og et soundtrack der er et genhør eller tre værd. Ikke mindst nummeret for sav, skrevet af Scott Munson og fremført af Natalia Paruz. Brit Marling fremstod som en blanding mellem Kristin Dattilo og Ellen Page, både i udtryk og udseende.

Jeg fik også set Contagion, som nok er den mest stjernespækkede film jeg har set i umindelige tider. Laurence Fishburne, Matt Damon, Gwyneth Paltrow, Marion Cotillard, Kate Winslet, Jude Law, Bryan Cranston og flere endnu. På det grundlag synes jeg filmen skuffer en smule. Men det glædede mig gevaldigt at den indeholdt så megen u-overdrevent stof. Tillad mig i denne anledning varmt at anbefale ’The Hot Zone’ af Richard Preston (på dansk den noget tjuhej-prægede titel 'Farezone 4’) som dokumenterer hvordan et udbrud af Ebola var lige ved at løbe løbsk i en forstad til Washington. I virkeligheden. Jeg fik den klare fornemmelse at folkene bag 'Contagion’ syntes at filmmediet “skyldte” 'The Hot Zone’ en noget bedre behandling end den havde fået i fx den fesne 'Outbreak’ fra 1995. Den næsten ulideligt spændende sande historie om udbruddet af Ebola nær Washington kaldte Stephen King "one of the most horrifying things I’ve ever read.“ Læs den.
Her til eftermiddag så jeg dokumentarfilmen 'Page One: Inside The New York Times’, der var et fint omend lidt overfladisk kig indenfor i en journalistisk højborg og en spændende historisk arbejdsplads. Det var bemærkelsesværdig at se hvordan avisen gik fra at have et rent afsenderminded website til at have omkring 80 blogs - og hvordan de fx havde arbejdet sammen med WikiLeaks, Der Spiegel og The Guardian omkring offentliggørelsen af hemmeligstemplede militærdokumenter i titusindvis og således genopfandt sig selv som et af de vigtigste journalistiske mediehuse i verden. 

og et lille skridt frem

For hulen - jeg synes efterhånden min far har ædt sin del af den store lort vi kalder 2011. Men i går skred hans hofte altså lige ud af skålen. Så han besvimede af smerte. Og måtte på sygehuset igen-igen-igen(igen-igen-igen-igen). 
MEN han slap dog for kniven. Til gengæld måtte han pænt vente på at der var gået lang tid nok siden hans frokost, så først sent i går aftes ku’ de bedøve ham og trække hoften på plads igen. “Det mest smertefulde jeg nogensinde har prøvet” - sagde manden der fik savet brystkassen op da han for 15 år siden fik lavet triple bypassoperation. Men det at de ikke skulle skære i ham gjorde at han ku’ komme hjem i dag (JO tak!). Med krykker forstås. Skide nemt med stomi i øvrigt (hej, tabu!) - og selvsagt en kærkommen lejlighed til at få slået fast at rekonvalescens fra sølle to kræftformer ikke er nok hvis man virkelig vil have det sjovt.

Et skridt frem og tre tilbage?

Nu var vi ellers lige så glade. Min far var kommet hjem efter 3 operationer og 17 dage på Roskilde Sygehus. Træt, træt, træt, men ved forholdsvis godt mod. Det var fredag. Min søster og jeg var hjemme hele weekenden og fik noget quality time på kontoen, selv om den gamle var meget træt. 

Hver dag ringer jeg hjem og får en statusrapport. Det gjorde jeg for eksempel for 5 minutter siden og havnede midt i et drama. Min mor var éen speedy panisk usammenhængende talestrøm, hvoraf jeg kun opfattede at min far havde taget sig til hoften et par minutter før jeg havde ringet - og så var besvimet. Så nu er han på vej på hospitalet igen. Og jeg aner ikke hvor alvorligt det er eller hvad det er, fordi min mor blev nødt til at smide røret på og tage sig af min far.

Skrevet med krydsede fingre.
Update:
Første melding er at hans hofte højst sandsynligt er røget ud af led, hvilket -åbenbart- forklarer at han kunne besvime af smerte. Så nu er han under fuld bedøvelse for 3. gang på 14 dage, hvilket i sig selv er uheldigt og ikke ufarligt. Men hvis han så ovenikøbet skal gennem en genoptræning af hoften mens han kommer sig oven på 2 slags kræft, så er det endnu et langt sejt træk han har foran sig. Fuck Shit Crap.

Om de vigtige fremtidige it-politiske opgaver i Danmark

Didde har skrevet et rigtig godt indlæg om it-politiken rundt omkring i verden og her i Danmark og kommer med et par eksempler på hvor i verden der trækkes i nogle mildest talt ret uheldige retninger.
Når jeg skriver at det er et godt indlæg og en vigtig debat er det Ikke mindst set i lyset af de opgaver som Center for Digitalisering tog sig af. Centret fungerede under den netop nedlagte IT- og Telestyrelsen og dets hovedopgaver var at være videnscenter for åbne standarder og open source, sikre en åben og fleksibel infrastruktur, udforske smartere løsninger, innovation og cloud computing, udstille og genbruge offentlige data, sikre fornuftige standardiseringer osv.

Hvis de opgaver nu bliver fordelt blandt flere ministerier er det overvejende sandsynligt at der kan forekomme indbyrdes unødvendige og utilsigtede benspænd på tværs af resortområder, med mindre de it-politisk ansvarlige i de enkelte ministerier arbejder meget, meget tæt sammen, hvilket der hermed på det kraftigste skal opfordres til.

Glæden ved en god quiz

Så var det i denne uge jeg endelig kunne sige ja tak til brødrene Lönborgs invitation om at quizze med til Den Hvide Lektie, som afholdes på Grock. Der var en super god stemning. Langt bedre end jeg har oplevet til andre københavnske caféquizzer. Værten er Carsten Eskelund med MC som sidekick og traditionsremseramt indslag (på den ok måde). Og jeg vidste jeg var på hold med rendyrkede regulars da det blev annonceret af Carsten at “brødrene Lönborg er tilbage!”.

Jeg var på hold med Annette, Adam, Andreas og Jonas. Et godt hold. Altså ikke et af de aller bedste på pointtavlen, men sådan et der lå pænt over midten og sådan et der giver en lyst til at være med igen. Ikke mindst fordi jeg ikke faldt helt igennem på mine svar. Og så fik jeg hilst på Lone som jeg ellers kun kendte online, men gennem 7-8 år, så det var skægt at se hende face to face. De fleste spørgsmål var i sværhedensgraden lige der hvor man trykker tindingerne tynde fordi “jeg VED det jo godt, gi’ mig lige 2 minutter”. Jeg tror der var et enkelt spørgsmål eller to som ingen hold kunne svare på. Sådan kan jeg godt li’ det.

Drenge (m/k), jeg er klar en anden gang.

Livstegn fra opvågningen / Tak, tweeps

Endelig besked. 
Klokken er 15:50. Siden kl. 8 i morges har min far først ligget på operationsbordet i 5 timer, dernæst på opvågningsafdelingen indtil nu, hvor vi for første gang igen hører fra hospitalet. Første melding er at operationen er forløbet planmæssigt og tilfredsstillende. Vi ved meget mere om et par dage. Han har fået fjernet en stor del af tyktarmen og den slags er naturligvis ikke så lige til, så der kan stadig komme komplikationer i det videre forløb.

Men det er gode nyheder, umiddelbart. 
Tak, I mange, mange tweeps der deltager med opmuntring, digitale skulderklap og empati når jeg deler mine bekymringer med omverdenen. Det betyder rigtig, rigtig meget.

Vi hepper på Michael og Jacob

Jeg har netop lagt på (som man sagde den gang man lagde røret ned på resten af telefonen) efter en samtale med min far. Han sad på en kondicykel på Roskilde Sygehus og havde netop fået at vide at han er den første der skal opereres i morgen. Han havde hilst på de to der står for den 4-5 timer lange operation og de virkede både kompetente og søde, sagde han. Michael og Jacob. Så dem hepper vi på i morgen tidlig. 
Og så må tingene ellers godt gå lige efter bogen. Jeg under sådan min far at slippe for den kræft. Jeg tror som bekendt ikke på noget som helst guddommeligt, så jeg beder ikke, men jeg håber at dette kan sætte et punktum for hans kræftsygdom og varsle bedre tider og færre bekymringer for ham.


Fin afslutning på travl uge

Pyh. 
En af de uger der trækker tænder ud er ved at være slut.
Siden torsdag i sidste uge har vi ventet på den første afklaring omkring min fars nye kræftsygdom. Det prægede hele denne uge og jeg har sendt den gamle mange tanker. Jeg ku’ godt unde ham lidt ro på den front. Tirsdag og onsdag var jeg på super intensivt kursus i OJS, Open journal System, som jeg skal bruge i mit arbejde på Arkitektskolen i fremtiden. To super fine instruktører tæskede mig igennem to jam-packed dage. Kun mig. Og dem. Tirsdag aften var dejlig. Jeg hang ud med Anne, Stine og Carsten i Århus. Middagen hos Stine var skide hyggelig. Vi stegte pølser med temperament. Stine tegnede efterfølgende sådan en. 

Torsdag fik vi at vide at min fars “nye” kræftknude tilsyneladende er isoleret til et begrænset område og derfor kan opereres væk. Det sker på torsdag. Det var den bedste nyhed vi ku’ få når nu det skulle være. Fredag fik jeg bekræftet mit førstehåndsindtryk af min specialevejleder, der virker som noget nær det bedste match jeg ku’ finde nord for alperne. Og så sluttede en alt-for-mange timers arbejdsuge med fest til den lyse morgen fredag, og fødselsdagmiddag hos min arkitektfætter i går, lørdag. Han laver altid forrygende mad og serverer Barbaresco i gavmilde mængder. Jeg gav ham vores spil, Konsensus, som vi straks indviede med 5 andre gæster. Det er dejligt at alle tager SÅ godt imod det. Og i dag, søndag? Kaffe, musik og mere kaffe.

Mandag med kræft på

Det var måske hybris at skrive om det positive ved at dele sorger og glæder online.

Jeg har netop fået at vide at min far har fået konstateret kræft igen. Han var netop sluppet af med, den i hans aldersgruppe allestedsnærværende, prostatakræft og så frem til en tid hvor han måske ku’ få humøret op, kroppen i omdrejninger og livet lidt ind i vante gænge igen - men det bliver ikke lige med det samme. Nu skal det (det er som at starte forfra) afklares om den nye kræft har bredt sig, hvor meget der er, og om det kan opereres væk (den sidder i tyktarmen). 
Der er flere af mine venner og bekendte der i år er blevet konfronteret med alvorlige diagnoser, min far har kræft for anden gang i år, min ven mistede sin teenagesøn til kræft i sidste uge og min ven Troels blev dræbt for en måned siden. 

2011, du er officielt et lorteår indtil videre.

Om at dele sorger og glæder online

Der var en tid hvor jeg vitterligt konsekvent søgte efter succeshistorierne. Dem jeg aller helst ville dele online, her på bloggen for eksempel - og senere på Facebook og twitter. Og jeg deler da også gerne mine succeser. Men jeg ved jo også godt at det giver et noget poleret glansbillede hvis de får lov at stå alene. Og da jeg for år tilbage så at andre med mere mod end jeg turde skrive om fiasko, sygdom og bekymringer større end mine har jeg langsomt vænnet mig til at det er ok at dele noget af det fra skyggesiden også. Og at man faktisk kan få de hjerteligste varme medfølelser direkte fra indbakken til hjertekulen, fra varme, omsorgsfulde og empatiske tweeps og andre man møder online. 

Som da min far blev syg af kræft eller da Troels døde for nylig og jeg, på e-mail, sms'er, direkte beskeder og mentions på twitter fik så meget medfølelse og trøst at det rørte mig dybt, og jeg igen måtte sende overbærende tanker til de af mine venner der kalder online for overfladisk, ligegyldigt og pseudo. De skulle bare vide. Så det fortæller jeg dem. Og viser dem de mange beskeder. Og så er det som om de forstår at der er en dybde som de ikke havde troet mulig online.

Og denne dybde er lige så rørende og fantastisk når jeg fortæller gode nyheder. Som at vores brætspil snart kommer på gaden eller da min største helt takkede mig i sin seneste bog. Da er den umiddelbare reaktion fra tweeps og online godtfolk i øvrigt så overvældende varm og positiv at man ikke kan andet end at føle sig umådelig heldig med et netværk som jer. I er alt, alt, alt for seje.