Nedenstående er min personlige oplevelse af det jeg har oplevet for nyligt. Dog tør jeg godt lægge hovedet på blokken og sige at min frustration deles af flere ansatte.
For et par uger siden blev jeg indlagt akut på Hvidovre Hospital med hvad der viste sig at være divertikulit. Protip: Lad være at billed-google det. Tænk på det som en slags blindtarmsbetændelse - men i tyktarmen. Det var min første hospitalsindlæggelse nogensinde. Hele den uge jeg var indlagt på Hvidovre blev jeg behandlet af professionelle og omsorgsfulde sygeplejersker og læger, som efter 3 dage kunne diagnosticere mig korrekt og påbegynde den rette behandling. Mine betragtninger er derfor ikke rettet mod de hårdtarbejdende mennesker på Hvidovre Hospital men mod den virkelighed de skal navigere i.
Om mandagen, da jeg var begyndt at få morfin, men inden jeg var diagnosticeret, lå jeg stadig på akut-afsnittet. Sent på eftermiddagen gik en af mine stue-kammerater, en ældre (læs: rigtig gammel) mand igennem stuen med sin nyligt frembragte urinprøve i hånden. Manden, der rystede slemt på hænderne, spildte en lille smule af sin prøve for hvert af sine korte skridt, så han efterlod et tydeligt spor af urinsjatter på gulvet på tværs af hele stuen. Han gjorde et helhjertet, men forgæves forsøg på at tørre noget af det op. Han kunne nemlig ikke bukke sig ned og jeg indskød at vi nok kunne få nogen til at tørre det op for ham. Det bifaldt han og fandt vej tilbage til sin seng.
Få øjeblikke senere entrerede en sygeplejerske stuen. Jeg satte hende ind i sagen og hun berettede at rengøringen alligevel var på vej, så de ville tage sig af det inden for 20-25 minutter. Fair nok, tænkte jeg. Men en time senere måtte jeg tage fat i endnu en sygeplejerske, der lovede at gøre hvad hun kunne for at få en rengøringsassistent til at komme og tørre det op.
24 timer senere var alle de små urinpøle tørret ind til let klistrede gule pletter på gulvet og fra da af tog jeg sko på hver eneste gang jeg skulle ud af sengen.
Om onsdagen, få timer efter jeg havde fået min diagnose, blev en anden af mine stuekammerater, en knapt 60-årig narkoman som vi kalder Sverre, badet. Det var også på tide. Sommeren havde med knapt 30 grader meldt sin ankomst og 4 voksne mænd på en stue kan godt på egen hånd producere en del varme og sved, skal jeg hilse at sige. Sverre var dertil decideret beskidt. Om han kom direkte fra gaden ved jeg ikke, men han lugtede så dårligt at det var permanent værre end da en af de andre kastede grundigt op dagen før.
To sygeplejersker og en portør påtog sig jobbet. Sverre skulle løftes i bad, da han ikke selv kunne hverken stå eller gå, og de fik ham bakset derud og vasket ham. Jeg ventede 2 timer og gik så, trækkende mit dropstativ ved min side, ud på badeværelset. Der blev jeg i ca 20 sekunder, da badet stadig fremviste en del souvenirs fra Sverres bad. Væggene i badet havde i forvejen mørke skjolder. Mug, svamp; et eller andet der ikke hørte hjemme der. Men dertil var der nu både våde håndklæder, gummitøfler og skumgummisvampe, alle med tydelige brune hilsner fra de kager af skidt der havde siddet på Sverre. Javist, han lugtede betragteligt bedre ude i 4-mandsstuen end før, men badet var så klamt at jeg var ved at kaste op.
Jeg returnerede dog efter at have rekvireret 3 ekstra håndklæder og havde nu 5 i alt til mit foretagende. De tre af dem endte med at fungere som helle i en slags ‘jorden er -ægte- giftig’ og jeg brugte de første 10-15 minutter på at gøre badet rent. Det er super besværligt når man har høj feber og triller rundt med et dropstativ der er permanent forbundet til ens underarm via en slange og en nål.
Dernæst kom selve mit bad. Det var endnu mere besværligt, da holderen til brusehovedet var knækket af. Jeg havde stadig kun to arme, så opgaven med at holde bruseren og dropstativet, og rent faktisk få vasket mig selv, tog omtrent 5 gange så lang tid som det plejer. Det er min ydmyge holdning at det er ret uhensigtsmæssigt. Hvorfor er den brusehovedholder ikke skiftet eller repareret?
Om fredagen, to dage efter min diagnosticering og 5 dage efter min indlæggelse, blev jeg så for første gang (!) vidne til en rigtig “rengøring”. En herre entrerede vores stue (jeg var nu flyttet fra akutmodtagelsen til et regulært sengeafsnit) skubbende en vogn med spande med vand og en af disse flade rengøringsdimser med langt skaft, I ved, sådan en slags klud der kan vådtes og vrides i en spand, for så at spændes ud over en flad plade, som den sidder fast på, og trækkes eller skubbes henover gulvet i fugtigt tilstand. Rengøringsmanden havde masser af arbejdsplads, for to af sengene var midlertidigt kørt ud fra stuen. Han ankom. Vred sin hvad-end-den-hedder, slog 2 hurtige 8-taller, der vel rørte ramte 5-10% af den frie gulvplads, placerede to papskilte, hvorpå der stod “her er gjort rent” og var ude derfra igen, ikke 30 sekunder senere. Jeg mener at jobbet nok, selv af en professionel, kunne forsvares at have taget 10 minutter.
Rengøringsstandarden kan vel bedst beskrives som “spejderhytte anno 1989, gangarealet, hvor der ikke skal gøres rigtig grundigt rent; drengene har tjansen”
Nu syntes jeg ikke det var sjovt længere. Jeg havde sovet ad helvede til alle nætter. En af mine stuekammerater snorkede så grundigt at jeg var bange for at blive trukket med ind i løbet af natten og trods ørepropper, som min veninde var kommet med, (tak, Charlotte!) så sov jeg maks 2-3 timer pr nat. Det gjaldt samtlige indlagte på stuen og det er, siger ALLE der ved noget om det, ellers noget af det vigtigste at få en god nats søvn når man skal komme sig oven på en sygdom.
Efter frokosten om fredagen vendte jeg i nedtrykt tilstand tilbage til min seng for at tage en lang lur, men tabte en øreprop under sengen. Jeg mavede mig ned under sengen og mødte, foruden den øreprop jeg savnede, en del af de blomster der var blæst ned fra bordet hos den forrige indlagte på min plads, (det vil sige for mindst 4 dage siden) en plastikhandske og rester af den tape man bruger til at holde de små stykker vat på plads over blodprøvestiksår i armen. På vej tilbage i sengen noterede jeg mig at min madras blev holdt sammen med flere stykker af selvsamme slags tape.
Dagen efter lod jeg mig udskrive på orlov og resten af min rekonvalescens foregik på min egen sofa, efter det længste og mest grundige bad jeg nogensinde har taget.
Både læger og sygeplejersker spurter rundt for at nå det hele. De kan simpelthen ikke løbe stærkere. Det samme gælder rengøringspersonalet, der ved flere lejligheder blev inddraget i plejearbejdet.
Min indlæggelse fortæller mig at der er et eller andet ret alvorligt galt. Hvidovre Hospital mangler midler. Masser af midler. Til rengøring, istandsættelse og… well - mere rengøring. Nu.