Som flere tweeps vil have bemærket har jeg i de forgangne to uger været på min første tur til USA, nærmere bestemt New York. Jeg boede hos min gamle ven Philip, der er hjælpsom, gæstfri og en helt fantastisk guide. Han er partner i Prehype og kender alle.
Jeg kan lige så godt slå fast med det samme at det er den bedste ferie jeg nogensinde har været på. Her er en dag-til-dag gennemgang af min tur.
Jeg ankom fra JFK-lufthavnen med 4-toget som det sig hør og bør for en førstegangsbesøgende. Philip viste mig kvarteret som han -og dermed jeg mens jeg var der- bor i, Nolita,(North of Little Italy) hvorefter vi hastede uptown og spiste byens bedste cheeseburgere på Shakeshack i Madison Square Park ved den ikoniske Flatiron Building. Dernæst indledte vi et seriøst 13-dages angreb på min leverfunktion med vodka fra kande og ægte russisk mafia på Russian Samovar på West 52nd St mellem 8th Ave og Broadway. Så var stilen lissom lagt.
Dag 2 bød på ren turisttur med Staten Island-færgen, fiskeburger på populære Cafe Westville, et besøg i B&H Photo/Video som ledes på original vis af et par hundrede ortodokse jøder. Om aftenen blev jeg (og tak for det, Mik!) inviteret med til Miks polterabend med drinks på tagterrassen på The Peninsula, showmiddag på BeniHana og en tur på meget uskyldige Hooters.Tredje dag gik jeg først til den lille Union Square Park, dernæst East River Park, over Williamsburg Bridge og daskede rundt inden jeg traskede tilbage til Nolita og sushi på Mottsu. Om aftenen var vi en større flok danskere der tog til US Open-kvartfinalerne i tennis med først John McEnroe og Adam Sandler mod Jim Courier og Kevin James (Kevin James har funny bones, Adam Sandler, not so much) og så selvfølgelig Juan Martin Del Potro mod Novak Djokovic. Sammen med 22.000 andre mennesker. Del Potro og Djokovic leverede på absolut top niveau. Fed, fed oplevelse!Efter en dag med så megen sport(!) syntes jeg godt jeg ku’ lægge ud med pandekager på Bowery Diner, et par nye lette skjorter fra Uniqlo (fordi det var 30 grader med 95% luftfugtighed), og så ud på vestsiden af Manhattan til Hudson River Park hvor solen bagte og jeg gearede helt ned. Om aftenen lagde vi ud med farligt tiltalende hvide sangriaer på Emporio inden Philip og jeg mødtes med Beck (som er et pigenavn her) og Emily i baghaven på Pure Food & Wine.Beck, Philip og jeg tog på Fat Cat, hvor der var stepaften, så al musik var akkompagneret af stepdansere! Det er samtidig en jam - og jeg ku’ ikke dy mig for at sidde ind på to numre, hvoraf mindst et gik nogenlunde fornuftigt. Dag 5 bød på en kæmpe oplevelse da jeg besøgte Cut Brooklyn. Først måtte jeg gå en omvej, da der dagen før havde været tornado i Brooklyn, og den havde forårsaget en del oversvømmelse. Jeg har længe været fan af Joel Bukiewicz og faldt omgående i en lang og god samtale om mad, drikke og andre af livets glæder, med Joel og hans charmerende kone, Julia. Jeg blev budt på fadøl fra baglokalet (alle bør ha’ et baglokale med kold fadøl) og en ekstraordinær tur i de hellige gemakker under butikken. “Nu var jeg jo kommet så lang en vej for at besøge dem”. Ældgamle maskiner, slibebånd i tusindvis og en atmosfære der mindede mig om det magiske kreative miljø på Ærø fra min barndom. Jeg har sjældent mødt så imødekommende og sympatiske mennesker. De lod mig ikke gå før de havde anbefalet 7 forskellige Brooklynspisesteder, hvoraf jeg valgte sen frokost på Char No 4 inklusiv en fremragende Lagunitas Indian Pale Ale og spadserede den lange vej hjem. Det blev også den eneste regnvejrsaften så jeg gik efter mad på ærkeamerikanske Lucky’s og tog det med hjem til glubsk indtagelse mens de trætte ben fik et sjældent hvil.Jeg havde lovet mig selv at nå mindst et par af de store museer og lagde ud på 6.-dagen med New Museum på Bowery. Deres formidable udstilling ‘Ghosts In The Machine’ bød på flere fremragende kunstnere hvoraf jeg især bed mærke i Lillian Schwartz, Peter Roehr, Jikken Kobo, Stan VanDerBeek, Seth Price og så den skønne udsigt over FIDI og sydlige Manhattan. Efter et par timer på museum gik jeg til Battery Park og om aftenen tog jeg på Sway Lounge og drak øl og dansede med danske Sidsel, Kristine, Nuunu og Sara. De spillede alt mellem Morrissey og The Smiths den aften ;)Dag 7 bød på på kinesisk Laundromat (hvad siger damen?), før en tur med subwayen tog mig til Times Square hvor jeg købte TKTS-billetter til Rock of Ages. I køen faldt jeg i snak med et ældre par fra Florida. En hel time sludrede vi. Da billetterne var sikret gik jeg i Central Park i 4 timer og elskede det lisså meget som New Yorkerne gør. Om aftenen mødte Philip mig på Times Square og vi gik til Helen Hayes Theatre og så Rock Of Ages med min ven Joel Hoekstra. Jeg har arbejdet for ham så længe som 11 år, kun gennem onlinebekendtskab og det var en stor oplevelse både at se ham in real life, og i en hovedrolle i et af de mest populære Broadway Shows de senere år. Han åbner og lukker showet, alene forrest på scenen! Det var vanvittigt sjovt med megen fed selvironi og det er bygget op omkring den klassiske 80'er-rock, inkl. flere af de mest ikoniske sange fra den tid. Bagefter tog han, Philip og jeg på en nærliggende bar og gjorde indhug i deres øl- og Jägermeisterbeholdning. Joel er en hysterisk god guitarist og er så stor en del af Broadwayudgaven af Rock of Ages at han har fået en cameo i den nye Rock Of Ages-film med ham den lille mærkelige scientolog i hovedrollen.
Dag 8 lagde jeg forsigtigt ud med delikat morgenmad på den charmerende Cafe Gitane hvorefter jeg tog på Guggenheim og blev præcis så betaget som alle andre af den ikoniske bygning. Især nød jeg Rauschenberg, Rineke Dijkstra (der var en særudstilling med hende), Luis Feiro, Zao Wou-Ki, Martin Barré, Judit Reigl og Yves Klein. Vejret var fantastisk (det var det siden 3. dag og resten af min tid der) så en tur til den del af Central Park jeg ikke havde set lå lige for, inden jeg købte en virkelig god (men nok ikke verdens bedste) Pulled pork Sandwich på Back Forty West. Om aftenen var der vinaften/danskeraften arrangeret af Philip og hans ven Allan på The Little Rascal på Elisabeth St. NYC-boende danskere (som Philips medpartner i Prehype, Henrik Werdelin, og arkitekten Bjarke Ingels) - en masse spændende mennesker - er den faste kerne, selv om også New Yorkere med andre nationaliteter mødte op. Jeg mødte i øvrigt mine 4 danske veninder 3 gange den dag! New York er lille.
Inden turen derover havde jeg spurgt Philip om jeg måtte komme med på Prehype og måske snuse lidt hvad de laver. Jeg fik en mindre opgave som jeg arbejdede på i 4-5 timer og der er ingen tvivl om at Prehype har gang i en masse sindssygt spændende ting (det vidste jeg godt i forvejen, det var bare fedt at se det på klods hold). Jeg tjekkede mit twitterfeed inden jeg skulle ud i solen og se på mennesker om eftermiddagen og opdagede at Amon Tobin spillede om fredagen - to dage senere!!- (OG fik reddet mig en billet til koncerten!). Jeg kunne ikke begribe mit eget held (det kan jeg stadig ikke). Aftensmaden blev indtaget på Bowery Diner og bestod af endnu en god Lagunitas, 'Little sumpin’ sumpin’ ale’, en mere end glimrende cheddarbruger og en pretty fucking good milkshake! (pistachio) til dessert. Sjov detalje: De spillede skiftevis Prince og Michael Jackson i en time.På 10.-dagen sov jeg længe, slentrede rundt i Nolita, nød solen, drak kaffe og spiste apple pie med Baskin Robbins-is fra Dunkin’ Donuts, inden frokosten på Cafe Select, og senere endnu mexicansk mad og øl med Larry, som jeg kender gennem et onlineforum for trommeslagere som jeg har været medlem af i snart 10 år. Han synes godt om mine bidrag og insisterede på at give middag. Internettet holder maks!! Det var 3. gang på turen jeg mødte onlinevenner for første gang IRL. Kald ikke onlinevenskaber overfladiske éen gang til.Fredagen i anden uge ku’ jeg ikke nære mig for igen at spise morgenmad på skønne Cafe Gitane inden jeg gik ud og fandt en blød hat og en NPR-t-shirt med teksten ’Get smarter’ til min nevø. Om eftermiddagen gik turen til Museum of Modern Art, som ærligt talt var en lille bitte smule skuffende. Kunsten, arkitekturen og design er jo betagende men jeg var der på gratisdagen hvor de nok havde lukket 1.000 mennesker for meget ind. Det hjalp ikke på det, at flere af dem indtog den usympatiske bedrevidende pseudointellektuelle 'Paul’-rolle fra 'Midnight in Paris’, og at endnu flere skulle tage billeder af alle værker og hele tiden bad mig om at flytte mig fra det værk jeg var ved at beundre. Men mest af alt var jeg skuffet over det udstillingstekniske niveau, hvor både New Museum og Guggenheim slog MoMA med længder. MoMA havde lidt for megen dårlig belysning med genskin fra værkerne osv - men nu har jeg da været der. MEN det var dejligt at se så megen dansk design have så prominent en plads. Kay Bojesens abe hænger ude på facaden på et 15 meter højt banner og min gamle veninde Ditte Stepnickas smykker kan købes i deres shop. SÅ sejt!!. Det blev alligevel til næsten 5 timer på MoMa inden jeg skulle til koncert med Amon Tobin. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Jeg har været kæmpefan af ham i 10-12 år men har aldrig været til koncert med ham og well… jeg har aldrig oplevet noget lignende. Stemningen i køen var fuldstændig elektrisk og folk snakkede nærmest sammen i en stor fælles samtale om hvad der ventede os. Alle havde vi set videoerne bag om tilblivelsen af sceneelementerne og de live-visuals der nu har fået hysterisk kultstatus. Jeg må sige at det mere end levede op til mine opskruede forventninger. Amon Tobin er en fuldstændigt enestående kunstner der med ISAM 2.0 formår at forene sin knudrede, buldrende, filmiske og først og fremmest originale musik med 3D-livevisuals der for første gang er ÆGTE 3D, nemlig med teknikken projection mapping, hvor lærredet er 3D. Lærredet er en kubistisk konstruktion hvorpå der projiceres skræddersyet video der passer til netop de dimensioner som konstruktionen har og altså slet ikke ville passe på et flat lærred. Jeg skiftevis skreg, gispede og måbede, sammen med de flere tusinde andre koncertgængere, af glæde og forbavselse, mens kuldegysningerne løb op og ned ad ryggen nærmest uafbrudt. Og så havde han taget 60-tommer basenheder med. De skal have noget for ulejligheden, sådan nogle, skal jeg hilse at sige. Hvad gør man efter sådan en oplevelse? Jeg ku’ i hvert fald ikke sove, så jeg hastede ned på Mercury Lounge og fangede sidste lange sæt af Nerves tindrende fede og sveddryppende intense koncert. Og så var både øl- og musikindtagelsens maksimum nået, hvorfor jeg svævede hjem, lykkelig over de store oplevelser jeg havde været vidne til.
Dag 12 skulle Philip til bryllup (hos Mik som vi var til polterabend for) og Philip fandt i 11. time ud af at et dansk gospelkor var i byen, så de sku’ selvfølgelig lave en ægte flashmoblignende overraskelse til brudeparret og deres gæster. Jeg blev sat til god nytte ved først at hente et stort mobilbatteri i Chinatown inden kor-øveren midt på gaden, hvorefter jeg løb East Village tynd for at købe en sustainpedal til det keyboard som korets pianist sku’ bruge. Jeg var tilbage 5 minutter før vi stillede op nede på gaden. Om aftenen var nogle af mine nye New York-venner så søde at invitere mig med til Morgans fødselsdag på The Frying Pan. Tak for en dejlig aften, Beck, Morgan, Emily, Nikita, John, Tony, Tony og Molly.
Søndag måtte jeg så gå den tunge gang hen til min kuffert og pakke inden jeg sjoskede ned på Bowery Diner til en sidste cheddarburger og pistaciemilkshake, inden jeg i toget på vej til JFK faldt i snak med en tysk fyr der skulle til at studere i San Francisco. New York får folk til at tale sammen spontant. Det, og alt det ovenstående elsker jeg nu byen for. Jeg returnerer så snart budgettet igen tillader det. Og trods intens druk og madindtag på amerikansk beskub har de mange kilometer på gåben alligevel resulteret i præcis et kilo mindre på vægten.
Dag 8 lagde jeg forsigtigt ud med delikat morgenmad på den charmerende Cafe Gitane hvorefter jeg tog på Guggenheim og blev præcis så betaget som alle andre af den ikoniske bygning. Især nød jeg Rauschenberg, Rineke Dijkstra (der var en særudstilling med hende), Luis Feiro, Zao Wou-Ki, Martin Barré, Judit Reigl og Yves Klein. Vejret var fantastisk (det var det siden 3. dag og resten af min tid der) så en tur til den del af Central Park jeg ikke havde set lå lige for, inden jeg købte en virkelig god (men nok ikke verdens bedste) Pulled pork Sandwich på Back Forty West. Om aftenen var der vinaften/danskeraften arrangeret af Philip og hans ven Allan på The Little Rascal på Elisabeth St. NYC-boende danskere (som Philips medpartner i Prehype, Henrik Werdelin, og arkitekten Bjarke Ingels) - en masse spændende mennesker - er den faste kerne, selv om også New Yorkere med andre nationaliteter mødte op. Jeg mødte i øvrigt mine 4 danske veninder 3 gange den dag! New York er lille.
Inden turen derover havde jeg spurgt Philip om jeg måtte komme med på Prehype og måske snuse lidt hvad de laver. Jeg fik en mindre opgave som jeg arbejdede på i 4-5 timer og der er ingen tvivl om at Prehype har gang i en masse sindssygt spændende ting (det vidste jeg godt i forvejen, det var bare fedt at se det på klods hold). Jeg tjekkede mit twitterfeed inden jeg skulle ud i solen og se på mennesker om eftermiddagen og opdagede at Amon Tobin spillede om fredagen - to dage senere!!- (OG fik reddet mig en billet til koncerten!). Jeg kunne ikke begribe mit eget held (det kan jeg stadig ikke). Aftensmaden blev indtaget på Bowery Diner og bestod af endnu en god Lagunitas, 'Little sumpin’ sumpin’ ale’, en mere end glimrende cheddarbruger og en pretty fucking good milkshake! (pistachio) til dessert. Sjov detalje: De spillede skiftevis Prince og Michael Jackson i en time.På 10.-dagen sov jeg længe, slentrede rundt i Nolita, nød solen, drak kaffe og spiste apple pie med Baskin Robbins-is fra Dunkin’ Donuts, inden frokosten på Cafe Select, og senere endnu mexicansk mad og øl med Larry, som jeg kender gennem et onlineforum for trommeslagere som jeg har været medlem af i snart 10 år. Han synes godt om mine bidrag og insisterede på at give middag. Internettet holder maks!! Det var 3. gang på turen jeg mødte onlinevenner for første gang IRL. Kald ikke onlinevenskaber overfladiske éen gang til.Fredagen i anden uge ku’ jeg ikke nære mig for igen at spise morgenmad på skønne Cafe Gitane inden jeg gik ud og fandt en blød hat og en NPR-t-shirt med teksten ’Get smarter’ til min nevø. Om eftermiddagen gik turen til Museum of Modern Art, som ærligt talt var en lille bitte smule skuffende. Kunsten, arkitekturen og design er jo betagende men jeg var der på gratisdagen hvor de nok havde lukket 1.000 mennesker for meget ind. Det hjalp ikke på det, at flere af dem indtog den usympatiske bedrevidende pseudointellektuelle 'Paul’-rolle fra 'Midnight in Paris’, og at endnu flere skulle tage billeder af alle værker og hele tiden bad mig om at flytte mig fra det værk jeg var ved at beundre. Men mest af alt var jeg skuffet over det udstillingstekniske niveau, hvor både New Museum og Guggenheim slog MoMA med længder. MoMA havde lidt for megen dårlig belysning med genskin fra værkerne osv - men nu har jeg da været der. MEN det var dejligt at se så megen dansk design have så prominent en plads. Kay Bojesens abe hænger ude på facaden på et 15 meter højt banner og min gamle veninde Ditte Stepnickas smykker kan købes i deres shop. SÅ sejt!!. Det blev alligevel til næsten 5 timer på MoMa inden jeg skulle til koncert med Amon Tobin. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Jeg har været kæmpefan af ham i 10-12 år men har aldrig været til koncert med ham og well… jeg har aldrig oplevet noget lignende. Stemningen i køen var fuldstændig elektrisk og folk snakkede nærmest sammen i en stor fælles samtale om hvad der ventede os. Alle havde vi set videoerne bag om tilblivelsen af sceneelementerne og de live-visuals der nu har fået hysterisk kultstatus. Jeg må sige at det mere end levede op til mine opskruede forventninger. Amon Tobin er en fuldstændigt enestående kunstner der med ISAM 2.0 formår at forene sin knudrede, buldrende, filmiske og først og fremmest originale musik med 3D-livevisuals der for første gang er ÆGTE 3D, nemlig med teknikken projection mapping, hvor lærredet er 3D. Lærredet er en kubistisk konstruktion hvorpå der projiceres skræddersyet video der passer til netop de dimensioner som konstruktionen har og altså slet ikke ville passe på et flat lærred. Jeg skiftevis skreg, gispede og måbede, sammen med de flere tusinde andre koncertgængere, af glæde og forbavselse, mens kuldegysningerne løb op og ned ad ryggen nærmest uafbrudt. Og så havde han taget 60-tommer basenheder med. De skal have noget for ulejligheden, sådan nogle, skal jeg hilse at sige. Hvad gør man efter sådan en oplevelse? Jeg ku’ i hvert fald ikke sove, så jeg hastede ned på Mercury Lounge og fangede sidste lange sæt af Nerves tindrende fede og sveddryppende intense koncert. Og så var både øl- og musikindtagelsens maksimum nået, hvorfor jeg svævede hjem, lykkelig over de store oplevelser jeg havde været vidne til.
Dag 12 skulle Philip til bryllup (hos Mik som vi var til polterabend for) og Philip fandt i 11. time ud af at et dansk gospelkor var i byen, så de sku’ selvfølgelig lave en ægte flashmoblignende overraskelse til brudeparret og deres gæster. Jeg blev sat til god nytte ved først at hente et stort mobilbatteri i Chinatown inden kor-øveren midt på gaden, hvorefter jeg løb East Village tynd for at købe en sustainpedal til det keyboard som korets pianist sku’ bruge. Jeg var tilbage 5 minutter før vi stillede op nede på gaden. Om aftenen var nogle af mine nye New York-venner så søde at invitere mig med til Morgans fødselsdag på The Frying Pan. Tak for en dejlig aften, Beck, Morgan, Emily, Nikita, John, Tony, Tony og Molly.
Søndag måtte jeg så gå den tunge gang hen til min kuffert og pakke inden jeg sjoskede ned på Bowery Diner til en sidste cheddarburger og pistaciemilkshake, inden jeg i toget på vej til JFK faldt i snak med en tysk fyr der skulle til at studere i San Francisco. New York får folk til at tale sammen spontant. Det, og alt det ovenstående elsker jeg nu byen for. Jeg returnerer så snart budgettet igen tillader det. Og trods intens druk og madindtag på amerikansk beskub har de mange kilometer på gåben alligevel resulteret i præcis et kilo mindre på vægten.
Der er udvalgte billeder fra hele turen i det her Facebookalbum. (og gi’ lige lyd hvis I ikke kan få lov at se det)