Der er noget jeg har lagt mærke til henover de sidste 10 år:
Mange kunstnere udgiver deres (standardlængde) vinylalbums på 2 plader (eller flere) hvor man “i gamle dage” ville have en A- og en B-side.
Der er i sig selv ikke noget i vejen med at sende 2 plader med i pakken, og i det omfang det kan siges at det gøres i lydkvalitetens navn, ville det give fint mening. Problemet er bare at det synes jeg ikke det kan. (siges, altså)
Den fremragende The Highwomen-LP er på vinyl delt op i 2 plader, men den større plads til hvert nummer giver ikke udslag i lydkvaliteten.
For at understrege min pointe vil jeg fremhæve to af de seneste albums jeg har købt, nemlig Ginne Markers ‘Ulteria’ og Bremer/McCoys ‘Utopia’ — begge danske. Begge albums er leveret på en enkelt skive (dobbeltsidet, naturligvis) og lyder fuldkommen blændende, uden at numrene har fået den plads der ellers er så trendy i disse år. Og lad mig så komme til pointen. Ok, to. Ok, tre.
Det er ærgerligt at skubbe den flotte stiløvelse, “at sammensætte en A- og en B-side” fra sig.
Det er irriterende at skulle vende plader/skifte plader for hvert 3. eller 4. nummer.
Det er spild af vinyl!
Så lad dette være en kærlig opfordring til musicerende kunstnere: Lav dine albums med en A- og en B-side og udgiv dem på een vinyl-skive, så får du en mental highfive af undertegnede.
