Indtil forleden havde jeg aldrig hørt om foreningen Liv & Død.
Det er en humanitær, almennyttig organisation der arbejder for at nedbryde tabuer om døden.
Anledningen til at jeg hørte om Liv & Død var at min veninde Francisca havde kurateret udstillingen ’Sorgarkivet’ om sorgens materialitet, et emne jeg fandt uhyre interessant, og jeg var glad for hun inviterede mig og min kæreste til fernisering på udstillingen.
Lige som jeg, havde Francisca på få år mistet begge sine forældre efter meget grimme sygdomsforløb, og hvor jeg selv var ved at miste livet i mellemtiden, havde hun ovenikøbet også mistet sin veninde i samme periode.
I sorgen får visse ting pludselig voldsomt større betydning, som symboler, fysiske mindestøtter og på andre måder meget konkrete manifestationer af sorg, kærlighed og minder. For mig er det for eksempel en spilleliste med musik der repræsenterer min far. Den hedder Moans, fordi min far hed Mogens. Sig det efter hinanden et par gange.
Hver kunstner havde hver deres meget forskellige tilgang til projektet. En havde skrevet digte, en havde skrevet sange, en havde optaget video, en indtalt en historie og en havde vævet nogle vanvittigt smukke stofprøver som hver havde mønster efter bark fra forskellige træer. Alle kunstnere med hver deres interne logik for at manifestere sorgen i noget fysisk eller i det mindste en “ting”.
Derudover har Liv & Død en permanent udstilling om døden, som jeg synes er rigtig fin. Du kan for eksempel se en rigtig kiste i fuld størrelse, og eksempler på begravelsesritualer fra andre lande. Det gør den oplagt til et besøg for (forældre med) nysgerrige børn, der måske har mistet en bedsteforælder, og nu begynder at stille spørgsmål til processerne omkring døden.
Det er et rigtig fint lille sted og forening som holder til på Nikolaj Plads, og som jeg synes du skal besøge hvis du er nysgerrig på døden og på at nedbryde de tabuer vi stadig har om døden.
Plakat for udstillingen. Af Dorte Naomi.