Jeg burde have set det komme. For det tegnede sindssygt godt allerede onsdag, da jeg pakkede fiskestang og -grej og tog turen til mine forældre i Rørvig. Vejret klarede op, de urbane banelegemetulipaner på Østerport stod i fuldt flor og de gule marker mellem Hillerød og Hundested mindede om højsommer. Min far sendte en sms da jeg sad i s-toget. “Hvad vil du have at spise i aften, min dreng?” En stor bøf (der er nemlig en god slagter i Rørvig).
I Hundested kunne jeg konstatere at vinden indbød til Skansehagefiskeri senere, og det høje humør blev boosted af en ægte sømand med papegøje på skulderen. Hvor tit ser man det?
I Rørvig onsdag eftermiddag - en kop kaffe og en hurtig bid mad, inden jeg sprang på en cykel og ræsede til Skansehage, hvor der stod 6-7 fiskere og hev hornfisk op. Kontinuerligt. Jeg jokede og sagde de skulle gemme en til mig og i 7. eller 8. kast var der bid. En flot hornfisk i skarp kondition fightede hele vejen ind, men blev landet uden besvær med den smarte silkekrog der gør det nemmere at genudsætte undermålere og helt eliminerer fejlkrogninger, der ellers er et hyppigt fænomen i hornfiskesæsonen. Resten af eftermiddagen var der bid hvert kvarter og jeg hentede 4 store hornfisk med hjem til mine forældre.
Bøf, bernaise og barbaresco afsluttede en fantastisk dag, hvor min mor også lige havde købt mig en flaske Black Label, “fordi det lige ville have været Christopher Hitchens’ fødselsdag for nylig”. Shit, mine forældre kender mig godt.
Torsdag stod også i fiskeriets tegn. MIne gamle venner, brødrene Henrik og Thomas hentede mig i Vig og vi kørte til Gniben, et par kilometer fra deres forældres hus. Og her sydede vandet af store, hugvillige hornfisk. Jeg fik bid i første kast og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Vi havde et par kolde øl med, havde solen i ryggen og havblik hele eftermiddagen, hvilket gjorde vi kunne se 10-15 meter ud i det helt klare vand, og derfor også kunne se de store hornfisk jage vores blink helt ind til de nærmest punkterede vores waders med deres spidse næb. Henrik fiskede med et gult Hansen Fight-blink og Thomas og jeg med Jensen Sølvpil i forskellige farver. Det fungerede på alle planer og vi begyndte at hive fisk ind. Vi havde kun selskab af lærken, dshoig-vittigheder, havblik, de svirpende lyde af fiskestænger der kaster og stadig flere fisk på land. Der var så mange fisk i vandet at Henrik ved flere lejligheder krogede en fisk i ryggen eller hovedet, simpelthen fordi blinket blev trukket forbi fisken. Jeg fangede et tilfælde af netop det på video.
Efter 4 timers fiskeri havde vi fanget 30 hornfisk (Henrik 12, Thomas og jeg 9 hver), hvoraf vi havde beholdt 23 som var store flotte spisefisk. Vi rensede dem, kørte tilbage til Thomas og Henriks søde forældre, spiste deres veltilberedte grillede hakkebøffer og var høje efter det gode fiskeri. Sjældent går så meget op i en højere enhed. Vejr, vind, selskab, oplevelse, fiskeri.
På vej hjem ved midnatstid troede vi, vi sku’ ringe til politiet og fortælle dem om et dødt får midt på vejen - men det var heldigvis bare en stor klump uld, som en eller anden uopmærksom uldbonde må have tabt.
I dag har jeg ondt i skulderen af at fiske. Og det er skønt.
