Jeg vågnede tidligt i morges, efter et ulideligt grimt mareridt hvor jeg slog min far ihjel.
Jeg har sovet dårligt i lang tid og tabet af begge mine forældre parret med min egen nærdødsoplevelse sidste år er smeltet sammen i en knugende sorg som stadig dominerer mange af mine dage i disse uger og måneder.
I dag er det 3 måneder siden at min mor døde, helt pludseligt og uventet. Dødsboet er stadig ikke gjort op; der er et hus der skal sælges og andre ting der skal ordnes før papirarbejdet er overstået.
Selv om vejret tidligt i morges var gråt og vådt, (og sponsoreret af Slagelse, som jeg plejer at sige) havde jeg brug for at komme ud og få nogle kilometer i benene. Det var en god lang tur med den stille regn trommende på paraplyen og de mange brune, røde, orange og gule blade på træerne og på jorden.
Jeg gik forbi min fars grav på Vestre Kirkegård og holdt en kort pause der. Nærmest for at sige undskyld for at slå ham ihjel i nat, men også for at høre noget af den musik jeg havde i ørerne, "sammen med ham". Det gør jeg tit. Hører Ben Webster, eller Brahms eller, som i dag, Vieux Farka Tourés smukke ‘Fafa’, som min far ikke kendte, men som er dejlig at have i ørerne når jeg står der hvor hans aske er lagt ned.
Så gik jeg ud gennem Sydhavnen og hørte lidt videre på den helt igennem fantastiske bog, 'It's Ok That You're Not Ok'. Aldrig før har en bog så præcist formuleret og addreseret hvordan jeg har det.
Men jeg kan kun høre få af de heldigvis (by design) korte kapitler ad gangen. Så jeg måtte skifte til noget andet. I dag blev det det nyeste afsnit af The West Wing Weekly, i kølvandet på den smukke reunion/special i forbindelse med det forestående amerikanske valg. Bedste podcast om den bedste serie nogensinde. Jo.
Og med den som kompagnon bevægede jeg mig videre ud til Sluseholmen, gik over slusen med øjnene søgende i dybet efter tegn på sej, rimter eller havørreder men i dag gled vandet blankt, klart og uforstyrret gennem slusen i sydøstgående retning uden synlige fisk.
Hele vejen tog jeg billeder af de smukke efterårsfarver og nød at det endnu ikke er blevet koldt. Jeg elsker det lange stykke på Amagersiden af havnen, forbi Metropolis, der ligner en nær-perfekt Bond Villain Mansion og ind igennem Nokken, hvor jeg altid gør mig umage for at hilse pænt på alle uden at forstyrre dem der bor der.
Jeg måtte en tur forbi Irma efter mælk til kaffen, inden jeg satte kursen hjemover, over Bryggebroen og Dybbelsbro, hjem til hjemmearbejde i denne skøre tid.
Jeg savner min mor. Og min far. Og lidt mig selv. Men det blev en god dag, på sin egen stilfærdige måde. Om lidt kører jeg over til min kæreste og skal finde på noget mad på vejen.
Det kan jeg godt.