Fin melankoli

Jeg fik endelig købt og læst Amalies flotte debut. Hvis man nogensinde har været forelsket, eller københavner, eller tænksom - eller bare er glad for ord i gode rækkefølger, så vanker der gensynsglæde. Og hvis der er gevinst på alle ovennævnte hylder får man valuta for hver en øre her.

Hun og jeg deler en lille bitte smule uskyldig historie fuld af fester og kys og det bliver jeg ikke mindre stolt af efter at have læst hendes forfatterdebut.

image

Sårbar

Det er så meget op og ned med min mor at der kan være fantastiske nyheder om morgenen og dårlige nyheder inden middag, for at det så igen tegner godt sidst på dagen.

Sådan var det i dag -med omvendt fortegn- for jeg sidder her med lægevagtens telefonnummer på skødet, standby for min mor. Min mor er hjemme - med hjemmesygeplejerske hver dag - og jeg tog til mine forældre sidst på eftermiddagen og bliver her hele weekenden. Både for at være lidt praktiske gris og få gjort hovedrent i hele hytten og for, ved selvsyn, at afgøre hvor dårligt hun har det. Hun har det dårligt. Rigtig dårligt. Det er status efter i aften. Hun våndede sig som en der lige var blevet skudt og har tabt sig forskrækkeligt meget. Og det på blot et par dage hvor jeg ikke har set hende. Og vi ved stadig ikke præcis hvorfor hun har det så dårligt. For operationen ‘gik som den skulle’ og lægerne kan ikke se nogen tegn på dårligdom.

Hvilket gør det hele lidt mere ubehageligt. For hvad er det så? Hvorfor har hun det så dårligt at hun konsekvent har brug for mere morfin og æder piller som var det slik. Helt vildt sjovt er det fandeme ikke.


Nyt layout, ny platform

Ja, altså - Posterous lukker jo 30. april, efter Twitter for nylig købte det. Det er jeg egentlig lidt ked af, fordi det der med blogging via e-mail faktisk fungerede ret godt for mig.

Men jeg måtte vælge mellem Wordpress og Tumblr (og alle mulige andre) og valgte Tumblr fordi det jo er ret simpelt - og desuden var det nemt at flytte 500+ blogindlæg med Justmigrate. Så nu bor jeg her på Tumblr.

Og det er der garanteret nogle startvanskeligheder ved - men sådan er det jo altid når man flytter blog. Det er 3. gang denne flytter. Og i år fylder den 8 år! Fra en grim iloblog til blogspot til posterous til Tumblr.

Post post-op

Nu gik det hele lige så godt.

For min mors operation var jo gået fint, og selv om hun var forfærdeligt træt, så havde lægerne jo sagt at det ikke ku’ være gået bedre. Men hun havde ondt. Rigtig ondt. Og havde svært ved at sove, så selv om hun kom hjem og også fik spist lidt mere hver dag - ikke helt nok - så vedblev hun med at være frygteligt træt og have meget ondt. Og man har ingen nerver i tarmene, så det er noget andet der har gjort ondt. Måske såret. Efter 2 mareridtsnætter med stærke smerter måtte hun i forgårs indlægges igen.

I går fik vi planmæssigt svar på prøverne fra den kræftknude de tog ud - det vil sige svar på om den havde spredt sig, og det havde den angiveligt ikke. Det er naturligvis utroligt gode nyheder midt i bekymringerne over hvorfor hun har det så dårligt. Forhåbentligt får vi snart svar på hvorfor hun har været helt til hundene den sidste uges tid. Og det er rigtig kedeligt at det ikke umiddelbart er gået så godt som vi først blev ledt til at tro, og som vi håbede på og samtidig dejligt at det var en enkelt knude uden spredning. De følelsesmæssige bølger skvulper videre.

Post-op

Min mors operation er tilsyneladende gået helt efter planen. Den tog 3-4 timer her til formiddag. Hun undgik stomi og ligger i opvågning nu. Det så heller ikke ud til at kræften havde spredt sig fra den ene store knude, så det er så gode nyheder som vi overhovedet kunne håbe på.

Vi er klogere på hendes nærmeste fremtid om et par dage, men for nu er det de bedste nyheder vi kunne håbe på.

Pre-op

I dag blev min mor indlagt planmæssigt. I morgen skal hun opereres. Fredag brugte vi lidt QT sammen ved at tage i Koncerthuset og høre først Tjajkovskijs klaverkoncert nr. 1 og siden Sjostakovitjs 8. symfoni, der virkelig var fejende flot. Knugende melankolsk, søgende, klagende og smuk. Godt arbejde af radiosymfonikerne med den! Og jeg har altid holdt meget af hans 5. symfoni, så nu må jeg snart få lyttet ordentligt på resten af hans symfonier.

I går var jeg til herrefrokost med de gamle KUA-udvalgsdrenge. Snaps, sild, deller, hele den store danske frokosttradition rullet ud. Vi skriver altid festsange til lejligheden, på gammeldaws maner, lissom Røde i Matador. Og der er hyldest til dem der får skrevet de bedste ordspil eller aktuelle nyheder på rim. Jeg fik pluspoint for min karakteristik af Per Vers som 15-årig som “2Pac for en skilling”. Den tog kegler.

Jf snapsen har dagen i dag for det meste udspillet sig på sofaen hvor jeg har set 3 Bonanzaafsnit af Kontrapunkt - med den evigt underholdende Mogens Wenzel Andreasen som tilbagevendende højdepunkt. Og så genså jeg også Filmafsnittet af QI, og blev mindet om hvor meget jeg holder af Emma Thompson. Jeg elskede hende i Angels in America og her fremstår hun simpelthen så sympatisk og lattermild.Men det meste af dagen har tankerne kredset om min mor og hendes forestående operation. Det er pudsigt at dårligdommen bringer os så tæt sammen igen - men det er godt. For hun er så frustreret og bange for sin diagnose, af så mange gode grunde - og i morgen eftermiddag er vi meget klogere på hvordan hendes nærmeste fremtid ser ud. Fingers crossed.

 

Nyt job og følelsesmæssige bølgeskvulp

Det er en tid med følelsesmæssige bølgeskvulp der kan mærkes her i mit liv. Sidste torsdag fik vi den kedelige besked at min mor er kræftsyg og dagen efter landede jeg mit nye job. 

Det er et par måneder siden jeg skrev et blogindlæg om at jeg søgte job og jeg kan ikke overdrive betydningen af at Didde, Laura og Philip bød ind med anbefalinger. Det er noget folk virkelig har reageret vildt godt på og mange af de efterfølgende jobsamtaler har foregået mere eller mindre på mine præmisser. Tusind tak, gode venner, for jeres hjælp og anbefalinger. I alt har jeg været til 14 samtaler med masser af sindssygt spændende og interessante mennesker på ditto arbejdspladser. Og jeg er glad for at have tilføjet mange af dem til mit netværk.

Her skal Hanne også nævnes, da hun konstant har været på udkig efter spændende jobs til mig. Det samme skal Lisa og Rasmus som har langet middagsinvitationer og skulderklap ud på ugentlig basis, når pengene var mindst i mit stramme budget. Endelig skaffede Johanne og Marie en håndfuld ebogs-speakjob for Gyldendal i forrige uge, så du kan snart høre mig læse Peter Nordahl og Egon Mathiesen op. Jeg siger både ‘neger’ og 'røghullet’.
I det hele taget har mit netværk støttet og anbefalet jobs og været på udkig i en grad der understreger hvor vigtigt det er for mig at have så stærkt et netværk.
Men til sagen - i morgen starter jeg hos LBi Denmark, som community outreach & relations manager. Jeg er meget spændt og glæder mig virkelig meget til at komme i gang.

Lørdag fik jeg nyheden om at en gammel parallelklassekammerat havde taget sit eget liv. Jeg var aldrig tætte venner med ham, men kendte ham godt og vidste godt han var en frustreret sjæl. Hvor er det dog sørgeligt at han ikke fandt andre udveje end den ultimative.
I kølvandet på de alvorlige nyheder i sidste og denne uge gik jeg i går rundt med kæmpe skyldfølelse over at være glad for både nyt job og for at skulle have et par tusind tilbage i skat. Det kunne være dejligt en gang i mellem at kunne skubbe noget helt til side et øjeblik og bare være glad for de ting der er at være glad for. For eksempel at jeg nu får råd til en kniv fra Cut Brooklyn. Ja, det er vanvittigt materialistisk, men helt ærligt noget jeg glæder mig til.

Så følelsesmæssigt bevæger jeg mig hastigt mellem alvorlig bekymring, spændt glæde, tungsind over tabt liv og glæde over livets små skulderklap i disse dage.
I morgen vil jeg dog glæde mig over nyt job, nye kolleger og nye spændende udfordringer. 
God søndag.

Tak tweeps

Det var tilfældet da min far blev syg, og gennem hele hans sygdomsforløb, og det er tilfældet igen nu, hvor min mor også har fået en kræftdiagnose: Jeg tager en dyb indånding og skriver om det - fordi det hjælper mig at få det ud gennem tasterne og resultatet har i begge tilfælde været det samme. En fuldkommen overvældende mængde søde, betænksomme hilsner vælter ind fra twitter både ude i strømmen, i direkte beskeder og pr. mail. Fra venner, bekendte, tweeps jeg aldrig har mødt, tweeps jeg ofte er uenige  med, tweeps af alle slags. 

Og det er jeg simpelthen så taknemmelig for. Tusind tak for jeres fantastiske støtte. 

Kræft i familien - igen

I går blev min mor diagnosticeret med en kræftknude i tyktarmen.

Jeg troede ikke mine egne ører. Vi havde næsten vænnet os -det lyder sindssygt at tænke det- til min fars sygdom (3 kræftformer på 3 år) og selv om han er symptomfri fra sin kræft på nuværende tidspunkt, så sidder det i baghovedet at han kan få tilbagefald. Men min mor, som har været fysisk stærkere, mere aktiv og levet sundere end min far, - vi havde ikke set den komme, at hun skulle være syg. Kræft i tyktarmen er også den seneste form min far har haft. Det sætter en masse usaglige og usammenhængende tanker igang. Er der noget ved måden de lever på, det de spiser, hvor de bor etc etc der gør at et ægtepar får diagnosticeret samme kræftform inden for et år?

Jeg fik først at vide for 3 dage siden at hun overhovedet havde været til undersøgelse. Jeg ved ikke hvad det er med forældre men de krumspring de gør for at skærme en for bekymringer er nogen gange ikke indsatsen værd. Jeg ville gerne have vidst tidligere at hun skulle undersøges. Det gør kun chokket større at jeg ikke anede at det var en bekymring der fandtes, om jeg så må sige. Og min mor, som har passet min far mens han var syg, er selv blevet slidt af forløbet. Hun havde sådan brug for lidt tid til at samle kræfter, til at få luft og overskud igen.
Men det bliver ikke nu hun får tid, for nu skal mine forældre i gang igen - med skanninger og behandlingsforløb og usikkerhed og smerte og bekymringer til op over begge ører. Og min mor er helt fra den, selvfølgelig. Hun har set hvor svag min far blev i forbindelse med strålebehandling af netop tyktarmskræft. Og vi ved det alle sammen. Det er ikke for sjov. Og derfor er hun pisse bange. Vi er alle sammen pisse bange og kede af det. 

Og Lisa, Rasmus og Simon - tusind tak fordi jeg kunne hænge med jer i går.

Mystiske fejl i de troværdige gamle medier

Måske burde jeg ikke være så optaget af sjuske- og faktafejl i medierne. I hvert fald er de en konstant kilde til ærgrelser, simpelthen fordi de er så hyppige som de er. Dertil kommer desværre en veritabel tsunami af stave- og slåfejl, som jeg stadig har en eller anden blåøjet forestilling om, det burde være mulige at komme til livs.

Men når emnet er NBA-basketball - min yndlingssport - så bliver jeg nødt til at gå fra en aggressiv slurk af den lunkne kaffe til decideret påtale. (indsæt dramatisk dam-dam-daaaaam!)

Forleden fejrede alle tiders bedste basketballspiller, Michael Jordan, sin 50-årsdag. Det markerede Politiken med en fin omtale. Dog glemte de hvordan man staver til Looney Tunes (han var med i filmen Space Jam) og Charlotte Bobcats (en klub som Jordan delvist ejer) blev til Charlotte Budcap. Budcap? Men hvad helt mystisk var; der stod at han havde vundet 5 af sine 6 NBA-mesterskaber med Chicago Bulls - til trods for at han i virkeligheden vandt dem alle med Bulls. Så jeg skrev selvfølgelig en venlig kommentar og journalisten svarede lige så venligt og rettede fejlene. Men hvordan opstår den fejl? 5 af 6? Uden yderligere forklaring?
I forgårs var det så DRs tur til at omtale den netop overståede All Star Weekend i NBA. Her påstod Politiken at Chris Paul for 3. år i træk var valgt som MVP -Most Valuable Player. Problemet var at CP3, som han kaldes, kun har vundet titlen denne ene gang. Sidste år var det Kevin Durant der løb med titlen og året før igen Kobe Bryant. 

Man kunne måske foranlediges til at tro at de havde taget fejl af regular season mvp og all star mvp, men regular season mvp sidste år var LeBron James og året før, Derrick Rose. Faktisk har CP3 aldrig vundet dén titel, så hvordan de kan tage fejl, og påstå at han vinder for 3. år i træk, er mig en gåde. Det er ikke en taste- eller slåfejl. Jeg aner simpelthen ikke hvordan den slags opstår. Og jeg bliver en smule bekymret når jeg tænker på hvor mange fejl jeg finder, om emner jeg ved noget om - for hvad med alle de fejl jeg ikke opdager? De passerer igennem og bliver til sjuskede, upræcise, fejlbehæftede nyheder og det har ingen vel i længden gavn af? DR har i øvrigt ikke fået rettet fejlen endnu - de har fået besked og har meldt at beskeden er modtaget…

Medier anno 2013

Når vi snakker om hvad medierne skal kunne, og hvad vi måske savner ved de klassiske medier, aviserne, radio, tv - så kommer det tit til at handle om hastigheden (hurtigheden) i de nyere medier og at en avis for eksempel kan være håbløst forældet (i nogens øjne) efter et par timer på gaden.

Men jeg synes det stikker dybere end at mediets fysiske fremtræden er forældet. Der er også nogle tankemønstre som ikke tillader alternative metoder at blomstre som de kunne, på en måde der ikke degraderer niveauet af læsestoffet, tv-stoffet osv. 

Når man kombinerer lidt interessant nytænkning med de digitale mediers umiddelbare lettilgængelige udgivelsesformat og de fleste menneskers evne til at tale ind i et kamera, så kunne man for eksempel havne på Hilary Hahns Facebookside eller direkte på hendes YouTubekanal. Hun er i gang med et 27-punkter langt projekt, hvor hun blandt andet interviewer komponister via Skype eller lignende teknologier. Er det teknisk overlegent? Overhovedet ikke, kvaliteten er faktisk ret dårlig, men det er til gengæld rasende interessant at høre en musiker fra den absolutte verdenstop interviewe en komponist, uden reklamer, uden den moderation, den vinkel, det spin som den alt andet lige ville få på tv, med en moderator, en redaktør eller lignende inde over - og i sin fulde længde. 
Hvorfor? Fordi det kan være SÅ fedt at høre om musikken, om kompositionsprocessen og alt det omgivende lige fra hestens mund. Og alt hvad det kræver er lysten, en internetforbindelse og de forhåndenværende broadcastingteknologier. Hilary Hahn er et eksempel på en kunstner der uden større problemer kunne blive helt uafhængig af de traditionelle medier om ganske kort tid.


 

Godt Nytår

I går takkede jeg i mit stille sind Christian 7. for afskaffelsen af 3. juledag. Min jul har ikke været den bedste. Familien mundhuggedes over mange ting og både min søster og nevø havde full blown influenza juleaften, med snot, feber, gråd og tænders gnidsel til følge. Der var indkøbt røget ål, hvad jeg som lystfisker bandede og svovlede over. Ålen er mere truet end tigeren. Drop ålen som spisefisk i 2013 og nok flere år frem. Jeg beder jer. Ellers er den væk for altid, om få år.

Jeg synes sgu selv jeg gav nogle gode gaver. Min søster græd af glæde over sin. Det er da et meget godt tegn. Udover et par uopfindsomme ligegyldigheder fik jeg en fin Trout Hit Man, en miniknippel til at gokke friskfangede fisk oven i hovedet med. Dejlig og personlig gave. Hele familien fik også en billet til Tjajkovskijs klaverkoncert nr. 1, i Koncertsalen til foråret. Dét glæder jeg mig til. Men juledagene var fyldt med negativt ladede diskussioner og uvenskab og jeg er glad for den er ovre. Sådan er det ikke hver jul, men når det sker, det kan også være til andre højtider eller andre anledninger hvor familien samles, tænker jeg altid på en tekstbid fra Peter Gabriel-sangen Downside Up, som I her får et udvalgt uddrag fra, med for mig den vigtigste passage markeret med fed:

I looked up at the tallest building
Felt it falling down
I could feel my balance shifting
Everything was moving around
These streets so fixed and solid
A shimmering haze
And everything that I relied on disappeared
Downside up, upside down
Take my weight from the ground
Falling deep in the sky
Slipping in the unknown
All the strangers look like family
All the family looks so strange
The only constant I am sure of
Is this accelerating rate of change

Den har altid rørt mig. Hold kæft, hvor kan man føle sig fremmed fra sin familie. Og hvor kan venner dog føles som ægte familie, der betyder langt mere end den kødelige familie.
Jeg ser frem til et nytår der i alle tilfælde bringer nye boller på suppen. Min arbejdsplads, Center for Designforskning, er nedlagt pr. 1. januar og jeg leder som bekendt efter nyt job.
Det kommer de næste par uger og dermed det nye års første dage til at gå med. Men derudover har jeg, som de fleste ved denne tid, gjort mig nogle tanker om hvad nytåret gerne må indholde henholdsvis mere og mindre af.

Ting jeg elsker og gerne ser meget mere af i 2013:
  • Privatfester
  • Fisketure
  • Musikoplevelser
  • Samtaler
  • Samarbejde
  • Madoplevelser
  • New York
  • Leg
  • Folk der er gode til noget
  • Fordybelse
  • Hjemmelavet snaps
  • At blive venner med venners venner
  • Bobler
Ting jeg gerne ser langt mindre af i 2013:
  • Rygere i døråbninger
  • Taletid til middelmådigheden (X-Faktor, reality-tv, kendte mennesker som eksperter i al ting, sprogfejl i aviser, følelsesporno i tv-nyhedsudsendelser)
  • Tweets fra Rihanna retweetet i min twitterstrøm
  • Overfladiskhed
  • Ålefiskeri
Endelig må det være på sin plads at afsløre at jeg går med seriøse tanker om at lave et radioprogram. Jeg har fundet et fast panel (som har sagt ja tak) og også en der kan producere første udsendelse. Indholdet skal indtil videre være en overraskelse, hvis vi nogensinde når ud over rampen, men nu har jeg da sagt det højt.
Igen kan jeg se tilbage på et år der har budt på så mange fantastiske nye bekendtskaber, så mange nye forbindelser, så mange sjove møder med tweeps, en sammenrøstning af en mindre gruppe tweeps som jeg ser tit og elsker med hud og hår, og et liv online, som ikke adskiller sig nævneværdigt fra mit liv offline. Fyldt med gode, flinke, dygtige, kærlige mennesker er det. Og det er jeg ustyrligt taknemmelig for.

Rigtig godt nytår!

Broer

I dag var min sidste reelle arbejdsdag på Center for Designforskning. Det er mærkeligt at Morten Østergaard valgte at lukke centret, når nu praktisk talt alle interessenter syntes det var en sindssygt dårlig idé - men lukket er det. Det virkede meget nedslående at klæde opslagstavlen helt af for personlige noter og rydde mit skrivebord. Jeg har trods alt siddet der i 4 år, med udsigt til operaen og Københavns havn. 
I går - på min næstsidste arbejdsdag - opdagede jeg hvor mange broer jeg passerede på vej på arbejde. Måske er det fordi jeg den sidste måneds tid har spadseret de 5,5 km på arbejde, og ikke cyklet dem, som jeg ellers plejede. Min cykel blev som bekendt stjålet for en god måneds tid siden. Når man går, oplever man byen på en helt anden måde. Og angiveligt er man mere opmærksom på broer. 

I hvert fald tog jeg mig selv i at bemærke at jeg gik over 6 og under 3 broer på vej på arbejde. Det er da meget godt gået på 5,5 km. infrastruktur FTW! …eller noget.
I øvrigt er jeg jo i fuld sving med at finde nyt arbejde. Noget virker rigtig tæt på at lykkes, men intet er sikkert endnu. Kryds lige fingre, ikke? Ellers bli'r jeg sgu’ nødt til at crowdsource min februar.