Da jeg sidste år var tæt på at miste livet i en ellers relativt banal operation, oplevede jeg efterfølgende at føle et kæmpe kontroltab og tab af selvtillid, og en stor usikkerhed omkring mange ting som jeg ellers aldrig havde tænkt over før.
Da min mor døde, for et par måneder siden, blussede den samme usikkerhed op - men denne gang fik jeg, rent følelsesmæssigt, blandet min fars død, min egen nærdødsoplevelse, og min mors død, sammen, til en stor altoverskyggende, sumpet sorgoplevelse.
Sidste år blev jeg sat i forbindelse med en virkelig dygtig psykolog, som fik min selvtillid genoprettet, og fik plantet en række rigtig gode vaner i mig.
Men da min mor døde var det ligesom at meget af det gode arbejde blev udvisket.
Jeg måtte starte forfra – denne gang med en anden psykolog, som efter et par samtaler mente at det gav mening at behandle mig for ptsd. Da jeg havde hørt hendes analyse og resonnement, måtte give hende ret i at det gav rigtig god mening at det var det, jeg led af.
Et af de tydeligste tegn på min ptsd var et fænomen man kalder gap-filling, et udtryk man også bruger i sprogstudier. I psykologiens kontekst betyder det at man forsøger at gøre rede for *alle* hændelser i et stressfuldt forløb, for at berolige sig selv. Det er selvsagt en umulig opgave (ingen kan huske alt) og derfor en der konstant dræner en for energi, og giver en en følelse af eklatant nederlag.
Noget lignende gør sig gældende for tanker om fremtiden. I mit tilfælde giver det sig til kende ved et forsøg på metodisk at forudse hvad ‘den næste’ ulykke kan være – fordi der har vist sig et mønster over de sidste 7 år i mit liv; et mønster af ulykker for min familie, i form af alvorlig sygdom og dødsfald.
Min psykolog beskriver bekymringer som negative fantasier der ikke er sket og guider mig mod at begynde at forstå at der ikke er hverken beviser eller indikationer på at der kommer til at ske mere frygteligt for mig eller min familie i nærmeste fremtid.
Min psykolog delte også en ret præcis beskrivelse af bekymringer, skrevet af Goethe i hans hovedværk Faust:
Bekymring bygger rede i vort hjerte
og avler der den hemmelige smerte,
bestandig hvileløs den røver dig din glæde
og skifter dragt, hver gang den frem vil træde;
som barn og hustru, hus og ejendom,
som ild og vand og gift og dolk den veksler om;
hvad aldrig hænder, vil dig sorger skabe,
du græder for, hvad aldrig du vil tabe.
Især de sidste to linjer ramte virkelig hovedet på sømmet for mig:
Hvad aldrig hænder, vil dig sorger skabe,
Du græder for, hvad aldrig du vil tabe.
Det er ret præcist hvordan min hjerne har fungeret det sidste lange stykke tid: En nærmest endeløs række af negative fantasier over hvor mange dårlige, ulykkelige ting der kunne ligge på lur i den umiddelbare fremtid.
Tiden arbejder på mange måder for mig, men hvis ikke jeg får styr på både min konstante gap-filling, bagudrettet, og bekymringer, fremadrettet, så får jeg ikke luft til at komme videre. Vi arbejder med at forstå at drømme (jeg har haft nogle helt vanvittigt uhyggelige drømme) stadig kun er drømme og ikke noget jeg har oplevet.
Selv om en drøm er en slags oplevelse, skelner vi alligevel i vores arbejde med min psyke, og det hjælper, synes jeg. Mere firkantet kan man sige at en drøm ikke er noget der sker, men en fantasi, hvilket leder os tilbage til min psykologs beskrivelse af bekymringer som negative fantasier der ikke er sket.
Jeg er på vej mod en tilværelse hvor jeg kan rumme min egen sorg og bære den videre med mig uden nødvendigvis at tynges af den. Jeg skal ikke over den, overvinde den eller arbejde mig igennem den. Som jeg skrev tidligere, har Megan Devine skrevet en fænomenal bog om sorg. Den gør netop op med det sprog vi desværre oftest bruger om sorg, og hvordan vi kan gøre op med det, så sorg bliver noget vi i fællesskab kan håndtere langt bedre.