Som bekendt var jeg en tur på Hvidovre Hospital for 6 uger siden, med Divertikulit. Den blussede op igen i mandags og de sidste 4 dage har jeg ligget på Hvidovre. Igen.
Denne gang var mine infektionstal ikke så uhyrlige som de var sidst, og derfor ville lægerne ikke bare pumpe mig med antibiotika igen. Desuden ville de godt se lidt nærmere på min galdeblære, så jeg blev CT-scannet igen og desuden MR-scannet. Sammen med ultralydsscanningen fra første indlæggelse viste der sig nu et uklart billede af mit sygdomsforløb. For de divertikler der kunne ses sad simpelthen for langt væk fra hvor min betændelse var forekommet. Så de trak langsomt i land med divertikulit-diagnosen, selv om jeg jo har divertikler, der er grundlaget for divertikulit. I stedet begyndte lægerne at kredse om muligheden for galdesten og selv om de aldrig nåede en skudsikker diagnose blev jeg sendt hjem i går med det bedste bud som lægestaben kan præstere. Deres diagnosegæt er som følger:
Ved den første indlæggelse i slutningen af juni har jeg sandsynligvis haft både galdesten OG galdeblærebetændelse.
Grunden til at de blev snydt er at jeg *har* divertikler (få og små, som den ene læge sagde) og de sidder tæt på hvor jeg havde betændelse. Men ikke tæt nok til at det er dem der var betændelse i, viser ultralydsscanningen, de 2 CT-scanninger og MR-scanningen til sammen. Altså hvis lægerne har ret. Så altså… ikke divertikulit.
Ved første indlæggelse er galdeblærebetændelsen blevet nedkæmpet af antibiotikaen og jeg har ikke mærket noget til galdestenen før her 5 uger senere, hvor den så under min indlæggelse angiveligt selv har fundet vej ud, for MR-skanningen viste i dag at der ikke er nogen galdesten nu. Som den ene læge jokede… “vi mangler stadig at opfinde et retroskop”. Ja, de kan ikke vide med sikkerhed at der har været en galdesten. Men det har der muligvis - og med en vis sandsynlighed.
Så nu har jeg fået noget smertestillende med hjem som gerne skulle blive mindre relevant for hver time over de næste to dage, og hvis alt går vel er jeg på arbejde igen i løbet af næste uge.
Det har taget hårdt på systemet - også nerverne - at være indlagt igen og det er, må jeg indrømme, utroligt frustrerende ikke at vide præcis hvad jeg har fejlet. Hvis det kommer igen og viser sig med sikkerhed at være galdesten, så skal jeg have fjernet galdeblæren. Men lad os håbe det ikke kommer så vidt.
Tak for besøgene over de to indlæggelser, Charlotte, Ulla, Søren (+drengene), Nina (+Elva), Nicolai, Lea, Annette, Christian, Lisbeth (+pigerne), Rikke, Vibeke, Anders, Jennie, Loa og Filip. De betød mere end I aner - og det skal jeg huske næste gang en ven bliver indlagt.