Nedenstående er ikke fiktion. Det er min og min ven Jacobs genkaldelse af en hændelse der fandt sted da vi var 14.
–
Jacob og jeg havde været til en slags drengeeftermiddag/aften med fodbold og hotdogs (uden alkohol forstås) hvor vi var blevet lidt længere end vi egentlig måtte.
Det var blevet halvsent (for 14-årige), klokken har vel været 11 om aftenen. Den gang var det ikke ualmindeligt at man cyklede hjem så sent, fx efter badmintontræning.
Men altså, vi var på vej fra Nykøbing til Rørvig, og jeg skulle overnatte hos Jacob, så vi kørte gennem fuglereservatet. Det var/er en betydeligt kortere vej, som ingen af os ville have taget, hvis vi havde kørt alene.
Men nu var vi jo sammen og det var ikke blevet helt mørkt endnu.
Det første stykke af selve fuglereservatet kan, selv i dagslys, være lidt uhyggeligt, med høje granner på begge sider af cykelstien og derfor mange fugle og smådyr der flagrer og pusler tæt ved, når man cykler forbi.
Men det stykke var vi nået igennem og vi var faktisk så godt som ovre den smalle dæmning der løber gennem reservatet, hvor der til den ene side er lavvandet fjordvand og til den anden side er et marskområde der ville gøre Arthur Conan Doyle misundelig.
Ud til marskområdet står et 10-15 meter højt observationstårn, hvorfra man kan se ud over hele området. Vi besluttede os for at kravle derop og nyde udsigten i det sidste lys. Måske ville vi være heldige at se en af de havørne der var på besøg i området i den periode. Vi stillede cyklerne og kravlede op.
Der gik ikke mere end et halvt minut før vi fik øje på ham. En kæmpe af en mand, der stik mod al logik betrådte den sumpede marsk som var den en parkeringsplads. Han gik 150-200 meter fra os; han havde en stor grå parkacoat på, og havde slået hætten helt op. Over den ene skulder bar han på en cylinder, der vel var 3 meter lang og 30 cm tyk, og som så tung ud. Det var umuligt at afgøre hvad det var.
Han vendte sig, som ramt af vores blik, og kiggede tilsyneladende direkte op mod os. Efter et par hurtige bevægelser hvor han først gik den ene vej, så den anden, vendte han sig pludselig og satte i rask trav af sted mod tårnet hvor vi sad. Vi dukkede os ned inde i selv tårnet og stirrede rædselslagne på hinanden.
“Hvad gør vi?”
“Kan vi nå ned?”
Jacob kiggede frem fra vores skjul og dukkede sig med det samme igen.
“Jeg kan ikke se ham!”, hviske-råbte han i panik.
Jeg tvang mig selv til at gentage hans manøvre og fik øje på kæmpen 20 meter fra tårnets fod. Vi kunne umuligt nå ned inden vi ville stå ansigt til ansigt med ham. Han kiggede direkte på mig men afslørede ikke andet end et ubestemmeligt mørke inden i hætten. Ingen øjne at se. Intet ansigt at tyde. Har man set Ringenes Herre-filmene vil man genkalde sig fænomenet fra De Sorte Ryttere.
Jeg dukkede mig ned sammen med Jacob, lammet af skræk. Pludselig kunne vi høre ham. Hans støvler svuppede på det våde græs under tårnet og han rodede helt tydeligt med et eller andet. Vi kunne høre noget hårdt blive sat mod noget andet hårdt, uden dog at kunne afgøre hvad der skete. Til sidst kunne vi høre ham sjoske af sted igen. Og vi blev siddende, koldsvedende og med krampe i benene.
Sådan må vi have siddet i et kvarter, måske tyve minutter. Det virkede som den halve nat. Der var igen blevet fuldstændig stille, efter at kæmpen havde sjosket rundt ved tårnets fod. Det var også blevet næsten helt mørkt.
Vi besluttede os til igen at vove os frem og rejste os sammen op i tårnet igen. Med det samme så vi ham - nu i en lidt anden retning fra tårnet, og længere væk end første gang vi så ham. Vi så på hinanden med et indforstået blik i øjnene og nærmest kastede os ned gennem hullet i gulvet og kurrede ned af den stejle stige. Halvvejs nede er der en lille platform, hvorfra man stadig kan se meget af marsken. Derfra så vi ham, endnu en gang på vej i rask trav, lige mod tårnet og os. Vi sprang de sidste to meter ned og hen til cyklerne, som vi løb i gang og hoppede op på.
Min var punkteret.
Vanviddet og vores frygt var nu så udtalt at adrenalinen holdt mig kørende de næste par kilometer uden jeg tror at en pumpet cykelslange havde gjort en forskel. Da vi ramte de første huse og gårde (herfra var der stadig 3 km hjem) sprang jeg af cyklen og løb med den ved siden af mig resten af vejen. Vi så os tilbage hvert andet sekund men så aldrig mere til kæmpen fra marsken.
Den nat sov vi ikke. Og lige siden den gang har vi af og til talt om hændelsen. Vi husker den stadig lige rædselsvækkende og kan stadig ikke finde nogen fornuftigt forklaring på hans opførsel.
–
Jeg har længe tænkt på at skrive om uhyggelige oplevelser gennem mit liv. Synes du jeg skal fortsætte?
ASMRaurette, en af mine favorit asmrtists