Fantastiske dage

Jeg burde have set det komme. For det tegnede sindssygt godt allerede onsdag, da jeg pakkede fiskestang og -grej og tog turen til mine forældre i Rørvig. Vejret klarede op, de urbane banelegemetulipaner på Østerport stod i fuldt flor og de gule marker mellem Hillerød og Hundested mindede om højsommer. Min far sendte en sms da jeg sad i s-toget. “Hvad vil du have at spise i aften, min dreng?” En stor bøf (der er nemlig en god slagter i Rørvig).

I Hundested kunne jeg konstatere at vinden indbød til Skansehagefiskeri senere, og det høje humør blev boosted af en ægte sømand med papegøje på skulderen. Hvor tit ser man det?
I Rørvig onsdag eftermiddag - en kop kaffe og en hurtig bid mad, inden jeg sprang på en cykel og ræsede til Skansehage, hvor der stod 6-7 fiskere og hev hornfisk op. Kontinuerligt. Jeg jokede og sagde de skulle gemme en til mig og i 7. eller 8. kast var der bid. En flot hornfisk i skarp kondition fightede hele vejen ind, men blev landet uden besvær med den smarte silkekrog der gør det nemmere at genudsætte undermålere og helt eliminerer fejlkrogninger, der ellers er et hyppigt fænomen i hornfiskesæsonen. Resten af eftermiddagen var der bid hvert kvarter og jeg hentede 4 store hornfisk med hjem til mine forældre.
Bøf, bernaise og barbaresco afsluttede en fantastisk dag, hvor min mor også lige havde købt mig en flaske Black Label, “fordi det lige ville have været Christopher Hitchens’ fødselsdag for nylig”. Shit, mine forældre kender mig godt. 

Torsdag stod også i fiskeriets tegn. MIne gamle venner, brødrene Henrik og Thomas hentede mig i Vig og vi kørte til Gniben, et par kilometer fra deres forældres hus. Og her sydede vandet af store, hugvillige hornfisk. Jeg fik bid i første kast og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Vi havde et par kolde øl med, havde solen i ryggen og havblik hele eftermiddagen, hvilket gjorde vi kunne se 10-15 meter ud i det helt klare vand, og derfor også kunne se de store hornfisk jage vores blink helt ind til de nærmest punkterede vores waders med deres spidse næb. Henrik fiskede med et gult Hansen Fight-blink og Thomas og jeg med Jensen Sølvpil i forskellige farver. Det fungerede på alle planer og vi begyndte at hive fisk ind. Vi havde kun selskab af lærken, dshoig-vittigheder, havblik, de svirpende lyde af fiskestænger der kaster og stadig flere fisk på land. Der var så mange fisk i vandet at Henrik ved flere lejligheder krogede en fisk i ryggen eller hovedet, simpelthen fordi blinket blev trukket forbi fisken. Jeg fangede et tilfælde af netop det på video.
Efter 4 timers fiskeri havde vi fanget 30 hornfisk (Henrik 12, Thomas og jeg 9 hver), hvoraf vi havde beholdt 23 som var store flotte spisefisk. Vi rensede dem, kørte tilbage til Thomas og Henriks søde forældre, spiste deres veltilberedte grillede hakkebøffer og var høje efter det gode fiskeri. Sjældent går så meget op i en højere enhed. Vejr, vind, selskab, oplevelse, fiskeri.
På vej hjem ved midnatstid troede vi, vi sku’ ringe til politiet og fortælle dem om et dødt får midt på vejen - men det var heldigvis bare en stor klump uld, som en eller anden uopmærksom uldbonde må have tabt.
I dag har jeg ondt i skulderen af at fiske. Og det er skønt.

Tak for i går, #twedagsbar

Tak for i går. Det var (igen-igen) en dejlig twedagsbar. Tak til Yelp, som gav en masse øl og drinks og lancerede sig selv i Danmark. 
Desværre (ironi coming up) fik jeg kun snakket med eller hilst på LauraJul, mortensax, ambusanga, khoyer, dukken, rasmuslind, laramulady, twesterby, huusom, chulu, wysiwit (kan du se pointen, læser?), charlottejorg, thamawat, mofling, annasbj, docnielsen, kriswager, simonpaarlberg, ifriiss, askhybel, marcusmunch, grapefrugten, (er det ved at sive ind nu, læser?) startsnakken, tobiedk, lolula, twomasc, dittedegn, mettebb, saintcav, lassephar, milroesen, kristinehald, (har du fattet at du sku’ ha’ været der, læser?) vesterby, michammel, baskedyt, egmose, andjohan, jonasjuhler, henrikisen, karinhoegh, tutmarie, galimatidsel, beatahope, overkongen, hellejensen, (er tiøren faldet, læser?) tambourinesam, lisbjerg, worsaae, greew, sinipes, claus, ernstpoulsen, nightgolfer, megamoller, kathrinevang, shartlev, marvincph og et par stykker mere (og undskyld til dem jeg nødvendigvis og uheldigvis glemmer i skyndingen). <– Dét der betyder at hvis du ikke allerede har været til twedagsbar, så skal du med næste gang. Det er svært hyggeligt og du kan være heldig at rende ind i ovennævnte flinkheder galore. 

Følg hashtagget #twedagsbar på Twitter og vær klar med kalenderen, næste gang LauraJul sender invitationer ud. Vi ses! 

Høring om ACTA bør ses af flere

Man bør faktisk tage sig tid til at se stakeholder-høringen fra i går, for at forstå hvor kritisabel ACTA-aftalen er:
(den starter 17:14 inden i videoen)

Det er meget positivt at se en så bredspektret kritik af ACTA, men der foregår som bekendt mange ting sideløbende med ACTA. Som det også bliver nævnt i debatten bliver TPP (jeps, endnu en vanvittig aftale) i øjeblikket forhandlet på samme lukkede facon som tilfældet var med ACTA. Det kritiseres fra snart sagt alle sider, men forhandlingerne er lukkede for offentligheden og for interessenter.
Og helt uden om alle disse (SOPA, PIPA, ACTA, TPP) meget debaterede, fordækte akronymaftaler har rettighedslobbyister i USA forhandlet sig på plads med de største internetudbydere i USA, der fra 1. juli tilsyneladende kommer til at fungere som internetpoliti, der kan sende advarsler til forbrugere der er mistænkt for at downloade piratkopieret materiale (à la brevmodellen). Det kommer naturligvis til at bero på en grundig, metodisk og allestedsnærværende overvågning af forbrugernes internetvaner. Hvilket gør tiltaget decideret utidssvarende, ja stasi-lignende. Mere om det her:

Man må tage sig til hovedet.

Påskefiskeri

Lige siden jeg genoptog lystfiskeriet har det været en uspoleret fornøjelse. Også på de dage hvor jeg kommer tomhændet hjem. For der er altid mere ved oplevelsen end fiskene; en mår (eller var det en mink) der hoppede adræt rundt mellem stenene, 5 meter fra Henrik og mig for nylig; venskaberne der bliver styrket af timers gode snakke, den kolde øl i solen når man har fundet et sted med læ at holde 10 minutters pause mens man får varmen - eller et marsvin der kommer op for at få luft tæt på land. Det er sjovest at fiske med andre, men jeg tager alligevel gerne ud alene. 
I forgårs havde jeg planlagt en fisketur med tre af mine venner, Henrik, Thomas og Marie - og jeg besluttede i sidste øjeblik at ringe til min gamle ven Kalle for at høre om ikke han ville med. Det ville han, så vi var 5 der mødtes på Korshage og gik helt ud på nordøstspidsen og fiskede.
Der var muligvis et par snap efter blinkene, men det er svært at bedømme inden der rigtigt er et hug. Og efter en halv times tid fik Kalle bid. Den havde snappet så hårdt efter blinket at det havde sat sig “lige i skallen” på fisken, der heldigvis var over målet så han kunne tage den med hjem og ryge den (med stor succes, melder han).

I morgen går turen for mit vedkommende igen til Sluseholmen, hvor jeg vil forsøge at gøre Allan kunsten efter. Her lidt billeder og video fra påskens udfoldelser. Marsvinet er muligvis ret svært at få øje på, men det var der :)

Blasfemisk makværk - en anmeldelse af Tintinfilmen

Jeg ved det. Af en Tintin-fan at være kan det opfattes som håbløst sent at jeg først fik set Jackson og Spielbergs livtag med min yndlingstegneserie i dag. Men ikke desto mindre fik jeg kun opfyldt de bange anelser der har holdt mig fra at se filmen i så lang tid.

Indrømmet, den er flot lavet. Virkelig flot. Enkelte scener er som om papiret i hæfterne ganske enkelt er blevet lyslevende. For eksempel scenen hvor Tintin og Haddock sidder på den omvendte jolle og bliver beskudt af skurkene i vandflyveren. 

Men historien…
D'herrer megastjerneinstruktører har på grusomste vis røvpulet historien i en sådan grad at jeg flere gange måtte afreagere undervejs ved at pause filmen og dræbe en sofapude med de bare næver. 

Den åndssvage sammenblanding af Krabben Med De Gyldne Kløer og Enhjørningens Hemmelighed/Rackham Den Rødes Skat er én ting. Men at fjerne brødrene Fugl (essentielle skurke for hele historien!), gøre Sakharin til kæmpeskurk (og i familie med Røde Rackham?!?), iblande latterlige Indiana Jones-actionscener der intet har med historien at gøre, udelade Tournesols betydning for historien - og hele den del der handler om skattejagten til havs/på øen-, blande Bianca Castafiore -der slet ikke optræder i nogle af de historier- ind i balladen og lade Omar Ben Salaad, der som bekendt er heroinsmugler, indtage en mystisk rolle som ejer af den ene enhjørning er blot de værste af de synder de begår. Andre er bare stupide. Hvorfor for eksempel lade Nero være en Rottweiler? Det er den så afgjort ikke i tegneserien. Og den åndssvage ørn/falk som de pure har opfundet og kastet ind i historien - hvad skal den pludselig fylde så meget for? Den er lige så latterlig som Jago i Aladdin, men jo ikke nær så sjov.
Jeg ser ingen formildende omstændigheder. De har fucket så meget op i historien at det burde forbydes dem at røre Tintinuniverset igen. Aldrig har kendt mage til blasfemisk makværk. 

På fiskerekognoscering ved Sluseholmen

Det er snart længe siden at det igen blev tilladt, ikke blot at fiske i Købehavns havn på udvalgte steder, men også blev lovligt at hjemtage torsk, hornfisk og havørred. Jeg har endnu ikke benyttet mig af muligheden, men her til formiddag var jeg ude og inspicere området. Der er flot gennemstrømning i sluserne og flere steder hvor det ville være oplagt at fiske med flåd mens man nyder forårssolen om et par uger når det lige er en grad eller to varmere end i dag.

Jeg mødte Mehmet, en ung fyr som havde fiskestang med, og som jeg faldt i snak med. Han ku’ berette om både multer og ørreder på flere kilo. Multerne har jeg set ved selvsyn i de varmeste sommermåneder helt inde mellem husene - store flotte fisk - og jeg kunne da også ganske rigtigt finde beviser andre steder online, på at der fanges endog flotte ørreder på op til 5 kg omkring Sjællandsbroen og Sluseholmen. Så nu går turen snart derud med grej.

Spørgeskemasvar med Twitterstatistik og meningstilkendegivelser

For et par måneder siden svarede 349 twitterbrugere anonymt på en spørgeskemaundersøgelse i forbindelse med mit speciale. Jeg spurgte blandt andet hvor(dan) tweeps bruger Twitter, om det er på twitter.com eller dedikerede clients. Jeg spurgte også til køn (59% mænd, 41% kvinder), om respondenterne bruger Twitter i arbejdsøjemed (det gør 64,6%) og fik blandt andet besvaret hvor mange tweeps der havde møde andre tweeps offline efter de havde lært dem at kende på Twitter. Det er 57,8% - et tal jeg tvivler på at andre webmedier kan matche. 
Læs disse tal og et par håndfulde andre i denne ikke kønt opsatte rapport (det er obsurveys standardlayout som desværre ikke kan ændres. Men servicen er i øvrigt god og gratis).
Læs også respondenternes mange ord om hvorfor de skifter clients, om de synes Twitter tager tid fra vigtigere gøremål, hvad Twitter kan som Facebook ikke kan og vice versa, med mere. Tak for deltagelsen! Del meget gerne denne med alle interesserede, med en henvisning til hvor du har det fra.

[[posterous-content:VRatpDHw6tXmU5UGjFCc]]

Jeg har vedhæftet lidt statistikgrafik som du også er velkommen til at downloade, dele og bruge, bare du husker en henvisning til blogposten og/eller mig.
“Hvilken twitter client bruger du hovedsagligt på din desktopcomputer?”

Hvis du også bruger Twitter fra din telefon, hvilken app bruger du så pt?

Bruger du Twitter i arbejdsøjemed?

Har du mødt folk offline, som du først lærte at kende gennem Twitter?