Ny kulturminister

I morges sad jeg og skiftede op i gear over den første kop kaffe og hørte P1 Morgen. Her havde de besøg af den nye kulturminister, Marianne Jelved, som blev konfronteret med en række udsagn fra kulturpinger. Blandt andet et om sport, i hvilken forbindelse hun ikke lige ku’ huske hvilket dansk hold der spiller champions league i år. Det ku’ hun så retrospektivt alligevel godt, hun sku’ bare lige mindes om det.

Filmproducent Peter Ålbæk fik også taletid og den brugte han på jævnt usympatisk og skingrende vis ved at bede Jelved se mere alvorligt på “håndteringen af piratudfordringen” end hendes forgænger havde gjort. I den forbindelse frydede han sig over at “det der glæder os, der laver film det er at pirateriet nu med introduktionen af 3D-printere også kommer til at gå ud over alle mulige andre […som mundede ud i følgende udtalelse:]”Pirateri og truslen derfra rammer nu stort set hele erhvervslivet, så nu synes jeg det er på tide at kulturministeriet også var på linje med resten af erhvervslivet i de udfordringer vi har“.

Det er dog det mest bagstræberiske og hysterisk overdrevne jeg længe har hørt. For det første viser en række undersøgelser at "problemet med pirateri” er svært overdrevet af de gamle ronkedorer i kulturindustrien, som alt andet lige har en samlet stigende indtjening fra år til år. For det andet er det super duper usympatisk at glædes over andres (påståede) problemer. Manden maler sig ustandseligt helt op i det skingre hjørne.

Desværre fik Jelved først svaret at hun er enig i at det er et kæmpe -og uløst- problem men perspektiverede heldigvis ved at sige at “den nye teknologi, som breder sig ind over alle områder, fordrer nogle nye løsninger”. Det er jo netop det, der er sagens kerne. Nye løsninger. Jeg vil håbe Jelved får en masse god sparring og oplysning desangående. Digitaliseringen er kommet for at blive og kan ikke løses af gamle modus operandi. Og det var -udover en ærlig, ligefrem og snusfornuftig fremtræden- dejligt at høre ministeren benytte netop de ord om udfordringen: Nye løsninger. Tillykke med jobbet.

My kinda nytårsaften

Kender I det? Der er mennesker fra forskellige vennegrupper samlet nytårsaften og der er indædt diskussion om hvorvidt man skal gøre som den ene flok plejer, eller som den anden. Eller også er der bare en enkelt person der ikke rigtig synes det bliver en god aften hvis ikke det bliver præcis som vedkommende havde tænkt sig. Sådan synes jeg tit en nytårsaften er. Og jeg synes sjældent det bliver den bedste fest på året - hvad mange tilsyneladende inderligt håber den SKAL være.

Jeg er skide ligeglad med om vi skal se StoreGrethe holde sin nontale, eller ej. Fine by me, jeg drikker et glas crémant mere eller mindre mens jeg holder min kæft (eller får lov at grine højt af hendes banaliteter). Men det er ikke en bedre eller dårligere aften som helhed; det er også ligegyldigt om vi ser 90-års-fødselsdagen eller spiller hjemmebrygget quiz, eller bare spiser, drikker og hygger.

Og i år har værtsparret sendt en liste ud med en ‘sådan her bli'r det, are you in or out?’-agtig attitude, og DET elsker jeg. De har deres egen idé om hvad en god aften er, og den køber jeg på stedet. I’m in. Og jeg skal mødes med et par af herrerne to dage før og lave drinksbaser. For vi skal have drinks. Og jeg glæder mig - ikke fordi det er nytår, men fordi det er nogle af mine bedste venner.

Og apropos quiz, hvis nogen skal holde twulefrokost eller ses med tweeps i løbet af december, kan I jo hygge jer med min hurtigt-overståede twulequiz, som på nær en enkelt tweep er en gentagelse af quizarket fra twulefrokost 2010. Opgaven er simpel. Hvilke tweeps er der tale om på billederne? Enjoy!

quiz.pdf Download this file

Arbejdsglæde

Det er en sand fornøjelse og et stort privilegium at have fået muligheden for at bringe to af mine yndlingskunstnere sammen i et ikke-før-set samarbejde. En af Danmarks dygtigste arkitekter, Lars Steffensen, og en af verdens bedste trommeslagere, Virgil Donati.

Lars er partner i Henning Larsen Architects. Han er også min fætter og jeg har hele livet været fuldstændig vild med hans tegninger. De hænger i min lejlighed og de er kilde til eftertanke og ro når jeg åbner hans bog om kærligheden til at tegne. Her er i øvrigt et lille uddrag fra en 12 år gammel udstilling.

Virgil har været min ven og forbillede siden 1996 hvor jeg mødte ham på Jazzhouse, hvor han underviste og jeg var tilhører. Hans kompositioner og hans trommespil er unikt. Det er ikke uden grund at Modern Drummer i 1999 kaldte ham A Legend In The Making. Jeg har i mere end 12 år været tilknyttet hans website og står nu for en lang række af hans onlineaffærer. Jeg ser ham typisk et par gange om året når han er på turne rundt i Europa.

For en måned siden spillede han igen på Jazzhouse, denne gang med den engelske superguitarist Allan Holdsworth, og jeg tog Lars, hans søn William og Williams ven Søren med ind og høre det. De var alle tre blæst bagover og vi sad længe efter koncerten og snakkede med Virgil. Da jeg dagen efter drak en kop the med Virgil spurgte han til hvad Lars lavede og jeg fortalte at han er arkitekt og viste ham nogle af Lars’ tegninger. Nu var det Virgils tur til at blive blæst bagover og han udbrød “tror du han ville have lyst til at lave coveret til mit kommende album?” Du kan i øvrigt høre et preview af det her:

Jeg ringede til Lars med det samme og han var fyr og flamme og sagde ja på stedet. Jeg har lige siden været projektleder på projektet. Vi er så godt som færdige med coveret; de sidste fotos skal udvælges og linernotes skal læses igennem for stavefejl igen - og igen. Men inden for den næste måned eller halvanden burde de færdige cd'er ligge klar. Og coveret bliver sindssygt flot. Jeg er så stolt over at have været med i processen og spillet den rolle jeg har spillet. Det har været en utroligt stor tilfredsstillelse at bringe familie og venner sammen om stor kunst. Her et par snapshost fra vores aftener over projektet, drevet af lyst, rødvin og kaffe. Hvis I overhovedet kan lide progressiv, cutting edge fusion kan I godt glæde jer. Det bliver fantastisk.

Jeppe søger nyt job!

Min arbejdsplads lukker til nytår
Som en del af regeringens decentraliseringsøvelse lukker Center for Designforskning - derfor søger jeg nu nyt arbejde.

For at dette ikke skal være en lang egocentrisk salgstale har jeg bedt 3 af de stærkeste profiler i mit netværk, Didde Elnif, Laura Jul og Philip Petersen, om at beskrive mig og den situation jeg nu står i - og de har været umådeligt flinke at tage sig tid til det. Her dog først nedslag i noget af det jeg har haft fingrene i og har nydt at arbejde med de senere år - elementer jeg ser som en naturlig del af min arbejdsfremtid:

• Konceptudvikling til både analoge og digitale produkter eller platforme
• Community Management (moderation af større online messageboards/FB-pages)
• Sprogbrug på nettet og online kommunikation i det hele taget
• Social media-tilstedeværelse og -forståelse (især Twitter)
• Leg, nysgerrighed, udforskning af nye platforme
• Musikalitet, timing, venlighed

Jeg er på LinkedIn, lige som mit eget website rummer flere informationer, for eksempel på min profilside. Og så vil jeg overlade ordet til Laura, Philip og Didde:

—

“Hvorfor jeg ville ansætte Jeppe
Helt grundlæggende er Jeppe en god fyr. Han er hjælpsom, omsorgsfuld og betænksom. Han er skarp, humoristisk og en god ven. Alt dette gør ham til den slags kollega, man virkelig gerne vil have. Jeppe kan noget særligt med mennesker, ord og formidling, der til sammen gør ham til den oplagte community manager. Han har også evnerne til at kunne blive en dygtig tekstforfatter. I det hele taget er han en oplagt kandidat til job, hvor man skal formidle noget til mennesker, og derigennem få dem til at føle sig set, hørt eller forstået. Derudover er Jeppe totalt på hjemmebane på de sociale platforme og inden for musikken. Så hvis jeg fx var DR, ville jeg give ham et ring med det samme - før nogle andre snupper ham.”

-Laura Jul, partner og creative director, Contentcube

“Normalt siges det at en halvgod ide udført af en helhjertet person er bedre end en god ide udført af en halvhjertet person. Jeppe er ikke kun et stort talent når det kommer til kommunikation på nettet - han går ind helhjertet med passion og holdninger, på alle måder en man meget gerne vil have på sit hold. Han udviser indgående kendskab til digitale medier, men er velvidende om at det er det menneskelige der gør forskellen - hvilket også er grunden til at han på kort tid er blevet en man lytter til i kommunikationskredse, hans mening er værdsat.”

-Philip Petersen, partner, Prehype

“Jeppe er et af de mest hjertelige mennesker, jeg har mødt. Han tror på det bedste i folk og forsøger dedikeret at forbedre samfundet som en aktiv debattør og kreativ digital kampagnemager. Jeg er til stadighed imponeret af hans energi og engagement.”

-Didde Elnif, tidligere programchef på New Media Days, mangeårigt bestyrelsesmedlem i Dansk Journalistforbund, Scriptum

—

Tusind tak, Didde, Philip og Laura. Jeg anbefaler dig, læser, at følge dem, hvis du vil lære, udfordres, oplyses og inspireres.

Og så det praktiske: Jeg kan starte fuldtid fra 1. januar og kan kontaktes på jeppe[dot]morgenthaler[at]gmail[dot]com, på telefon 2818 7654 eller hvor du i øvrigt møder mig online.

Jeg glæder mig til at høre fra dig eller en du har videresendt dette til.

Konsulterer danske arbejdsgivere Kloutscore?

Jeg starter lige et andet sted.

Jeg ser om ikke ugentligt så ret ofte, at en eller anden tweep brokker sig højlydt (tweeter) over at en eller anden er stoppet med at følge dem. Det er en opførsel jeg simpelthen ikke forstår. Og det provokerer mig til at være tilbøjelig til selv at unfollowe dem. Der kan være alle mulige arbitrære grunde til at de ikke længere vil følge dig. De kan være gode eller dårlige, men de er jo i alle tilfælde subjektive til netop dem selv. Diskussionen er dødfødt fra the word go. Så jeg aner ikke hvem der unfollower mig. Fordi jeg ikke tjekker det. Overhovedet. Af og til opdager jeg naturligvis at en-eller-anden ikke følger mig, hvis jeg forsøger at sende en dm, men så kommer jeg i tvivl om de nogensinde har fulgt mig - og så sender jeg en e-mail. End of issue. Lige så formålsløs som denne fokus på frafaldne followers synes min egen fokus på Kloutscore. Jeg bliver skide irriteret når jeg er faldet et kloutpoint og omvendt er det en lidt bedre start på dagen hvis jeg er steget et point. Det sker hele tiden at jeg rykker lidt op og ned i Kloutscore. Og jeg har endnu ikke hørt om nogen i Danmark der er blevet hyret med indflydelse fra deres Kloutscore. Men da jeg, om jeg så må sige, ligger godt til, er jeg begyndt at spekulere på om det er noget jeg aktivt skal bruge når jeg skal søge nyt arbejde. Og derfor spørger jeg ud i forsamlingen: Har vi hørt om en dansk arbejdsgiver der så meget som skeler til Kloutscore ved en ansættelse?

Fanpleje på Facebook

Jeg bestyrer et par Facebookpages. Den mest omfangsrige er Virgil Donatis, der netop har rundet 25.000 likes. Jeg står for 90-95% af al moderation og nyhedsformidling der og sammen med Virgil har jeg udvalgt og kurateret hvad vi skal dele der, som oplæg til interaktion i form af likes, kommentarer, shares osv. Virgils Facebookside er i øjeblikket bedre besøgt end hans website der ellers har kørt i mere end 10 år. Facebook er ikke til at komme uden om.

Virgil er hvad man kalder en snæver kunstner; han har en meget begrænset fanbase. Derfor er hver eneste fan, vi kan animere til interaktion, en bonus. Vi har haft stor succes med ikke blot at dele highlights fra koncerter og clinics men også bag-om-kunstneren-videoer og previews af kommende materiale. I forbindelse med at vi rundede 25.000 likes gav vi et 4 minutter og 29 sekunders preview på Virgils kommende soloalbum ‘In This Life’. Det er allerede svært populært og det er lige her til de interesserede:

ACTAs dna lever videre

Dette læserbrev blev i forkortet form bragt i Information i fredags.

ACTAs DNA lever videre

Som en anden Reptilicusklo der lever videre, selv om den blev slået ihjel, genopstår dybt problematisk og allerede forkastet ACTA-lovtekst i flere forhandlinger om nye handelsaftaler. Igen er der tale om copyrightlovgivning der aspirerer til et samfund af i går, ja et samfund af forrige årtusinde.

Det er 4-5 måneder siden at europæere flokkedes i titusindvis for at demonstrere mod den forfejlede ACTA-aftale, som indledningsvis blev forhandlet i dyb hemmelighed og som ovenikøbet bevægede sig på gyngende grund, tæt på at være i direkte modstrid med FNs menneskerettigheder. EU-parlamentarikere endte med at følge almindelig sund fornuft, samt de 2,3 millioner europæeres underskrifter mod ACTA, og nedstemte aftalen i den største sejr nogensinde ved en EU-afstemning.

Man skulle tro at det var nok men desværre viser afsløringer af flere hemmeligholdte forhandlinger, for eksempel TPP, (Trans-Pacific Partnership) at der stadig fra politisk side spekuleres ganske kreativt og gedulgt i at få implementeret visse af de mest angribelige og samfundsmodarbejdende elementer fra ACTA i nye aftaler. Senest er det kommet frem, blandt andet hos Electronic Frontier Foundation, at forhandlingerne om en aftale kaldet CETA, (Comprehensive Economic and Trade Agreement) mellem Canada og den europæiske union, indeholder dele, der er direkte modelleret efter forkastede dele af ACTA. CETA er lige som ACTA forhandlet i hemmelighed. Som det fremgår af materiale lagt frem af en af verdens førende ekspertgrupper på området, La Quadrature du Net, blev der ligefrem pralet fra EUs forhandler Philipp Dupuis’ side med at CETA indeholdt ACTA-lignende lovtekst.

Det synes smerteligt klart at den civile europæiske befolkning, forhåbentligt støttet af dybdeborende journalistik og fornuftigere dele af det politiske system, igen må træde i karakter og gøre det klart over for de forhandlende politikere at det ikke er et spørgsmål om at ændre akronymet og genoplive den dårlige lovgivning, men om at respektere, at allerede forkastede lovtekster skal forblive således og ikke bør kunne genopstå i endnu engang hemmeligholdte forhandlinger om nye handelsaftaler. Det er sørgeligt at det er nødvendigt at understrege det.

In a wooorld

Et af mine store forbilleder er Hal Douglas. Han har godt nok stået i skyggen (ikke mindst i pressen) af alle filmtraileres favoritstemme, Don LaFontaine, men personligt har jeg haft et godt øre til Hal Douglas lige siden jeg blev interesseret i stemmer.

Nu har jeg jo selv lagt stemme til en reklamevideo her og en børnehistorie på Radio Ramasjang der og netop børnehistorien ‘Hvem danser twist & hvem danser polka?’ udkommer meget snart som iPad-app (JAAAA!). Det skal I nok høre meget mere om når vi nærmer os lanceringen. I mellemtiden skal der reklameres for app'en i biograferne (jo, sgu!) og jeg skal også indtale bif-reklamen! Det bliver kæmpe stort og jeg glæder mig rigtig meget. Og indtil jeg får min bif-debut kan vi alle sammen nyde Hal Douglas’ fantastiske arbejde i traileren til Jerry Seinfelds film 'Comedian’:

Et langt, tåget farvel

Det startede for 5-6 år siden. Min kloge, sjove faster fik slemme migræner og måtte ofte ligge i sengen med nedrullede gardiner. Samtidig havde hun fra tid til anden kortvarige hukommelsestab, mest som små huller i hukommelsen, der hurtigt kunne lappes af andre, i sociale sammenhænge. Men det tog langsomt til; hukommelsesproblemerne blev flere og mere omfattende med tiden, og hun blev til sidst diagnosticeret med begyndende demens. 

Vi har haft det i familien før, godt nok på den anden side af familien og lidt længere ude, så der oplevede jeg kun at den flinke gamle kunstner pludselig var blevet reduceret til kuk-ur der konstant sagde de samme 3-4 sætninger om og om og om igen. Det var ulideligt at være vidne til og der var intet man kunne gøre for at hjælpe ham.

Min faster har jeg set mere hyppigt - både gennem min barndom og som voksen. Hun var en lynende skarp dame der var sekretær for urmager Ole Mathiesen på strøget i 40 år. Hendes humor var kulsort og hun kunne tage røven på hvem-som-helst. Min kærlighed til sprog og leg med sproget har jeg fra hende og min far. Det har længe været tydeligt at hun stadig kunne nyde de sociale sammenhænge (fester/fødselsdage) så længe der ikke var alt for mange mennesker med, men gradvist blev demensen tydeligere og for et års tid siden begyndte hun at komme i tvivl om hvem jeg var, tog fejl af sine sønner (mine fætre) og mig, eller en søn og hendes bror (min far) men stadig skulle hun bare have en hånd på armen og med en rolig forklaring få sat de rigtige brikker på plads i familiepuslespillet rundt om bordet - og så gik det altsammen alligevel. For et par måneder siden havde det udviklet sig til et uholdbart scenarium. Alt for hyppigt vidste hun ikke hvor hun var, hun kom til at gå hjemmefra uden overtøj på og kunne ikke selv finde hjem. Min onkel tog, sammen med sine sønner, den hårde men rigtige beslutning om at hun skulle på et beskyttet hjem, hvor han besøger hende hver dag. 

Stadig er hun med til små selskaber - som forleden hvor vi fejrede min fætters fødselsdag. Og da var hun væk. Fysisk sad hun jo og lignede sig selv, men min gode gamle faster kunne ikke længere genkende nogen ved bordet. Hun troede at vi var hendes gamle klassekammerater og lagde flere gange an til at holde tale, men fandt aldrig ordene og satte sig hver gang ned igen med et forvirret udtryk i ansigtet. Det er forfærdeligt at se at hun nu er væk. For vi har jo ikke sagt farvel. Forløbet har ikke været lineært og der har været perioder hvor hun har haft det godt undervejs - og hvis man havde sagt farvel til hende mens hun stadig forstod hvem man var, og forstod hele konteksten, ville man kunne have såret hende dybt. Og nu er det for sent. Der har ikke været et punkt hvor man kun sige ‘her sættes et punktum’; det har været en lang tåget overgang hvor man for hvert gensyn har mistet en lille bitte smule mere af hende. Hun er her - men hun er her ikke. At se den levende skal tømt for det vid, den humor og den frækhed er hjerteknusende og af de mange forfærdelig ting man kan lide af, synes demens at være en særlig slags meningsløst helvede. Det lange tågede farvel er ved at være slut. Puslespillet kan ikke længere samles. Må hendes sidste år være så nådige som overhovedet muligt. 

Brev fra Louis CK

Bare rolig - vi er ikke blevet venner privat, endnu, men Louis sender fra tid til anden en e-mail til tidligere kunder, med mindre selvfølgelig man har frabedt sig dette. Jeg har netop købt Tig Notaros audioshow som er det første han har sat til salg på sit site, som ikke er noget han selv har produceret. Jeg kendte ikke Tig Notaro i forvejen, og jeg har ikke hørt showet endnu. (jeg har dog lige fanget 6-7 YouTubevideoer med hende og hun er sjov) Men hvorfor fik jeg overhovedet lyst til at købe et audioshow med en komiker jeg aldrig har hørt? Læs selv Louis CKs email og overvej om ikke også du får lyst til at høre showet:

–

Greetings to the people and parts of people that are reading this.   Hi.  This is Louis.   I’m a comedian and you bought a thing from me. Well, I’m writing to tell You that there is a new thing you can buy on my website louisck.com.   It’s an audio standup set by not me but another comedian named Tig Notaro.  Why am I selling someone else’s comedy on my website?

Well,   Tig is a friend of mine and she is very funny.  I love her voice on stage.   One night I was performing at a club in LA called Largo.  Tig was there.   She was about to go on stage. I hadn’t seen Tig in about a year and I said how are you?   She replied “well I found out today that I have cancer in both breasts and that it has likely spread to my lymph nodes.  My doctor says it looks real bad. ”. She wasn’t kidding.   I said “uh.  Jesus.   Tig.    Well.   Do you… Have your family… Helping?”.   She said “well my mom was with me but a few weeks ago she fell down, hit her head and she died”.   She still wasn’t kidding.   

Now, I’m pretty stupid to begin with, and I sure didn’t know what to say now.  I opened my mouth and this came out.   "jeez, Tig.   I.   Really value you.  Highly.“.  She said "I value you highly too, Louie.”.  Then she held up a wad of note-paper in her hand and said “I’m gonna talk about all of it on stage now.  It’s probably going to be a mess”.  I said “wow”.  And with that, she went on stage.    

I stood in the wings behind a leg of curtain, about 8 feet from her, and watched her tell a stunned audience “hi.  I have cancer.  Just found out today.  I’m going to die soon”.   What followed was one of the greatest standup performances I ever saw.   I can’t really describe it but I was crying and laughing and listening like never in my life.  Here was this small woman standing alone against death and simply reporting where her mind had been and what had happened and employing her gorgeously acute standup voice to her own death.

The show was an amazing example of what comedy can be.  A way to visit your worst fears and laugh at them.   Tig took us to a scary place and made us laugh there.  Not by distracting us from the terror but by looking right at it and just turning to us and saying “wow. Right?”. She proved that everything is funny.  And has to be.  And she could only do this by giving us her own death as an example.  So generous.

After her set, I asked Mark Flanagan, the owner of Largo (great club, by the way) if he recorded the set.  Largo is set up for excellent recordings.  He said that he did. A few days later, I wrote Tig and asked her if I could release this set on my site.  I wanted people to hear what I saw.  What we all saw that night.  She agreed.  The show is on sale for the same 5 dollars I charge for my stuff.  I’m only keeping 1.  She gets the other 4.   Tig has decided to give some of that to cancer research. Tig, by the way, has since undergone a double mastectomy.  She is doing well.  Her doctors say her chances of survival are excellent.  So she went there and came back.  Her report from the frontlines of life and death are here for you to… Enjoy.

Please go to my site louisck.com and buy her show.  You can buy it here:

http://buy.louisck.net/purchase/tig-notaro-live

Thank you.  Have a terrific afternoon.  

Louis C.K.

New York

Som flere tweeps vil have bemærket har jeg i de forgangne to uger været på min første tur til USA, nærmere bestemt New York. Jeg boede hos min gamle ven Philip, der er hjælpsom, gæstfri og en helt fantastisk guide. Han er partner i Prehype og kender alle. 

Jeg kan lige så godt slå fast med det samme at det er den bedste ferie jeg nogensinde har været på. Her er en dag-til-dag gennemgang af min tur.

Jeg ankom fra JFK-lufthavnen med 4-toget som det sig hør og bør for en førstegangsbesøgende. Philip viste mig kvarteret som han -og dermed jeg mens jeg var der- bor i, Nolita,(North of Little Italy) hvorefter vi hastede uptown og spiste byens bedste cheeseburgere på Shakeshack i Madison Square Park ved den ikoniske Flatiron Building. Dernæst indledte vi et seriøst 13-dages angreb på min leverfunktion med vodka fra kande og ægte russisk mafia på Russian Samovar på West 52nd St mellem 8th Ave og Broadway. Så var stilen lissom lagt.

Dag 2 bød på ren turisttur med Staten Island-færgen, fiskeburger på populære Cafe Westville, et besøg i B&H Photo/Video som ledes på original vis af et par hundrede ortodokse jøder. Om aftenen blev jeg (og tak for det, Mik!) inviteret med til Miks polterabend med drinks på tagterrassen på The Peninsula, showmiddag på BeniHana og en tur på meget uskyldige Hooters.Tredje dag gik jeg først til den lille Union Square Park, dernæst East River Park, over Williamsburg Bridge og daskede rundt inden jeg traskede tilbage til Nolita og sushi på Mottsu. Om aftenen var vi en større flok danskere der tog til US Open-kvartfinalerne i tennis med først John McEnroe og Adam Sandler mod Jim Courier og Kevin James (Kevin James har funny bones, Adam Sandler, not so much) og så selvfølgelig Juan Martin Del Potro mod Novak Djokovic. Sammen med 22.000 andre mennesker. Del Potro og Djokovic leverede på absolut top niveau. Fed, fed oplevelse!Efter en dag med så megen sport(!) syntes jeg godt jeg ku’ lægge ud med pandekager på Bowery Diner, et par nye lette skjorter fra Uniqlo (fordi det var 30 grader med 95% luftfugtighed), og så ud på vestsiden af Manhattan til Hudson River Park hvor solen bagte og jeg gearede helt ned. Om aftenen lagde vi ud med farligt tiltalende hvide sangriaer på Emporio inden Philip og jeg mødtes med Beck (som er et pigenavn her) og Emily i baghaven på Pure Food & Wine.Beck, Philip og jeg tog på Fat Cat, hvor der var stepaften, så al musik var akkompagneret af stepdansere! Det er samtidig en jam - og jeg ku’ ikke dy mig for at sidde ind på to numre, hvoraf mindst et gik nogenlunde fornuftigt. Dag 5 bød på en kæmpe oplevelse da jeg besøgte Cut Brooklyn. Først måtte jeg gå en omvej, da der dagen før havde været tornado i Brooklyn, og den havde forårsaget en del oversvømmelse. Jeg har længe været fan af Joel Bukiewicz og faldt omgående i en lang og god samtale om mad, drikke og andre af livets glæder, med Joel og hans charmerende kone, Julia. Jeg blev budt på fadøl fra baglokalet (alle bør ha’ et baglokale med kold fadøl) og en ekstraordinær tur i de hellige gemakker under butikken. “Nu var jeg jo kommet så lang en vej for at besøge dem”. Ældgamle maskiner, slibebånd i tusindvis og en atmosfære der mindede mig om det magiske kreative miljø på Ærø fra min barndom. Jeg har sjældent mødt så imødekommende og sympatiske mennesker. De lod mig ikke gå før de havde anbefalet 7 forskellige Brooklynspisesteder, hvoraf jeg valgte sen frokost på Char No 4 inklusiv en fremragende Lagunitas Indian Pale Ale og spadserede den lange vej hjem. Det blev også den eneste regnvejrsaften så jeg gik efter mad på ærkeamerikanske Lucky’s og tog det med hjem til glubsk indtagelse mens de trætte ben fik et sjældent hvil.

Jeg havde lovet mig selv at nå mindst et par af de store museer og lagde ud på 6.-dagen med New Museum på Bowery. Deres formidable udstilling ‘Ghosts In The Machine’ bød på flere fremragende kunstnere hvoraf jeg især bed mærke i Lillian Schwartz, Peter Roehr, Jikken Kobo, Stan VanDerBeek, Seth Price og så den skønne udsigt over FIDI og sydlige Manhattan. Efter et par timer på museum gik jeg til Battery Park og om aftenen tog jeg på Sway Lounge og drak øl og dansede med danske Sidsel, Kristine, Nuunu og Sara. De spillede alt mellem Morrissey og The Smiths den aften ;)Dag 7 bød på på kinesisk Laundromat (hvad siger damen?), før en tur med subwayen tog mig til Times Square hvor jeg købte TKTS-billetter til Rock of Ages. I køen faldt jeg i snak med et ældre par fra Florida. En hel time sludrede vi. Da billetterne var sikret gik jeg i Central Park i 4 timer og elskede det lisså meget som New Yorkerne gør. Om aftenen mødte Philip mig på Times Square og vi gik til Helen Hayes Theatre og så Rock Of Ages med min ven Joel Hoekstra. Jeg har arbejdet for ham så længe som 11 år, kun gennem onlinebekendtskab og det var en stor oplevelse både at se ham in real life, og i en hovedrolle i et af de mest populære Broadway Shows de senere år. Han åbner og lukker showet, alene forrest på scenen! Det var vanvittigt sjovt med megen fed selvironi og det er bygget op omkring den klassiske 80'er-rock, inkl. flere af de mest ikoniske sange fra den tid. Bagefter tog han, Philip og jeg på en nærliggende bar og gjorde indhug i deres øl- og Jägermeisterbeholdning. Joel er en hysterisk god guitarist og er så stor en del af Broadwayudgaven af Rock of Ages at han har fået en cameo i den nye Rock Of Ages-film med ham den lille mærkelige scientolog i hovedrollen. 

Dag 8 lagde jeg forsigtigt ud med delikat morgenmad på den charmerende Cafe Gitane hvorefter jeg tog på Guggenheim og blev præcis så betaget som alle andre af den ikoniske bygning. Især nød jeg Rauschenberg, Rineke Dijkstra (der var en særudstilling med hende), Luis Feiro, Zao Wou-Ki, Martin Barré, Judit Reigl og Yves Klein. Vejret var fantastisk (det var det siden 3. dag og resten af min tid der) så en tur til den del af Central Park jeg ikke havde set lå lige for, inden jeg købte en virkelig god (men nok ikke verdens bedste) Pulled pork Sandwich på Back Forty West. Om aftenen var der vinaften/danskeraften arrangeret af Philip og hans ven Allan på The Little Rascal på Elisabeth St. NYC-boende danskere (som Philips medpartner i Prehype, Henrik Werdelin, og arkitekten Bjarke Ingels) - en masse spændende mennesker - er den faste kerne, selv om også New Yorkere med andre nationaliteter mødte op. Jeg mødte i øvrigt mine 4 danske veninder 3 gange den dag! New York er lille.

Inden turen derover havde jeg spurgt Philip om jeg måtte komme med på Prehype og måske snuse lidt hvad de laver. Jeg fik en mindre opgave som jeg arbejdede på i 4-5 timer og der er ingen tvivl om at Prehype har gang i en masse sindssygt spændende ting (det vidste jeg godt i forvejen, det var bare fedt at se det på klods hold). Jeg tjekkede mit twitterfeed inden jeg skulle ud i solen og se på mennesker om eftermiddagen og opdagede at Amon Tobin spillede om fredagen - to dage senere!!- (OG fik reddet mig en billet til koncerten!). Jeg kunne ikke begribe mit eget held (det kan jeg stadig ikke). Aftensmaden blev indtaget på Bowery Diner og bestod af endnu en god Lagunitas, 'Little sumpin’ sumpin’ ale’, en mere end glimrende cheddarbruger og en pretty fucking good milkshake! (pistachio) til dessert. Sjov detalje: De spillede skiftevis Prince og Michael Jackson i en time.På 10.-dagen sov jeg længe, slentrede rundt i Nolita, nød solen, drak kaffe og spiste apple pie med Baskin Robbins-is fra Dunkin’ Donuts, inden frokosten på Cafe Select, og senere endnu mexicansk mad og øl med Larry, som jeg kender gennem et onlineforum for trommeslagere som jeg har været medlem af i snart 10 år. Han synes godt om mine bidrag og insisterede på at give middag. Internettet holder maks!! Det var 3. gang på turen jeg mødte onlinevenner for første gang IRL. Kald ikke onlinevenskaber overfladiske éen gang til.Fredagen i anden uge ku’ jeg ikke nære mig for igen at spise morgenmad på skønne Cafe Gitane inden jeg gik ud og fandt en blød hat og en NPR-t-shirt med teksten ’Get smarter’ til min nevø. Om eftermiddagen gik turen til Museum of Modern Art, som ærligt talt var en lille bitte smule skuffende. Kunsten, arkitekturen og design er jo betagende men jeg var der på gratisdagen hvor de nok havde lukket 1.000 mennesker for meget ind. Det hjalp ikke på det, at flere af dem indtog den usympatiske bedrevidende pseudointellektuelle 'Paul’-rolle fra 'Midnight in Paris’, og at endnu flere skulle tage billeder af alle værker og hele tiden bad mig om at flytte mig fra det værk jeg var ved at beundre. Men mest af alt var jeg skuffet over det udstillingstekniske niveau, hvor både New Museum og Guggenheim slog MoMA med længder. MoMA havde lidt for megen dårlig belysning med genskin fra værkerne osv - men nu har jeg da været der. MEN det var dejligt at se så megen dansk design have så prominent en plads. Kay Bojesens abe hænger ude på facaden på et 15 meter højt banner og min gamle veninde Ditte Stepnickas smykker kan købes i deres shop. SÅ sejt!!. Det blev alligevel til næsten 5 timer på MoMa inden jeg skulle til koncert med Amon Tobin. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Jeg har været kæmpefan af ham i 10-12 år men har aldrig været til koncert med ham og well… jeg har aldrig oplevet noget lignende. Stemningen i køen var fuldstændig elektrisk og folk snakkede nærmest sammen i en stor fælles samtale om hvad der ventede os. Alle havde vi set videoerne bag om tilblivelsen af sceneelementerne og de live-visuals der nu har fået hysterisk kultstatus. Jeg må sige at det mere end levede op til mine opskruede forventninger. Amon Tobin er en fuldstændigt enestående kunstner der med ISAM 2.0 formår at forene sin knudrede, buldrende, filmiske og først og fremmest originale musik med 3D-livevisuals der for første gang er ÆGTE 3D, nemlig med teknikken projection mapping, hvor lærredet er 3D. Lærredet er en kubistisk konstruktion hvorpå der projiceres skræddersyet video der passer til netop de dimensioner som konstruktionen har og altså slet ikke ville passe på et flat lærred. Jeg skiftevis skreg, gispede og måbede, sammen med de flere tusinde andre koncertgængere, af glæde og forbavselse, mens kuldegysningerne løb op og ned ad ryggen nærmest uafbrudt. Og så havde han taget 60-tommer basenheder med. De skal have noget for ulejligheden, sådan nogle, skal jeg hilse at sige. Hvad gør man efter sådan en oplevelse? Jeg ku’ i hvert fald ikke sove, så jeg hastede ned på Mercury Lounge og fangede sidste lange sæt af Nerves tindrende fede og sveddryppende intense koncert. Og så var både øl- og musikindtagelsens maksimum nået, hvorfor jeg svævede hjem, lykkelig over de store oplevelser jeg havde været vidne til.

Dag 12 skulle Philip til bryllup (hos Mik som vi var til polterabend for) og Philip fandt i 11. time ud af at et dansk gospelkor var i byen, så de sku’ selvfølgelig lave en ægte flashmoblignende overraskelse til brudeparret og deres gæster. Jeg blev sat til god nytte ved først at hente et stort mobilbatteri i Chinatown inden kor-øveren midt på gaden, hvorefter jeg løb East Village tynd for at købe en sustainpedal til det keyboard som korets pianist sku’ bruge. Jeg var tilbage 5 minutter før vi stillede op nede på gaden. Om aftenen var nogle af mine nye New York-venner så søde at invitere mig med til Morgans fødselsdag på The Frying Pan. Tak for en dejlig aften, Beck, Morgan, Emily, Nikita, John, Tony, Tony og Molly.

Søndag måtte jeg så gå den tunge gang hen til min kuffert og pakke inden jeg sjoskede ned på Bowery Diner til en sidste cheddarburger og pistaciemilkshake, inden jeg i toget på vej til JFK faldt i snak med en tysk fyr der skulle til at studere i San Francisco. New York får folk til at tale sammen spontant. Det, og alt det ovenstående elsker jeg nu byen for. Jeg returnerer så snart budgettet igen tillader det. Og trods intens druk og madindtag på amerikansk beskub har de mange kilometer på gåben alligevel resulteret i præcis et kilo mindre på vægten.

Der er udvalgte billeder fra hele turen i det her Facebookalbum. (og gi’ lige lyd hvis I ikke kan få lov at se det) 

Løs idé til onlineaviser att @politiken @informeren

Hvad nu hvis jeg , når jeg for anden gang på en dag klikkede ind på, lad os sige, politiken.dk - ikke så en eneste af de artikler jeg allerede havde læst? Der kunne fx være en knap der tillod mig som læser at skifte mellem den kuraterede forside og så forsiden som den så ud, uden alle de artikler jeg havde læst. Således fik Politiken mulighed for at lægge backup-artikler ud (det kunne jo være daggamle eller ugegamle baggrundsartikler som jeg ikke havde læst) som ville tage pladsen dér hvor en artikel, som jeg havde læst, gav plads til det. Dynamisk og automatisk, naturligvis.

Det ville gi’ mig et større incitament til at besøge sitet igen flere gange om dagen, og det ville give Politiken mulighed for at tjene flere reklamekroner, samtidig med at de fik lov at servere mere journalistisk stof til mig, end ellers. 

Ville det fungere?

Sådan skal det gøres. Om @vizify

For et par år siden dukkede der en række websites op, dedikeret til at samle alle vores social media data ét sted for netop at gøre vores onlineaktiviteter synlige fra ét sted. Sites som about.me og flavors.me, gjorde, med hver deres begrænsede held, forsøget. Nu er der en ny spiller på dét marked, nemlig vizify, som i øjeblikket kræver et par dage på venteliste inden man (i hvert fald jeg) lukkes indenfor. Mit umiddelbare indtryk er at Vizify har ramt den helt rigtige kombination af visuel lækkerhed, nærmest wysiwyg-editor og gennemarbejdet UX-design. Vizify henter (efter at du har givet tilladelse hertil) informationer fra fx LinkedIn, Foursquare, Facebook og Twitter og sætter det tæskelækkert op. Dernæst kan du redigere og ekspandere mængden af informationer så meget du lyster. Det tog mig under et kvarter at sætte min op til nuværende niveau. Se min profil her. Det er en ret simpel funktion at have det hele samlet ét sted, men det er fedt at kunne smide et link til et sted der tegner et langt mere helhedsorienteret billede af hvem jeg er. Vizify kunne godt gå hen at blive den nye store spiller på den front.

Om signalværdier i kommunikation

Lørdag d. 18 august begyndte twitter at summe med omtale af et billede taget i Paladsbiografen. (Fotograf ukendt)

På billedet ses en advarsel der er  sat op i biografen. Den gør opmærksom på at ramadanen og den efterfølgende EID står for døren og, som der står, “derfor fester alle muslimer”. Muslimer går tit i biografen efter EID og i den forbindelse advarer Palads mod et eventuelt højere støjniveau end normalt. Jeg må indrømme at det er mange år siden jeg sidst var i Palads, på grund af det helt generelle støjniveau i netop den biograf, men jeg synes også at det er en meget uheldig måde hvorpå Palads udpeger muslimer som larmende i biografen.

Palads gør selv opmærksom på hvilke dage det drejer sig om - 3 i alt - og også at de har indsat ekstra mandskab i form af vagter, som vil være til stede i alle biografens sale. Palads præsenterer det selv som et etableret problem og lader dig vide at du, som ikke er muslim, kan føle dig sikker i biografen disse tre dage. Slutteligt undskylder Palads “på forhånd de "gener” der måske opstår i forbindelse med dit/jeres biografbesøg".

Som udgangspunkt er det fair nok hvis de har konstateret et forhøjet støjniveau i den korte periode på året. Måske skulle Palads bare have overvejet hvordan deres opslag kan opfattes. Da jeg tweetede billedet blev jeg anklaget for at være en del af problemet ved bevidst at tolke det negativt mod muslimer. Men jeg kan simpelthen ikke andet, ligegyldigt hvor mange gange jeg læser det opslag. Hvorfor?

1. De har konstateret at der er et problem, men har ikke formået at løse det.

2. Jeg har aldrig set eller hørt om et lignende opslag der advarer mod (kristne) konfirmander på blå mandag, og de kan dog larme som få, eller julefrokostbranderter der sover den ud i biffen. (hvoraf det sidste er noget jeg har oplevet flere gange og over de 4-5 uger der er julefrokostsæson hvert år)

3. De har angiveligt ikke kontaktet muslimsk trossamfund, for at prøve at tale med dem om problemet.

4. Palads udpeger enkelte film som værende (måske) særligt udsatte, selv om de indrømmer at de ikke kan vide det på forhånd.

Opslaget, som ville være helt rimeligt hvis det var et blandt mange opslag der omhandlede folks mere eller mindre tåbelige opførsel i forbindelse med religiøse højtider, står dog noget alene. Er det et problem at muslimer larmer i 3 dage? Åbenbart. Er det et problem med julefrokostbranderter i biografsalene over en periode på 4-5 uger? Åbenbart ikke, ifølge Palads. Derfor er det dårlig kommunikation - og derfor måtte direktøren for Nordisk Film Biografer ud med en offentlig undskyldning allerede søndag. 

Ligegyldigt hvor reelle deres hensigter med opslaget end må have været, er det en klodset, generaliserende omgang kommunikation og det bliver stadig mere hyppigt hvor hurtigt den slags vender sig mod afsenderen.

10 down, 15 to go

I mit Project  Slimdown™ rundede jeg i dag de 100 kg på vej nedad. 10 kg er smidt og det på knapt 8 uger. Jeg kan ikke komme uden om at være en smule stolt. Det var mit håb at jeg kunne holde et gennemsnit på -1 kg om ugen, men det går altså noget over forventning, hvilket er utroligt rart og godt, da jeg ved at det senere i forløbet bliver sværere og sværere at tabe de sidste kg. Mit mål er stadig at tabe de 25 kg inden min fødselsdag næste år og det ser ud til at jeg er på rette spor. God søndag!