5 down, 20 to go

I morgen er det en måned siden jeg påbegyndte et længere egocentrisk projekt. Vægten sagde 110 kg og det er simpelthen alt for meget. Sådan en som mig (185 cm høj) skal helst ned omkring 85 kg for at kunne kaldes normalvægtig, så det er planen på 11 måneder at tabe 25 kg. Hvorfor 11 måneder? Well, så passer det med min fødselsdag næste år. Og jeg synes det ville være en dejlig gave at ku’ gi mig selv at være 25 kg lettere og igen kunne passe mine Burberry, Hugo Boss og Kronstadt-skjorter.

Jeg gør det på egen hånd, men med udgangspunkt i de principper som Slankedoktoren bruger: Hold fast i een synd og du vil få meget nemmere ved at holde dig fra alle de andre. Og det virker som en god løsning. Min tilbageværende synd er alkohol, som godt nok er en af de største fedmeforårsagere, men som gør det muligt for mig at undgå slik, chips, burgere, pizza og alle de andre af mine “gamle venner” og jeg er godt tilfreds med at have smidt 5 kg på den første måned.

Det er ikke en lige nedadgående kurve. Der er uger hvor det er et skridt frem og to tilbage, men i det lange løb sku’ det gerne blive to skridt frem for hvert tilbageskridt. Jeg dokumenterer det hele med dogmebilleder af min vægt så godt som hver dag ovre på bloggen 110to85.
Det bliver skide hårdt og jeg vil nok til enhver tid være modtagelig for hep.

Om medierne og demokratiet på P1

Forleden blev jeg lidt frustreret over Anker Brink Lund, fordi jeg syntes at han udtalte sig om noget han ikke ved noget om, nemlig den oplyste offentlighed som den tager sig ud på nettet. I fredags sendte P1 så første afsnit af Lasse Jensens sommerudsendelsesrække om medierne og demokratiet, hvor samme Brink Lund, foruden medieforsker Stig Hjarvard, også deltog. Der er tale om tre grand old men inden for deres fag, henholdsvis journalistik og 2 x medieforskning. 

Lasse Jensen lagde for med at konstatere at demokratiet ikke kan eksistere uden medier - hvilket demokratiets grundlæggere måske ville være uenige i, da de havde demokrati for 2500 år siden uden medier men ok, den lader vi så stå for egen regning. Dernæst gik han videre til at sige at hvis selv Barack Obama frygter for demokratiets ve og vel, og i den forbindelse nævner nødvendigheden af stærke medier, så må der være noget om det. Her er det måske værd at huske at samme Obama (hvor meget bedre end alternativet han angiveligt ellers måtte være) uden tøven skrev under på ACTA og i øvrigt i sidste uge smed benzin på Operation Fast-and-Furious-skandalebålet (en skandale der kan blive et stort problem for hans troværdighed) ved at fastsætte et såkaldt executive privilege, hvilket gør det umuligt for pressen og ikke mindst de yderst kritiske amerikanske politikere der, med rette, tør man vel sige, finder sagen mildest talt skandaløs, at få aktindsigt. Der blev brugt lang tid på, med lange lydklip, at køre Obama i stilling som sandhedsvidne i sagen for argumentet om de traditionelle mediers uundværlighed i et demokrati.

Journalistikkens rolle blev sat i spil og flere eksperter blev adspurgt om den oplyste offentligheds natur. Den finske professor Hannu Nieminen redegjorde på fin vis for det skift der er sket i journalistikkens rolle. Den er ,mener han, gået fra at være en, der i udtalt grad havde et ansvar overfor det civile samfund og hvor der lå en immanent sandhedssøger gemt i en hver god journalist. Hvornår skiftet er sket er svært at sige, men Nieminen påpeger at journalistikken i dag stort set udelukkende har et ansvar overfor en økonomisk bundlinje.
Det er ikke svært at finde eksempler på hvor meget han har ret. Berlingske mente noget i en leder den ene uge, lige indtil dansk politik drejede 180 grader, hvorefter de mente det stik modsatte ugen efter (det handlede om de borgerliges deltagelse i skatteforhandlingerne).
Samtidig må man, hvis man skærer ind til benet, spørge hvorvidt DRs svar på TV2s Go'Aften Danmark-succes, en pseudo nyheds-feel-good-udsendelse sendt fra et trafikknudepunkt i hovedstaden, virkelig kun kunne være endnu en pseudo nyheds-feel-good-udsendelse sendt fra et trafikknudepunkt i hovedstaden. Og ja, nu er begge i mellemtiden flyttet, men det har intet med sagen at gøre. DR malede sig med Aftenshowet helt op i det hjørne der handler om seertalskamp og intet andet. Danmark havde jo ikke brug for et nyt Go'Aften Danmark, men det fik vi i store, såvel som små træk. Læg hertil at DR og TV2 begge sendte EM-finalen og en vis redundans indfinder sig hurigt. Det samme kan siges om papiraviser hvor Ritzautelegrammer skrives om eller bringes i flere aviser som med én unison stemme og derfor kan præcis de samme nyheder læses i landets aviser hver dag. 

Derfor er det spørgsmålet om vi overhovedet har brug for medierne af i går, som de tager sig ud i dag. Selvfølgelig er der undtagelser, og selvfølgelig bliver der bragt, skrevet og formidlet god journalistik. Men journalistikkens rolle i dag er ganske rigtigt at sætte penge på mediehusenes slunkne bankbøger. Og det gør medierne dårlige, afhængige af kedelig kapital og i mange tilfælde ubrugelige som kilder til en oplyst offentlighed, hvis en sådan skal siges at have nogen reel værdi. Ydermere kæmper nyhedsjournalister, hvilket programmet belyser fint, for at bevare deres troværdighed, samtidig med at stadig flere af deres kolleger tager vellønnede jobs som spindoktorer for danske politikere, noget der alt andet lige ikke er med til at styrke troværdigheden for den journalistiske profession som helhed. Der blev i programmet brugt tid på at understrege at den, som den blev beskrevet af d'herrer, overfladiske offentlighed på nettet ikke er meget værd og Twitter blev igen brugt som et af eksemplerne herpå. Forleden beskrev Anker Brink Lund det således: “På nettet kan alle jo komme til orde, men problemet er, at der er relativt få, der gider lytte til det” - og mit svar var - og er - at den nylige afvisning af ACTA i EU-parlamentet simpelthen ikke ville være sket uden den brede, digitale, europæiske, oplyste offentlighed på nettet. Vi mobiliserede 3 mio underskrifter mod ACTA og iværksatte og muliggjorde den direkte kontakt med EU-parlamentarikerne online. Det er aldrig set før.
Og her er min største anke mod første udsendelse i programrækken, som ellers også indeholdt gode informationer, blandt andet om den historiske mediestøtte til amerikanske uafhængige medier i USAs barndom, nemlig, at både Jensen, Hjarvard, og Brink Lund udtaler sig skråsikkert om det moderne internet og dermed Twitter, Twitters rolle® og betydning, og Twitters plads i mediebilledet. For hverken Brink Lund eller Hjarvard er på Twitter og Lasse Jensen har tweetet 10 Tweets. Alle der er på Twitter og har været det mere end et par år har oplevet dét, som Twitter kan, netop når vi breaker nyheder, mobiliserer handlekraft og viden og skaber borgerjournalistik der er af yderste vigtighed for demokratiet, blandt andet eksemplificeret i ACTA-sagen. Det er utroværdigt at d'herrer gør sig kloge på Twitter og det får dem til at fremstå som sure gamle mænd. Jeg ser frem til de næste programmer med håbet om en inddragelse af eksperter på dette område. Ellers bliver det en tynd kop the, brygget på gamle medier.

UPDATE 19 juli 2012:
Lasse Jensen har reageret på dette indlæg, samt på Christiane Vejløs indlæg. Ydermere har Leoparddrengen reflekteret over Lasse Jensens indlæg og Mads Munck Petersson har gjort det samme her. 

Uskarp analyse

Når Kristian Madsen i dag skriver lederen om ACTA-traktatens fald i europaparlamentet i forgårs, på forsiden af Politiken, er det med en analyse af en generationskamp mellem ‘ungdommen' og 'den ældre generation’, som jeg finder helt skæv. KM beskriver ungdommen som "Den generation, der er født i internettets tidsalder og har været online, siden de var helt små" - og det synes jeg er en meget svag analyse af de mange millioner mennesker der på verdensplan samlede sig mod ACTA. Selv er jeg 35. Må jeg minde om at internettet i 1977 ikke var hvad det er i dag. Vi havde fx ikke world wide web, en overbygning der i sin nuværende form vel maksimalt kan siges at være 10-15 år gammelt. Antallet af 10-15-årige læserbrevsskribenter i forbindelse med ACTA kan vist tælles på en hånd. Må jeg samtidig minde om at ACTA-modstanden for alvor tog fart med 75 amerikanske juraprofessorers samskrevne kritik af processen der har født ACTA. Jeg vil gå planken ud og formode at disse professorer har en gennemsnitsalder der ikke matcher det billede KM maler af modstanden mod ACTA i sin leder. ACTA blev født i en udemokratisk, fordækt proces hvor alle interessenter, bort om ophavsretlobbyisterne, som havde bestilt ACTA i første omgang, pure blev holdt uden for forhandlingerne, ja uden for indsigt overhovedet i hvad der var på vej. Det samme var tilfældet med SOPA og PIPA og det samme er tilfældet med den kommende TPP-traktat. Og det er for manges vedkommende her at anken råbes højest: Det er decideret, utvetydige udemokratiske processer der ligger bag traktaer som ACTA, og det er på alle måder kritisabelt. Dernæst tales der ikke fra kritikernes side om en afskaffelse af ophavsret - men en reform, udarbejdet demokratisk og med indspark fra brugere, producenter, kunstnere, jurister, ja, alle der ved noget om world wide web og digital kultur i det hele taget. En anden vigtig pointe var at kritikken af ACTA også i høj grad handlede om de uklare formuleringer, den øgede overågning, foretaget af ISPere, og den utidige sammenblanding af fysiske varer og digitale produkter. ACTA var simpelthen sløset, sjusket udformet og derfor ubrugelig.
 
Jeg er enig med KM i at terningerne er kastet, og at det også handler om retten til fri information, men det er ikke en autonom Nørrebro-ungdom der står på demokratiets, ophavsretsreformens og informationsfrihedens side - det er høj og lav, ung og gammel, demokrater og liberale; alle der tager en aktiv rolle i den offentlige samfundsdebat, her til lands såvel som internationalt.
 
Jeg skrev i øvrigt en hilsen til Anker Brink Lund om et relateret emne forleden.

  

Debatten dør ikke med papiravisen, Anker Brink Lund

For tre dage siden udtalte medieprofessor Anker Brink Lund i Politiken at  avisdøden er en katastrofe for den offentlige debat. Da journalisten spurgte om ikke der på internettet fandtes debat, svarede Anker Brink Lund: “På nettet kan alle jo komme til orde, men problemet er, at der er relativt få, der gider lytte til det.”


For det første er det en håbløst arrogant holdning, der antyder at Hr. Brink Lund absolut intet ved om internetkultur. For det andet er det helt, helt forkert - hvilket i dag heldigvis kunne bevises med størst mulige understregning.
I dag blev ACTA-traktaten stemt ned. Ved den største sejr i Europaparlamentet nogensinde. Og det takket være en offentlig debat på nettet, som er foregået både on stage og backstage. Backstage har hundredevis, ja tusindvis af internetaktivister, jurister, ngo'er, journalister og almindeligt samfundsengagerede borgere diskuteret, delt viden, skændtes og fundet løsninger. On stage, altså i internetaviser som vores egne information.dk og politiken.dk - og på personlige, så vel som tech-blogs, på internetradio og naturligvis på de store sociale netværk som Twitter og Facebook, har de/vi kunnet dele vores debatindlæg med millioner af medmennesker på tværs af landegrænser. 
Og det er der kommet blandt andet knapt 3 millioner underskrifter og en historisk afgørelse i EU-parlamentet ud af. Kære Anker Brink Lund. Du aner ikke hvad du taler om. Debatten lever, ja stortrives på nettet. Måske ikke der hvor du færdes online. Hvis du overhovedet færdes online. Men tro mig, debatten findes. Og den er det hele værd. Den sætter nemlig dagsordenen i lige så høj grad som en papiravis kan/kunne.

Bogkøb på en søndag

Efter en dejlig fest i går er formiddagen i dag blevet brugt på at krybe sammen i sofaen med regnen piskende på ruden 30 cm fra mig, mens jeg gjorde ’Kampen om tronen’ færdig. Havde det været for bare et par år siden ville jeg have ærgret mig gul og blå over ikke at kunne komme videre med historen med det samme. Men i dag gik jeg på saxo.com (fordi den var billigst der), købte ’Kongernes kamp’, konverterede bogen til kindleformat med calibre og var i gang med at læse bind 2 af ’A Song of Ice and Fire’ et kvarter senere.

Jeg elsker min Kindle. Og at jeg kan købe bøger fra min sofa og få dem leveret 5 minutter senere. 

Om igen, @TDC_support

De sidste 14 dage har [Ukendt/Blokeret nummer] ringet til mig  3-4 gange om dagen og jeg har -naturligvis- undladt at tage telefonen, hvis jeg har set den ringe. Det er blevet alt for tydeligt at der er tale om reklamebullshit når et sådant mønster viser sig. Det irriterer mig dog stadig at de bliver ved og ved, uden at efterlade en besked, og blot ringer igen og igen. Så for 10 minutter siden tog jeg telefonen. Jeps - kl. 20:45 - for mig et telefonhelle af et tidspunkt på aftenen, når vi taler ligegyldigheder. Her er samtalens omtrentlige forløb:

Mig: “Det er Jeppe”
Hende: “Er det [ubestemmeligt]”
Mig: “Nej, det er Jeppe, hvem er det?”
Hende: “Så du hedder ikke Anas”
Mig: “Siger du Anders?” (det er før sket at folk har ringet til mig for at få fat i min fætter Anders)
Hende: “Nej, Anas (staver det) - jeg ringer fra TDC. Er dette ikke Anas’ nummer?”
Mig: “Nej - og jeg har ikke hemmeligt nummer. Det er mig der står på det her nummer på dgs og krak”
Hende: “Så er du muligvis i den situation at nogen har brugt dit nummer for sjov”
Mig: “Ok? -hvad mener du?”
Hende: “Øhm, så du har ikke nummer hos TDC?” (getting-down-to-business)
Mig: “Nej” (har lugtet lunten)
Hende: “Altså, hvis du ikke har TDC som selskab, må jeg så spørge hvilket du har, og om du er tilfreds med det?”
Mig: “Næ, du skulle jo tale med Anas, ikke? God aften”
Hende: “Hæhæ, ok, ja, hej hej”

Hvad fanden har de gang i? Ultra tynd løgnhistorie for overhovedet at få mig i snak, efter at have kimet mig ned i 14 dage. Det er simpelthen røvirriterende. Det vil jeg gerne på det bestemteste have mig frabedt, så hvis I læser med her, TDC, så lad være at ringe igen. Og lad for helvede være med at ringe fra [Ukendt nummer]. Det sætter kun folks pis i kog. I hvert fald mit. Så pretty please, with sugar on top, la’ vær’, ok?
UPDATE
Tidligt i morges skrev en fyr fra TDC-support til mig på Twitter, at jeg skulle sende mit nummer til en e-mail-adresse hos TDC, og så ville han sørge for at mit nummer blev slettet der. Og jeg sendte e-mailen i morgen og fik ret hurtigt svar med besked om at de tog det meget seriøst og ville sørge for at jeg ikke blev generet igen.

For fem minutter siden ringede [Blokeret nummer] så igen. Denne gang en mandestemme der siger han ringer fra Greenpeace - om dette er telefonnummeret til Anas. “Nej”, siger jeg, og så siger han at så må de “nok hellere få slettet det nummer fra deres lister”. Og det første jeg tænkte er “det var for nemt at komme af med ham og dette er i virkeligheden TDC der prøver at få mig til at tro at det var en generel fejl i nogle offentlige lister, og ikke TDC der lavede provokerende nedkimning af mig.” Og jeg må indrømme det er der jeg er landet indtil videre. Jeg tror at TDC har prøvet at blæse røgslør i mit telefonrør. 
UPDATE II

Her er en uddybende e-mail som jeg fik fra TDC her fredag eftermiddag:

Hej Jeppe,

Så vi kommet til bunds i sagen. Du er blevet ringet op af en medarbejder fra TDC’s Telemarketingafdeling, på baggrund af et såkaldt “lead” vi har fået af en tredjepart, der har samlet numre ind gennem en konkurrence på nettet.

Én af konkurrencedeltagerne, der har skrevet sit navn som Anas (vi har også efternavnet), har tastet dit mobilnummer ind som kontaktnummer og accepteret, at TDC må kontakte ham/hende med henblik på markedsføring. Det er derfor, at du er røget ind på vores liste.

Vi har lyttet til samtalen, som du havde med medarbejderen. Efter vores opfattelse blev hun lidt paf over ikke at få fat i Anas, og kom derfor “af sporet” i samtalen.  Vi er overbeviste om, at det har ikke været ond vilje hos medarbejderen, der fik hende til at spørge videre ind til dine kundeforhold, men det er stadig ikke i orden, og det får hun selvfølgelig feedback på. Det skal retfærdigvis også siges, at hun afsluttede samtalen hurtigt bagefter.

Det er meget sjældent, at dette sker, og når vi ikke træffer den person, der har givet samtykke til at blive ringet op, er fremgangsmåden at undskylde og afslutte samtalen. Det er ikke sket i dit tilfælde, og det er vi selvfølgelig rigtigt kede af!

Jeg håber, at jeg har kunnet kaste lys over baggrunden for samtalen, og at du får en rigtigt god weekend :)

Venlig hilsen [TDC-medarbejder]Så nu er min største bekymring ikke længere de i sig selv meget irriterende opkald - men at TDC optager samtaler uden at fortælle det eller spørge først! Det er under al kritik, TDC!

Nytår '95

Jeg ku’ sgu ikke andet end at få ondt af søde Sophydux efter hendes lige-ved-og-næsten-x2-fest - ikke mindst fordi jeg ved hun er god til at feste! - og kom til at tænke på min nytårsaften 1995. Og det er ikke for at lege “hvem havde det hårdest” - for tingene og konteksterne er forskellige men et teenagehjerte er skrøbeligt. Og jeg er snart moden til at grine lidt af historien selv. Snart, ing?

Nåmn vi var jo nogle af de seje og særligt udvalgte fra 2. G-årgangen fra gymmeren der var inviteret til nytårsmiddag hos en af områdets lægesønner, i hans forældres vanvittigt overdådige villa midt i vestsjælland. Der var plads til 30 spisende gæster ved stuebordet og vi havde lagt i ovnen til et brag af en fest. Alle havde smidt en formue (sikkert 200-300 kr.) for mad og maden havde et gennemgående chilitema. Chili var nemlig nærmest nyopdaget i vestsjællandsk kogekunst på det tidspunkt og derfor uhyre eksotisk. Forældrene var af sted på familiebesøg i nabokommunen.

Min på det tidspunkt altoverskyggende kærlighedsinteresse M var med og det var hendes kæreste også. Noget jeg højlydt havde brokket mig over, fordi han jo ikke gik på gymnasiet, men bare dukkede op som en slags odsherredsk svar på James Dean, læderjakke und alles. Men det gik hverken være eller bedre end at jeg mellem forret og hovedret pludselig alligevel stod i et fjernt gæsteværelse og skøjtede min læber over hendes. Nuisj, det føltes godt at vide at den idiot sad derude og imponerede piger jeg var ligeglad med, mens jeg stod med universets smukkeste 20 meter derfra og tog røven på ham ved at plante mine hænder på hendes.
Men vi måtte jo genoptage middagen - der var ingen heste vi ku springe op og ride bort til tonerne af Rocazino på. Så vi fandt tilbage med udspekulerede to minutters mellemrum og jeg var ikke til at skyde igennem. Tilpas mange af de rigtige havde bemærket at vi havde været væk. De næste par timer var jeg en fandens karl, der ikke blot ku’ spise de stærkeste chilier men også høvlede øl i mig som var jeg en fuldvoksen håndværker. Ikke mindst de uhyrlige mængder chili resulterede i en såre stresset mavefunktion og et stykke efter kl. 23 måtte jeg søge til kælderetagens fjerneste gæstetoilet og larme gevaldigt. 

Mens jeg sad og nød at ingen ku’ høre mig, fornemmede jeg pludselig at lyset fra gangen forsvandt under døren. Og den høje musik i stuen blev slukket. Det tog mig måske et minuts tid at regne ud at vores taxaer var kommet. For vi sku’ jo i byen inden midnat. og mens jeg havde brugt al min energi på at nyde M’s eksklusive opmærksomhed og torpedere mit fordøjelsessystem med chili og øl havde jeg fuldstændig misset beslutningen om HVOR vi skulle tage hen, Nykøbing eller Holbæk. Panik. Jeg var ikke færdig men gjorde mig færdig så hurtig mit hårdtprøvede tarmsystem ku’ holde til og spænede efter et par minutter op i…. en tom, mørk stue. 
Jeg sprang ud af hoveddøren, på strømpesokker ud på den kolde flisegang og helt ud på vejen. De var væk. Som for at gnide salt i såret fyrede en nabodreng verdens sløjeste heksehyl af. Pyyyyiiivvvhhhh. Jeg traskede indenfor igen. Klokken var vel 23:30. Jeg greb familiens telefon og forsøgte at ringe til taxaselskabet (dette var før mobiltelefoner i vores omgangskreds). Efter jeg ved ikke hvor længe måtte jeg opgive. Alle var taget af sted og i skyndingen havde alle glemt mig. Alle. Også M. Jeg overvejede at begynde at trave af sted men ku’ godt selv se at projektet var dødfødt, hvad enten jeg ville have gået de 18-19 km til Nykøbing eller de 20-21 km til Holbæk, for jeg vidste jo stadig ikke hvor de var taget hen og jeg havde åndsnærvær nok til at se det usmarte i det eventyr. 

Jeg var faldet i søvn. Hvornår ved jeg ikke. Om det var før eller efter midnat står i dag uklart. Men jeg vågnede ved at C’s mor stod og skreg mig ind i hovedet at jeg kraftedeme sku’ stå op og tørre mit bræk op fra deres ægte tæppe. Jeg ku’ se på retningen og sporene at der ikke var tvivl om at det var mig der havde kastet op i søvne - mens jeg sov på familiens tv-sofa. C’s far, lægen, sad i den fjerneste ende af stuen og smågrinede med en reparationsbajer i hånden. Jeg samlede al min energi om at føje fruens alt andet lige rimelige krav, og et par timer senere tog jeg mit overtøj på og traskede ned mod stationen. Da jeg var halvvejs hørte jeg toget køre igennem byen og vidste at det betød at jeg nu sku’ vente to timer på det næste tog. Så jeg sad på stationen i to timer 1. januar med tømmermænd og knust hjerte og hundefrøs. Senere på dagen blev jeg ringet op af de mest opmærksomme middagsgæster der sku’ høre hvor jeg var blevet af og også af M, der var så ked af det og som senere… gjorde det godt igen… 
-men jeg glemmer aldrig nytårsaften ‘95.

4 år på twitter

I dag er det præcis 4 år siden jeg oprettede min twitterprofil. Jeg har skrevet 18.500 tweets, svarende til ca. 700 sider à 2400 anslag eller ca 370.000 ord. Det er en del. Men jeg har også fået meget ud af det. Et stort stærkt netværk, et sugerør ned i verdens hurtigste nyhedsmedie, links til interessante, morsomme, horisontudvidende historier, mennesker, teknologier, kunstnere og begivenheder, men først og fremmest venner. Jeg har fået masser af venner; som jeg ser hele tiden og holder utroligt meget af.

Twitter er stadig uden sammenligning det mest sociale af de sociale medier. Her har vi (i hvert fald jeg og mine tweeps) mødtes online først og offline bagefter. Det er en evne Twitter har. Til at tiltrække mennesker, der ikke er bange for at hoppe ud i virkeligheden bag skærmen og socialisere med de mennesker de har truffet online. Og derfor elsker jeg Twitter. Og mine tweeps. Skål i formiddagskaffe for Twitter og for mine tweeps der er verdens bedste.

Nu endnu mere online

…eller i hvert fald med endnu en pind til onlineporteføljen. Jeg har lavet en tumblr der hedder Rubrik 2.0. Rubrik er som bekendt journalistik- og layoutlingo for 'overskrift’. Jeg synes at mange billeder i medierne fortjener bedre overskrifter. Det bliver der nu rettet op på og jeg håber I vil følge med. Det ka’ I gøre lige her: RUBRIK 2.0 . Jeg er helt ny på tumblr, så lad mig lige vide om der er noget jeg har overset eller noget der kan gøres anderledes og bedre. Og tjek så lige de myrer Morten Olsen har fundet!

Design the New Business

6 designstuderende fra Master in Strategic Product Design i Delft har været en tur rundt i verden og talt med designere, designundervisere og businessditto for at lade dem diskutere design i en businesskontekst. Det er der kommet en film på 40 minutter ud af. Og den er et kig værd:

To dejlige uger

De sidste to uger har budt på flere gode oplevelser. Her skydes fra hoften: At se mine forældres genboers kælekanin aflevere en salve “saltbomber” på mine forældres stuegulv, og se min 2-årige nevø støvsuge den op – med munden – inden nogen ku’ stoppe ham (han led ingen mén deraf)
At hive en lille fed havørred i land og sætte den til livs senere samme dag i selskab med dild, smør, hvidvin og nye kartofler.
At besøge Berta, R2D2, Wall-E, No 5. og alle de andre über seje robotter på Grundfos, aka Tony Starks danske afdeling. (Hvis du nogensinde bli'r tilbudt en omvisning i deres fuldautomatiske produktion, så sig ja! Det var en kæmpe oplevelse)

At have fødselsdag og få lykønskninger fra flere kontinenter - og skylle dem ned med improviserede bobler sammen med 12-14 gode venner.
At mødes med de rareste tweeps til et artigt indhug på alverdens gode oste, pølser og cremanter. At få lov at fejre gode venners bryllup.
At se ‘The Swell Season’ og værdsætte Glen og Marketas hårde kamp med musikken og livet.
At få lov at slutte et blogpost af med et designtip der er til at huske: Proptrækker skal være spiraler, ikke vindeltrapper.

Afgørelse

Selv om nogen mener det er nemmere at bearbejde en sorg når man har nogen at bebrejde, så er jeg egentlig glad for at det i dag blev fastslået at der ikke er grundlag for at kende nogen skyldig i Troels’ død. Vi savner ham jo lige meget, ligegyldigt hvad, og det er rart ikke at kanalisere sin sorg over i et had til et andet menneske.
Nu er det afgjort. Det var et frygteligt uheld. Og vi savner stadig Troels. Meget.