I dag fik min far at vide at han har prostatakræft.
Han ved endnu ikke hvor alvorligt det er; han har det sådan set udmærket i øjeblikket. Han har ikke ondt nogen steder og er ved godt mod.
Der skulle gå 4 måneder med en række indlæggelser og udskrivelser fra diverse (3 forskellige) hospitaler før nogen endelig blev enige med nogen andre om at teste for kræft. Den første prognose er at de har opdaget det i et meget tidligt stadie, hvilket er positivt, men vi ved ikke med 100% garanti at det ikke har spredt sig. Det skal tjekkes nu. ‘Nu’ er i den sammenhæng et ret uldent ord, for han kunne ikke få noget svar på hvornår det skal undersøges om det har spredt sig.
Så nu ved vi at han har kræft. Vi aner ikke om det er så begrænset at man slet ikke vil behandle (hvilket er overraskende ofte), om det er lidt alvorligt, eller om det er meget alvorligt. Så vi ved ikke en skid. Og det er egentlig ret frustrerende, for nu at sige det mildt. Min logik fortæller mig at det jo er bedre at vide det, end ikke at vide det. Men hvad ved jeg? At lægerne ved noget, som de ikke kan præcisere nærmere end at trække det store grimme ord op af hatten, og at vi nu blot kan vente på at han bliver indkaldt igen. Forhåbentlig ved vi mere snart. Og forhåbentlig er den første prognose korrekt.
Der er så mange søde mennesker på twitter og i blogosfæren, der har kommenteret mine bekymringer for min fars sygdom med rørende empati over de sidste 4 måneder. Det er rart også at ku’ dele den slags en sjælden gang af og til. Tak skal I have.