Arbejdsglæde
Jeppe søger nyt job!
Min arbejdsplads lukker til nytår
Som en del af regeringens decentraliseringsøvelse lukker Center for Designforskning - derfor søger jeg nu nyt arbejde.
For at dette ikke skal være en lang egocentrisk salgstale har jeg bedt 3 af de stærkeste profiler i mit netværk, Didde Elnif, Laura Jul og Philip Petersen, om at beskrive mig og den situation jeg nu står i - og de har været umådeligt flinke at tage sig tid til det. Her dog først nedslag i noget af det jeg har haft fingrene i og har nydt at arbejde med de senere år - elementer jeg ser som en naturlig del af min arbejdsfremtid:
- Konceptudvikling til både analoge og digitale produkter eller platforme
- Community Management (moderation af større online messageboards/FB-pages)
- Sprogbrug på nettet og online kommunikation i det hele taget
- Social media-tilstedeværelse og -forståelse (især Twitter)
- Leg, nysgerrighed, udforskning af nye platforme
- Musikalitet, timing, venlighed
Jeg er på LinkedIn, lige som mit eget website rummer flere informationer, for eksempel på min profilside. Og så vil jeg overlade ordet til Laura, Philip og Didde:
—
“Hvorfor jeg ville ansætte Jeppe
Helt grundlæggende er Jeppe en god fyr. Han er hjælpsom, omsorgsfuld og betænksom. Han er skarp, humoristisk og en god ven. Alt dette gør ham til den slags kollega, man virkelig gerne vil have. Jeppe kan noget særligt med mennesker, ord og formidling, der til sammen gør ham til den oplagte community manager. Han har også evnerne til at kunne blive en dygtig tekstforfatter. I det hele taget er han en oplagt kandidat til job, hvor man skal formidle noget til mennesker, og derigennem få dem til at føle sig set, hørt eller forstået. Derudover er Jeppe totalt på hjemmebane på de sociale platforme og inden for musikken. Så hvis jeg fx var DR, ville jeg give ham et ring med det samme - før nogle andre snupper ham.”
-Laura Jul, partner og creative director, Contentcube
“Normalt siges det at en halvgod ide udført af en helhjertet person er bedre end en god ide udført af en halvhjertet person. Jeppe er ikke kun et stort talent når det kommer til kommunikation på nettet - han går ind helhjertet med passion og holdninger, på alle måder en man meget gerne vil have på sit hold. Han udviser indgående kendskab til digitale medier, men er velvidende om at det er det menneskelige der gør forskellen - hvilket også er grunden til at han på kort tid er blevet en man lytter til i kommunikationskredse, hans mening er værdsat.”
-Philip Petersen, partner, Prehype
“Jeppe er et af de mest hjertelige mennesker, jeg har mødt. Han tror på det bedste i folk og forsøger dedikeret at forbedre samfundet som en aktiv debattør og kreativ digital kampagnemager. Jeg er til stadighed imponeret af hans energi og engagement.”
-Didde Elnif, tidligere programchef på New Media Days, mangeårigt bestyrelsesmedlem i Dansk Journalistforbund, Scriptum
—
Tusind tak, Didde, Philip og Laura. Jeg anbefaler dig, læser, at følge dem, hvis du vil lære, udfordres, oplyses og inspireres.
Og så det praktiske: Jeg kan starte fuldtid fra 1. januar og kan kontaktes på jeppe[dot]morgenthaler[at]gmail[dot]com, på telefon 2818 7654 eller hvor du i øvrigt møder mig online.
Jeg glæder mig til at høre fra dig eller en du har videresendt dette til.
Konsulterer danske arbejdsgivere Kloutscore?
Jeg starter lige et andet sted.
Jeg ser om ikke ugentligt så ret ofte, at en eller anden tweep brokker sig højlydt (tweeter) over at en eller anden er stoppet med at følge dem. Det er en opførsel jeg simpelthen ikke forstår. Og det provokerer mig til at være tilbøjelig til selv at unfollowe dem. Der kan være alle mulige arbitrære grunde til at de ikke længere vil følge dig. De kan være gode eller dårlige, men de er jo i alle tilfælde subjektive til netop dem selv. Diskussionen er dødfødt fra the word go. Så jeg aner ikke hvem der unfollower mig. Fordi jeg ikke tjekker det. Overhovedet. Af og til opdager jeg naturligvis at en-eller-anden ikke følger mig, hvis jeg forsøger at sende en dm, men så kommer jeg i tvivl om de nogensinde har fulgt mig - og så sender jeg en e-mail. End of issue. Lige så formålsløs som denne fokus på frafaldne followers synes min egen fokus på Kloutscore. Jeg bliver skide irriteret når jeg er faldet et kloutpoint og omvendt er det en lidt bedre start på dagen hvis jeg er steget et point. Det sker hele tiden at jeg rykker lidt op og ned i Kloutscore. Og jeg har endnu ikke hørt om nogen i Danmark der er blevet hyret med indflydelse fra deres Kloutscore. Men da jeg, om jeg så må sige, ligger godt til, er jeg begyndt at spekulere på om det er noget jeg aktivt skal bruge når jeg skal søge nyt arbejde. Og derfor spørger jeg ud i forsamlingen: Har vi hørt om en dansk arbejdsgiver der så meget som skeler til Kloutscore ved en ansættelse?Fanpleje på Facebook
Jeg bestyrer et par Facebookpages. Den mest omfangsrige er Virgil Donatis, der netop har rundet 25.000 likes. Jeg står for 90-95% af al moderation og nyhedsformidling der og sammen med Virgil har jeg udvalgt og kurateret hvad vi skal dele der, som oplæg til interaktion i form af likes, kommentarer, shares osv. Virgils Facebookside er i øjeblikket bedre besøgt end hans website der ellers har kørt i mere end 10 år. Facebook er ikke til at komme uden om.
ACTAs dna lever videre
Dette læserbrev blev i forkortet form bragt i Information i fredags.
ACTAs DNA lever videre
Som en anden Reptilicusklo der lever videre, selv om den blev slået ihjel, genopstår dybt problematisk og allerede forkastet ACTA-lovtekst i flere forhandlinger om nye handelsaftaler. Igen er der tale om copyrightlovgivning der aspirerer til et samfund af i går, ja et samfund af forrige årtusinde.
Det er 4-5 måneder siden at europæere flokkedes i titusindvis for at demonstrere mod den forfejlede ACTA-aftale, som indledningsvis blev forhandlet i dyb hemmelighed og som ovenikøbet bevægede sig på gyngende grund, tæt på at være i direkte modstrid med FNs menneskerettigheder. EU-parlamentarikere endte med at følge almindelig sund fornuft, samt de 2,3 millioner europæeres underskrifter mod ACTA, og nedstemte aftalen i den største sejr nogensinde ved en EU-afstemning.
Man skulle tro at det var nok men desværre viser afsløringer af flere hemmeligholdte forhandlinger, for eksempel TPP, (Trans-Pacific Partnership) at der stadig fra politisk side spekuleres ganske kreativt og gedulgt i at få implementeret visse af de mest angribelige og samfundsmodarbejdende elementer fra ACTA i nye aftaler. Senest er det kommet frem, blandt andet hos Electronic Frontier Foundation, at forhandlingerne om en aftale kaldet CETA, (Comprehensive Economic and Trade Agreement) mellem Canada og den europæiske union, indeholder dele, der er direkte modelleret efter forkastede dele af ACTA. CETA er lige som ACTA forhandlet i hemmelighed. Som det fremgår af materiale lagt frem af en af verdens førende ekspertgrupper på området, La Quadrature du Net, blev der ligefrem pralet fra EUs forhandler Philipp Dupuis’ side med at CETA indeholdt ACTA-lignende lovtekst.Det synes smerteligt klart at den civile europæiske befolkning, forhåbentligt støttet af dybdeborende journalistik og fornuftigere dele af det politiske system, igen må træde i karakter og gøre det klart over for de forhandlende politikere at det ikke er et spørgsmål om at ændre akronymet og genoplive den dårlige lovgivning, men om at respektere, at allerede forkastede lovtekster skal forblive således og ikke bør kunne genopstå i endnu engang hemmeligholdte forhandlinger om nye handelsaftaler. Det er sørgeligt at det er nødvendigt at understrege det.
In a wooorld
Et langt, tåget farvel
Det startede for 5-6 år siden. Min kloge, sjove faster fik slemme migræner og måtte ofte ligge i sengen med nedrullede gardiner. Samtidig havde hun fra tid til anden kortvarige hukommelsestab, mest som små huller i hukommelsen, der hurtigt kunne lappes af andre, i sociale sammenhænge. Men det tog langsomt til; hukommelsesproblemerne blev flere og mere omfattende med tiden, og hun blev til sidst diagnosticeret med begyndende demens.
Brev fra Louis CK
Bare rolig - vi er ikke blevet venner privat, endnu, men Louis sender fra tid til anden en e-mail til tidligere kunder, med mindre selvfølgelig man har frabedt sig dette. Jeg har netop købt Tig Notaros audioshow som er det første han har sat til salg på sit site, som ikke er noget han selv har produceret. Jeg kendte ikke Tig Notaro i forvejen, og jeg har ikke hørt showet endnu. (jeg har dog lige fanget 6-7 YouTubevideoer med hende og hun er sjov) Men hvorfor fik jeg overhovedet lyst til at købe et audioshow med en komiker jeg aldrig har hørt? Læs selv Louis CKs email og overvej om ikke også du får lyst til at høre showet:
–
Greetings to the people and parts of people that are reading this. Hi. This is Louis. I’m a comedian and you bought a thing from me. Well, I’m writing to tell You that there is a new thing you can buy on my website louisck.com. It’s an audio standup set by not me but another comedian named Tig Notaro. Why am I selling someone else’s comedy on my website?
Well, Tig is a friend of mine and she is very funny. I love her voice on stage. One night I was performing at a club in LA called Largo. Tig was there. She was about to go on stage. I hadn’t seen Tig in about a year and I said how are you? She replied “well I found out today that I have cancer in both breasts and that it has likely spread to my lymph nodes. My doctor says it looks real bad. ”. She wasn’t kidding. I said “uh. Jesus. Tig. Well. Do you… Have your family… Helping?”. She said “well my mom was with me but a few weeks ago she fell down, hit her head and she died”. She still wasn’t kidding.
Now, I’m pretty stupid to begin with, and I sure didn’t know what to say now. I opened my mouth and this came out. "jeez, Tig. I. Really value you. Highly.“. She said "I value you highly too, Louie.”. Then she held up a wad of note-paper in her hand and said “I’m gonna talk about all of it on stage now. It’s probably going to be a mess”. I said “wow”. And with that, she went on stage.
I stood in the wings behind a leg of curtain, about 8 feet from her, and watched her tell a stunned audience “hi. I have cancer. Just found out today. I’m going to die soon”. What followed was one of the greatest standup performances I ever saw. I can’t really describe it but I was crying and laughing and listening like never in my life. Here was this small woman standing alone against death and simply reporting where her mind had been and what had happened and employing her gorgeously acute standup voice to her own death.
The show was an amazing example of what comedy can be. A way to visit your worst fears and laugh at them. Tig took us to a scary place and made us laugh there. Not by distracting us from the terror but by looking right at it and just turning to us and saying “wow. Right?”. She proved that everything is funny. And has to be. And she could only do this by giving us her own death as an example. So generous.
After her set, I asked Mark Flanagan, the owner of Largo (great club, by the way) if he recorded the set. Largo is set up for excellent recordings. He said that he did. A few days later, I wrote Tig and asked her if I could release this set on my site. I wanted people to hear what I saw. What we all saw that night. She agreed. The show is on sale for the same 5 dollars I charge for my stuff. I’m only keeping 1. She gets the other 4. Tig has decided to give some of that to cancer research. Tig, by the way, has since undergone a double mastectomy. She is doing well. Her doctors say her chances of survival are excellent. So she went there and came back. Her report from the frontlines of life and death are here for you to… Enjoy.
Please go to my site louisck.com and buy her show. You can buy it here:
http://buy.louisck.net/purchase/tig-notaro-live
Thank you. Have a terrific afternoon.
Louis C.K.
New York
Jeg ankom fra JFK-lufthavnen med 4-toget som det sig hør og bør for en førstegangsbesøgende. Philip viste mig kvarteret som han -og dermed jeg mens jeg var der- bor i, Nolita,(North of Little Italy) hvorefter vi hastede uptown og spiste byens bedste cheeseburgere på Shakeshack i Madison Square Park ved den ikoniske Flatiron Building. Dernæst indledte vi et seriøst 13-dages angreb på min leverfunktion med vodka fra kande og ægte russisk mafia på Russian Samovar på West 52nd St mellem 8th Ave og Broadway. Så var stilen lissom lagt.
Dag 2 bød på ren turisttur med Staten Island-færgen, fiskeburger på populære Cafe Westville, et besøg i B&H Photo/Video som ledes på original vis af et par hundrede ortodokse jøder. Om aftenen blev jeg (og tak for det, Mik!) inviteret med til Miks polterabend med drinks på tagterrassen på The Peninsula, showmiddag på BeniHana og en tur på meget uskyldige Hooters.Tredje dag gik jeg først til den lille Union Square Park, dernæst East River Park, over Williamsburg Bridge og daskede rundt inden jeg traskede tilbage til Nolita og sushi på Mottsu. Om aftenen var vi en større flok danskere der tog til US Open-kvartfinalerne i tennis med først John McEnroe og Adam Sandler mod Jim Courier og Kevin James (Kevin James har funny bones, Adam Sandler, not so much) og så selvfølgelig Juan Martin Del Potro mod Novak Djokovic. Sammen med 22.000 andre mennesker. Del Potro og Djokovic leverede på absolut top niveau. Fed, fed oplevelse!Efter en dag med så megen sport(!) syntes jeg godt jeg ku’ lægge ud med pandekager på Bowery Diner, et par nye lette skjorter fra Uniqlo (fordi det var 30 grader med 95% luftfugtighed), og så ud på vestsiden af Manhattan til Hudson River Park hvor solen bagte og jeg gearede helt ned. Om aftenen lagde vi ud med farligt tiltalende hvide sangriaer på Emporio inden Philip og jeg mødtes med Beck (som er et pigenavn her) og Emily i baghaven på Pure Food & Wine.Beck, Philip og jeg tog på Fat Cat, hvor der var stepaften, så al musik var akkompagneret af stepdansere! Det er samtidig en jam - og jeg ku’ ikke dy mig for at sidde ind på to numre, hvoraf mindst et gik nogenlunde fornuftigt. Dag 5 bød på en kæmpe oplevelse da jeg besøgte Cut Brooklyn. Først måtte jeg gå en omvej, da der dagen før havde været tornado i Brooklyn, og den havde forårsaget en del oversvømmelse. Jeg har længe været fan af Joel Bukiewicz og faldt omgående i en lang og god samtale om mad, drikke og andre af livets glæder, med Joel og hans charmerende kone, Julia. Jeg blev budt på fadøl fra baglokalet (alle bør ha’ et baglokale med kold fadøl) og en ekstraordinær tur i de hellige gemakker under butikken. “Nu var jeg jo kommet så lang en vej for at besøge dem”. Ældgamle maskiner, slibebånd i tusindvis og en atmosfære der mindede mig om det magiske kreative miljø på Ærø fra min barndom. Jeg har sjældent mødt så imødekommende og sympatiske mennesker. De lod mig ikke gå før de havde anbefalet 7 forskellige Brooklynspisesteder, hvoraf jeg valgte sen frokost på Char No 4 inklusiv en fremragende Lagunitas Indian Pale Ale og spadserede den lange vej hjem. Det blev også den eneste regnvejrsaften så jeg gik efter mad på ærkeamerikanske Lucky’s og tog det med hjem til glubsk indtagelse mens de trætte ben fik et sjældent hvil.Dag 8 lagde jeg forsigtigt ud med delikat morgenmad på den charmerende Cafe Gitane hvorefter jeg tog på Guggenheim og blev præcis så betaget som alle andre af den ikoniske bygning. Især nød jeg Rauschenberg, Rineke Dijkstra (der var en særudstilling med hende), Luis Feiro, Zao Wou-Ki, Martin Barré, Judit Reigl og Yves Klein. Vejret var fantastisk (det var det siden 3. dag og resten af min tid der) så en tur til den del af Central Park jeg ikke havde set lå lige for, inden jeg købte en virkelig god (men nok ikke verdens bedste) Pulled pork Sandwich på Back Forty West. Om aftenen var der vinaften/danskeraften arrangeret af Philip og hans ven Allan på The Little Rascal på Elisabeth St. NYC-boende danskere (som Philips medpartner i Prehype, Henrik Werdelin, og arkitekten Bjarke Ingels) - en masse spændende mennesker - er den faste kerne, selv om også New Yorkere med andre nationaliteter mødte op. Jeg mødte i øvrigt mine 4 danske veninder 3 gange den dag! New York er lille.
Inden turen derover havde jeg spurgt Philip om jeg måtte komme med på Prehype og måske snuse lidt hvad de laver. Jeg fik en mindre opgave som jeg arbejdede på i 4-5 timer og der er ingen tvivl om at Prehype har gang i en masse sindssygt spændende ting (det vidste jeg godt i forvejen, det var bare fedt at se det på klods hold). Jeg tjekkede mit twitterfeed inden jeg skulle ud i solen og se på mennesker om eftermiddagen og opdagede at Amon Tobin spillede om fredagen - to dage senere!!- (OG fik reddet mig en billet til koncerten!). Jeg kunne ikke begribe mit eget held (det kan jeg stadig ikke). Aftensmaden blev indtaget på Bowery Diner og bestod af endnu en god Lagunitas, 'Little sumpin’ sumpin’ ale’, en mere end glimrende cheddarbruger og en pretty fucking good milkshake! (pistachio) til dessert. Sjov detalje: De spillede skiftevis Prince og Michael Jackson i en time.På 10.-dagen sov jeg længe, slentrede rundt i Nolita, nød solen, drak kaffe og spiste apple pie med Baskin Robbins-is fra Dunkin’ Donuts, inden frokosten på Cafe Select, og senere endnu mexicansk mad og øl med Larry, som jeg kender gennem et onlineforum for trommeslagere som jeg har været medlem af i snart 10 år. Han synes godt om mine bidrag og insisterede på at give middag. Internettet holder maks!! Det var 3. gang på turen jeg mødte onlinevenner for første gang IRL. Kald ikke onlinevenskaber overfladiske éen gang til.Fredagen i anden uge ku’ jeg ikke nære mig for igen at spise morgenmad på skønne Cafe Gitane inden jeg gik ud og fandt en blød hat og en NPR-t-shirt med teksten ’Get smarter’ til min nevø. Om eftermiddagen gik turen til Museum of Modern Art, som ærligt talt var en lille bitte smule skuffende. Kunsten, arkitekturen og design er jo betagende men jeg var der på gratisdagen hvor de nok havde lukket 1.000 mennesker for meget ind. Det hjalp ikke på det, at flere af dem indtog den usympatiske bedrevidende pseudointellektuelle 'Paul’-rolle fra 'Midnight in Paris’, og at endnu flere skulle tage billeder af alle værker og hele tiden bad mig om at flytte mig fra det værk jeg var ved at beundre. Men mest af alt var jeg skuffet over det udstillingstekniske niveau, hvor både New Museum og Guggenheim slog MoMA med længder. MoMA havde lidt for megen dårlig belysning med genskin fra værkerne osv - men nu har jeg da været der. MEN det var dejligt at se så megen dansk design have så prominent en plads. Kay Bojesens abe hænger ude på facaden på et 15 meter højt banner og min gamle veninde Ditte Stepnickas smykker kan købes i deres shop. SÅ sejt!!. Det blev alligevel til næsten 5 timer på MoMa inden jeg skulle til koncert med Amon Tobin. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Jeg har været kæmpefan af ham i 10-12 år men har aldrig været til koncert med ham og well… jeg har aldrig oplevet noget lignende. Stemningen i køen var fuldstændig elektrisk og folk snakkede nærmest sammen i en stor fælles samtale om hvad der ventede os. Alle havde vi set videoerne bag om tilblivelsen af sceneelementerne og de live-visuals der nu har fået hysterisk kultstatus. Jeg må sige at det mere end levede op til mine opskruede forventninger. Amon Tobin er en fuldstændigt enestående kunstner der med ISAM 2.0 formår at forene sin knudrede, buldrende, filmiske og først og fremmest originale musik med 3D-livevisuals der for første gang er ÆGTE 3D, nemlig med teknikken projection mapping, hvor lærredet er 3D. Lærredet er en kubistisk konstruktion hvorpå der projiceres skræddersyet video der passer til netop de dimensioner som konstruktionen har og altså slet ikke ville passe på et flat lærred. Jeg skiftevis skreg, gispede og måbede, sammen med de flere tusinde andre koncertgængere, af glæde og forbavselse, mens kuldegysningerne løb op og ned ad ryggen nærmest uafbrudt. Og så havde han taget 60-tommer basenheder med. De skal have noget for ulejligheden, sådan nogle, skal jeg hilse at sige. Hvad gør man efter sådan en oplevelse? Jeg ku’ i hvert fald ikke sove, så jeg hastede ned på Mercury Lounge og fangede sidste lange sæt af Nerves tindrende fede og sveddryppende intense koncert. Og så var både øl- og musikindtagelsens maksimum nået, hvorfor jeg svævede hjem, lykkelig over de store oplevelser jeg havde været vidne til.
Dag 12 skulle Philip til bryllup (hos Mik som vi var til polterabend for) og Philip fandt i 11. time ud af at et dansk gospelkor var i byen, så de sku’ selvfølgelig lave en ægte flashmoblignende overraskelse til brudeparret og deres gæster. Jeg blev sat til god nytte ved først at hente et stort mobilbatteri i Chinatown inden kor-øveren midt på gaden, hvorefter jeg løb East Village tynd for at købe en sustainpedal til det keyboard som korets pianist sku’ bruge. Jeg var tilbage 5 minutter før vi stillede op nede på gaden. Om aftenen var nogle af mine nye New York-venner så søde at invitere mig med til Morgans fødselsdag på The Frying Pan. Tak for en dejlig aften, Beck, Morgan, Emily, Nikita, John, Tony, Tony og Molly.
Søndag måtte jeg så gå den tunge gang hen til min kuffert og pakke inden jeg sjoskede ned på Bowery Diner til en sidste cheddarburger og pistaciemilkshake, inden jeg i toget på vej til JFK faldt i snak med en tysk fyr der skulle til at studere i San Francisco. New York får folk til at tale sammen spontant. Det, og alt det ovenstående elsker jeg nu byen for. Jeg returnerer så snart budgettet igen tillader det. Og trods intens druk og madindtag på amerikansk beskub har de mange kilometer på gåben alligevel resulteret i præcis et kilo mindre på vægten.
Løs idé til onlineaviser att @politiken @informeren
Sådan skal det gøres. Om @vizify
For et par år siden dukkede der en række websites op, dedikeret til at samle alle vores social media data ét sted for netop at gøre vores onlineaktiviteter synlige fra ét sted. Sites som about.me og flavors.me, gjorde, med hver deres begrænsede held, forsøget. Nu er der en ny spiller på dét marked, nemlig vizify, som i øjeblikket kræver et par dage på venteliste inden man (i hvert fald jeg) lukkes indenfor. Mit umiddelbare indtryk er at Vizify har ramt den helt rigtige kombination af visuel lækkerhed, nærmest wysiwyg-editor og gennemarbejdet UX-design. Vizify henter (efter at du har givet tilladelse hertil) informationer fra fx LinkedIn, Foursquare, Facebook og Twitter og sætter det tæskelækkert op. Dernæst kan du redigere og ekspandere mængden af informationer så meget du lyster. Det tog mig under et kvarter at sætte min op til nuværende niveau. Se min profil her. Det er en ret simpel funktion at have det hele samlet ét sted, men det er fedt at kunne smide et link til et sted der tegner et langt mere helhedsorienteret billede af hvem jeg er. Vizify kunne godt gå hen at blive den nye store spiller på den front.
Om signalværdier i kommunikation
Lørdag d. 18 august begyndte twitter at summe med omtale af et billede taget i Paladsbiografen. (Fotograf ukendt)
På billedet ses en advarsel der er sat op i biografen. Den gør opmærksom på at ramadanen og den efterfølgende EID står for døren og, som der står, “derfor fester alle muslimer”. Muslimer går tit i biografen efter EID og i den forbindelse advarer Palads mod et eventuelt højere støjniveau end normalt. Jeg må indrømme at det er mange år siden jeg sidst var i Palads, på grund af det helt generelle støjniveau i netop den biograf, men jeg synes også at det er en meget uheldig måde hvorpå Palads udpeger muslimer som larmende i biografen.
Palads gør selv opmærksom på hvilke dage det drejer sig om - 3 i alt - og også at de har indsat ekstra mandskab i form af vagter, som vil være til stede i alle biografens sale. Palads præsenterer det selv som et etableret problem og lader dig vide at du, som ikke er muslim, kan føle dig sikker i biografen disse tre dage. Slutteligt undskylder Palads “på forhånd de "gener” der måske opstår i forbindelse med dit/jeres biografbesøg".
Som udgangspunkt er det fair nok hvis de har konstateret et forhøjet støjniveau i den korte periode på året. Måske skulle Palads bare have overvejet hvordan deres opslag kan opfattes. Da jeg tweetede billedet blev jeg anklaget for at være en del af problemet ved bevidst at tolke det negativt mod muslimer. Men jeg kan simpelthen ikke andet, ligegyldigt hvor mange gange jeg læser det opslag. Hvorfor?
1. De har konstateret at der er et problem, men har ikke formået at løse det.
2. Jeg har aldrig set eller hørt om et lignende opslag der advarer mod (kristne) konfirmander på blå mandag, og de kan dog larme som få, eller julefrokostbranderter der sover den ud i biffen. (hvoraf det sidste er noget jeg har oplevet flere gange og over de 4-5 uger der er julefrokostsæson hvert år)
3. De har angiveligt ikke kontaktet muslimsk trossamfund, for at prøve at tale med dem om problemet.
4. Palads udpeger enkelte film som værende (måske) særligt udsatte, selv om de indrømmer at de ikke kan vide det på forhånd.
Opslaget, som ville være helt rimeligt hvis det var et blandt mange opslag der omhandlede folks mere eller mindre tåbelige opførsel i forbindelse med religiøse højtider, står dog noget alene. Er det et problem at muslimer larmer i 3 dage? Åbenbart. Er det et problem med julefrokostbranderter i biografsalene over en periode på 4-5 uger? Åbenbart ikke, ifølge Palads. Derfor er det dårlig kommunikation - og derfor måtte direktøren for Nordisk Film Biografer ud med en offentlig undskyldning allerede søndag.
Ligegyldigt hvor reelle deres hensigter med opslaget end må have været, er det en klodset, generaliserende omgang kommunikation og det bliver stadig mere hyppigt hvor hurtigt den slags vender sig mod afsenderen.
10 down, 15 to go
I mit Project Slimdown™ rundede jeg i dag de 100 kg på vej nedad. 10 kg er smidt og det på knapt 8 uger. Jeg kan ikke komme uden om at være en smule stolt. Det var mit håb at jeg kunne holde et gennemsnit på -1 kg om ugen, men det går altså noget over forventning, hvilket er utroligt rart og godt, da jeg ved at det senere i forløbet bliver sværere og sværere at tabe de sidste kg. Mit mål er stadig at tabe de 25 kg inden min fødselsdag næste år og det ser ud til at jeg er på rette spor. God søndag!
Gravøl
I dag er det et år siden min ven Troels døde. Så vi var et par venner der gik på Vestre Kirkegård med blomster. Vi mødte hans familie og andre af hans venner der, og det betød en del for os. Forhåbentlig kan især hans familie også bruge det til noget at de mødte os, så de ved selvsyn kan se, at vi er mange der stadig savner ham. Og så tog vi en gravøl i solen blandt glade vesterbroere, og snakkede lidt om Troels. Og om de fester vi havde holdt siden, hvor han stensikkert ville have været med. Og hvor alle i løbet af sådanne aftener altid sender ham en tanke og savner ham. Meget.