I år sparede vi lidt på pengene (fordi: lejlighed, ombygning, møbler osv) og tog på sommertur i Danmark, fra København til Kulhuse, Sølager, Rørvig/Nakke, Århus og hjem til København. Virkelig dejlig tur. Her er et par snapshots fra turen.
Kunst på væggene
Endelig fik Katrine og jeg indrammet de sidste ting vi har købt sammen, så vores lejlighed nu er fyldt med kunst fra vores begges fortid, og nu også ting vi sammen har valgt. Vi hængte 6 ting op i går og har stadig plads på væggene, men for nu er vi simpelthen så glade :D
Påskeferie i Stockholm
Jeg har efterhånden været i Stockholm en håndfuld gange. Denne gang var anden gang sammen, for min kæreste og mig, og her er et par highlights fra vores påsketur.
For det første: Togturen. Da jeg var barn rejste vi altid med tog (og færge osv) da vi ikke havde bil og heller ikke råd til at flyve. Derfor føler jeg mig hjemme i et tog. Især et der kører med over 200 km/t fra København til Stockholm uden at skulle skifte undervejs.
Vi var heldige at låne venners lejlighed mens de var udenlands, og det gjorde immervæk noget for madbudgettet. Det samme kan man sige om valutakursen, da den svenske krone var i kurs 0.66 til den danske mens vi var af sted.
Den første aften spiste vi på Mister French, på anbefaling fra en bekendt. Selv om både lobster rolls, mosel-riesling og champagne var skønne, havde stedet hyret en udygtig DJ, der synes i stand til een ting: At skrue op. Vi måtte bede om at blive flyttet til et andet bord — noget vi ellers aldrig gør. Vi hader at være til besvær. Men vi kunne simpelthen ikke høre hinanden i vores samtale. Vi fik en plads bagerst i restauranten og det gik akkurat an. Senere så vi at vi nok var fejl-castet i forhold til det gængse publikum, der alle var mere end 20 år yngre end os og havde varierende grader af botox/fillers/bronzing og som tilsyneladende ikke havde det mindste imod at spise sammen uden at kunne høre hinanden.
Dagen efter var vi heldige at falde over Greasy Spoon i det nordlige Södermalm, hvor vi blev trakteret med henholdsvis de bedste amerikanske pandekager og ditto eggs benedict vi kunne huske at have fået serveret. Derudover var stemningen magisk og luften fuld af stamgæst-energi, venlighed og imødekommenhed. Udover at jeg spiste mig til et midlertidigt maveonde, gik vi derfra lykkelige og stopmætte. Heldigvis nåede vi en god lang lur inden vi skulle ud igen. Denne gang til Café Nizza, der var en mindre åbenbaring. Vi blev skænket en knivskarp Bonnet-Ponson-champagne der lagde fundamentet til en skøn aften med brasseret spidskål, cacio e pepe, skindstegt aborre der var himmelsk og chokoladetrøffel til dessert. Undervejs fik vi både en overbevisende Langhe Nebbiolo, portvin fra 1997 og single malt til chokoladen. Der var ikke et øje tørt.
Lørdag lagde vi langsomt ud med at handle lidt værts- og værtindegaver i lokalområdet og siden bevæge os mod Fotografiska for at nyde en af de flotteste fotoudstillinger jeg kan huske at have set. De fotografier jeg faldt mest i svime over, var taget af Helene Schmitz, Brendan Pattengale, Cig Harvey og Yang Yongliang.
Hvilken bedre måde at fordøje en sådan intens rørende skønhed, end med mere mad og vin? Vi havde bestilt bord på Fotografiska Food, som har fået en grøn Michelin-stjerne på baggrund af deres imponerende cirkulære og hyperlokale madproduktion. Vi fik naturvin der smagte af både grape-bordbomber og blåbær, staldet og forrygende gamay, og en tindrende klar chardonnay, som den slags næsten aldrig smager. Maden var her der og alle vegne smagsmæssigt, men altsammen uovertruffent. Et af de bedste måltider vi har spist sammen. Vi grinede af hvor godt det smagte.
Om aftenen måtte vi give fortabt på energi og slængede os i vores fraværende værters sofaer med hjemmelavet pizza og billig rødvin.
Efter en dejlig tur hjem kan vi igen konstatere at Stockhom virkelig er skøn, ikke mindst til prisen i øjeblikket. Go!
Copenhagen Light Festival
De sidste par år har min kæreste og jeg nydt CPH Light Fest som et meget bogstaveligt lys i mørket, og som en dejlig reminder om at foråret snart er på vej.
Således også i år, hvor festivalen havde spredt sig noget mere ud af byen, til Ørestaden, hvor vi ikke nåede ud, men måske derfor virkede årets festival en smule mindre potent end tidligere. Ikke desto mindre var der nogle fine indslag, som jeg fotograferede:
Et projekt fylder 10 år
Nu har jeg gennem 10 år, hver februar, taget en selfie, hvor jeg har fundet mine gamle briller, den samme sweater og ditto halstørklæde frem, for at billederne bliver så ens som muligt. Her er resultaterne :)
Årets 10 bedste musiknumre
I forbindelse med at Twitter lukker Revue, hvorfra jeg havde skrevet og udsendt 357 ugentlige nyhedsbreve, måtte jeg finde et nyt hjem for mine musikanbefalinger, og det blev substack. I dag udsendte jeg mine bud på årets 10 bedste stykker musik. Dem kan du læse lige her. Her får du en smagsprøve:
Farvel, Povl Dissing
Jeg havde det store held at vokse op med en far der havde spillet med Povl Dissing (og mange andre) mens, og efter, de begge gik på kunsthåndværkerskolen i starten af 1960'erne. Således var Povl en nær ven af familien i min barndom, og hans lune, hans omsorg og hans varme, var afholdt af alle i vores familie.
Herunder ser du ham i opmærksom samtale med min elskede farmor, til en større familiefest for mange år siden. Det gør mig utroligt ondt at hans sidste år blev svære, men hvor har vi dog meget at takke ham for. Blandt andet at han aldrig gik på kompromis med sit eget kunstneriske virke. Sikke en utrolig musiker vi fik lov at opleve. Tak for musikken, tak for din varme og din omsorg, dejligste Povl 💙
Magna & Povl
Køb min lejlighed
I 14 år har Barndommens Gade, Hedebygade, været mit dejlige, trygge hjem, i en lille kvistlejlighed med skrå vægge, gode naboer, et lysindfald der er de færreste forundt, og en prisvindende grøn gård. Nu kan den blive din, eller din vens, eller dine venners børns. Den er nemlig til salg lige her. Go, go, go!
Tanker om vinyludgivelser
Der er noget jeg har lagt mærke til henover de sidste 10 år:
Mange kunstnere udgiver deres (standardlængde) vinylalbums på 2 plader (eller flere) hvor man “i gamle dage” ville have en A- og en B-side.
Der er i sig selv ikke noget i vejen med at sende 2 plader med i pakken, og i det omfang det kan siges at det gøres i lydkvalitetens navn, ville det give fint mening. Problemet er bare at det synes jeg ikke det kan. (siges, altså)
Den fremragende The Highwomen-LP er på vinyl delt op i 2 plader, men den større plads til hvert nummer giver ikke udslag i lydkvaliteten.
For at understrege min pointe vil jeg fremhæve to af de seneste albums jeg har købt, nemlig Ginne Markers ‘Ulteria’ og Bremer/McCoys ‘Utopia’ — begge danske. Begge albums er leveret på en enkelt skive (dobbeltsidet, naturligvis) og lyder fuldkommen blændende, uden at numrene har fået den plads der ellers er så trendy i disse år. Og lad mig så komme til pointen. Ok, to. Ok, tre.
Det er ærgerligt at skubbe den flotte stiløvelse, “at sammensætte en A- og en B-side” fra sig.
Det er irriterende at skulle vende plader/skifte plader for hvert 3. eller 4. nummer.
Det er spild af vinyl!
Så lad dette være en kærlig opfordring til musicerende kunstnere: Lav dine albums med en A- og en B-side og udgiv dem på een vinyl-skive, så får du en mental highfive af undertegnede.
Udstillingsanbefaling
Indtil forleden havde jeg aldrig hørt om foreningen Liv & Død.
Det er en humanitær, almennyttig organisation der arbejder for at nedbryde tabuer om døden.
Anledningen til at jeg hørte om Liv & Død var at min veninde Francisca havde kurateret udstillingen ’Sorgarkivet’ om sorgens materialitet, et emne jeg fandt uhyre interessant, og jeg var glad for hun inviterede mig og min kæreste til fernisering på udstillingen.
Lige som jeg, havde Francisca på få år mistet begge sine forældre efter meget grimme sygdomsforløb, og hvor jeg selv var ved at miste livet i mellemtiden, havde hun ovenikøbet også mistet sin veninde i samme periode.
I sorgen får visse ting pludselig voldsomt større betydning, som symboler, fysiske mindestøtter og på andre måder meget konkrete manifestationer af sorg, kærlighed og minder. For mig er det for eksempel en spilleliste med musik der repræsenterer min far. Den hedder Moans, fordi min far hed Mogens. Sig det efter hinanden et par gange.
Hver kunstner havde hver deres meget forskellige tilgang til projektet. En havde skrevet digte, en havde skrevet sange, en havde optaget video, en indtalt en historie og en havde vævet nogle vanvittigt smukke stofprøver som hver havde mønster efter bark fra forskellige træer. Alle kunstnere med hver deres interne logik for at manifestere sorgen i noget fysisk eller i det mindste en “ting”.
Derudover har Liv & Død en permanent udstilling om døden, som jeg synes er rigtig fin. Du kan for eksempel se en rigtig kiste i fuld størrelse, og eksempler på begravelsesritualer fra andre lande. Det gør den oplagt til et besøg for (forældre med) nysgerrige børn, der måske har mistet en bedsteforælder, og nu begynder at stille spørgsmål til processerne omkring døden.
Det er et rigtig fint lille sted og forening som holder til på Nikolaj Plads, og som jeg synes du skal besøge hvis du er nysgerrig på døden og på at nedbryde de tabuer vi stadig har om døden.
Plakat for udstillingen. Af Dorte Naomi.
Joyless
Hvor er Kulturministeren?
Det seneste lange år har groft sagt været hårdt for alle der ikke sælger mundbind, håndsprit eller covid-19-vacciner.
Det der har holdt os mentalt i live har været kunst og kultur i form af bøger, film, serier og ikke mindst musik.
Men hvor kulturen og kunstnerne har været der for os, så har kulturens minister været underligt fraværende.
Hvor er Kulturministeren?
Jeg ved godt at kunstnerne har kunnet søge støttepakker, men det er en skarpere appel jeg forsøger at rette. En kulturminister bør bløde for kulturlivet, involvere sig i den offentlige debat og stå på mål for det rige kulturliv vi stadig kan bryste os af her til lands. Det hele går op i håndbold, fodbold og så hendes kamp for demokratiet mod Facebook. På Facebook.
Hvis man forvilder sig ind på kulturministerens facebookside, ser man nemlig af og til lidt opmuntrende ord om de store boldspil vi spiller her til lands - men nær ved intet (jeg har ikke kunnet finde et eneste opslag) om hvordan vi støtter kunstmalerne, kunsthåndværkerne og musikerne i denne tid.
Hvorfor er det ikke ministeren der går forrest her? Hvorfor fortæller hun ikke om patreon, (eller lignende services) eller livestreamede koncerter med mulighed for donationer, eller andre måder vi kan holde hånden under de kustnere der i over et år har holdt hånden under vores mentale helbred, mens vi har set dem sætte det ene instrument efter det andet til salg fordi de var ved at gå fra hus og hjem?
Man foranlediges til at tro at kulturministeren simpelthen har glemt kunstnerne. Hendes fravær som rygstøtte for dem skriger til himlen.
Will the real kulturminister please stand up.
25 Years of Inspiration
25 years ago today, I drove 2 hours from Odsherred to Copenhagen with my friend Kristian to see a relatively unknown Australian drummer in a clinic organised by my favourite drum store Slagtøj Centret, where I would later work for 7 years.
That drummer was Virgil Donati and that very evening we got to talking and a fledgeling friendship was formed. We subsequently met several times at various clinics and concerts all over Europe and I became a regular on his website's messageboard.
I started doing a bit of moderation on the messageboard and the fan base grew from a few hundred to 10,000, then 100,000 and beyond. We were 3 people running the site with Virgil's brilliant (then) webmaster Chris at the helm.
Eventually we made the move to Facebook, where we're now hosting more than 200,000 followers, all of whom have witnessed Virgil's incredible body of work take form over these many years.
Virgil's drumming, his compositions, his work ethic and his complete dedication to his craft - all of it is now legendary and well-known in the worldwide drumming community and beyond.
His artistic output is constantly pushing the limits of what is possible and even comprehensible.
A personal highlight for me was when I project-managed the album cover art for Virgil's 2013 album 'In This Life', which featured the artwork of my dear cousin, Lars.
I've made a playlist of YouTube videos which I think are all good examples of Virgil's musical mastermind. And I've also made a 2 hour Spotify Playlist Introduction to that of his music which is available there.
Here is to 25 years of friendship - and many more!
En tabt sag
I dag fik jeg svar på min ankesag ved patienterstatningen. Det er en erstatning man kan søge hvis man har været udsat for mere end man kunne forvente ved for eksempel en given behandling. (det er ikke en egentlig retssag og sundshedspersonalet bliver ikke anklaget)
I forbindelse med en rutineoperation i oktober 2019 var jeg ved at miste livet og har indtil videre brugt 15 måneder på fysisk og psykisk rehabilitering. Ved en akut opstået blødning måtte jeg åbnes på tværs af min krop, og hastetilkaldte leverkirurger reddede min lever og mit liv mens jeg tabte 4,5 liter blod under operationen. Med deres ord: “Havde det været et hvilket som helst andet sygehus, længere væk end vi var fra Hvidovre, så var du død”.
Jeg tabte min sag. Ankenævnet fastholdt udelukkende at fokusere på mit blodtab og ikke en eneste af følgeskaderne og den efterfølgende månedlange indlæggelse, der inkluderede de mest chokerende oplevelser jeg i mit liv har været udsat for. Heller ikke det kropsbrede ar, jeg fortsætter med at behandle, er blevet anmærket. Ligeledes så de bort fra min indsigelse om indtil videre 15 måneders psykologbehandling (on/off) med den noget rystende begrundelse at det “ikke er overvejende sandsynligt at Jeppe Morgenthaler har udviklet psykisk sygdom som følge af behandlingsskaden”. Godt så.
Det er heldigt at mine psykologer har været ekstraordinært gode, og at min egen læge har støttet mig hele vejen igennem. Det var for eksempel hans klare opfattelse at der absolut var grundlag for at få tilkendt erstatning. Han havde aldrig set noget lignende.
For nu kan jeg, trods nærværende skuffelse, takket være deres og andres hjælp, komme videre, også fra dette.
Lykken er en god psykolog
Da jeg sidste år var tæt på at miste livet i en ellers relativt banal operation, oplevede jeg efterfølgende at føle et kæmpe kontroltab og tab af selvtillid, og en stor usikkerhed omkring mange ting som jeg ellers aldrig havde tænkt over før.
Da min mor døde, for et par måneder siden, blussede den samme usikkerhed op - men denne gang fik jeg, rent følelsesmæssigt, blandet min fars død, min egen nærdødsoplevelse, og min mors død, sammen, til en stor altoverskyggende, sumpet sorgoplevelse.
Sidste år blev jeg sat i forbindelse med en virkelig dygtig psykolog, som fik min selvtillid genoprettet, og fik plantet en række rigtig gode vaner i mig.
Men da min mor døde var det ligesom at meget af det gode arbejde blev udvisket.
Jeg måtte starte forfra – denne gang med en anden psykolog, som efter et par samtaler mente at det gav mening at behandle mig for ptsd. Da jeg havde hørt hendes analyse og resonnement, måtte give hende ret i at det gav rigtig god mening at det var det, jeg led af.
Et af de tydeligste tegn på min ptsd var et fænomen man kalder gap-filling, et udtryk man også bruger i sprogstudier. I psykologiens kontekst betyder det at man forsøger at gøre rede for *alle* hændelser i et stressfuldt forløb, for at berolige sig selv. Det er selvsagt en umulig opgave (ingen kan huske alt) og derfor en der konstant dræner en for energi, og giver en en følelse af eklatant nederlag.
Noget lignende gør sig gældende for tanker om fremtiden. I mit tilfælde giver det sig til kende ved et forsøg på metodisk at forudse hvad ‘den næste’ ulykke kan være – fordi der har vist sig et mønster over de sidste 7 år i mit liv; et mønster af ulykker for min familie, i form af alvorlig sygdom og dødsfald.
Min psykolog beskriver bekymringer som negative fantasier der ikke er sket og guider mig mod at begynde at forstå at der ikke er hverken beviser eller indikationer på at der kommer til at ske mere frygteligt for mig eller min familie i nærmeste fremtid.
Min psykolog delte også en ret præcis beskrivelse af bekymringer, skrevet af Goethe i hans hovedværk Faust:
Bekymring bygger rede i vort hjerte
og avler der den hemmelige smerte,
bestandig hvileløs den røver dig din glæde
og skifter dragt, hver gang den frem vil træde;
som barn og hustru, hus og ejendom,
som ild og vand og gift og dolk den veksler om;
hvad aldrig hænder, vil dig sorger skabe,
du græder for, hvad aldrig du vil tabe.
Især de sidste to linjer ramte virkelig hovedet på sømmet for mig:
Hvad aldrig hænder, vil dig sorger skabe,
Du græder for, hvad aldrig du vil tabe.
Det er ret præcist hvordan min hjerne har fungeret det sidste lange stykke tid: En nærmest endeløs række af negative fantasier over hvor mange dårlige, ulykkelige ting der kunne ligge på lur i den umiddelbare fremtid.
Tiden arbejder på mange måder for mig, men hvis ikke jeg får styr på både min konstante gap-filling, bagudrettet, og bekymringer, fremadrettet, så får jeg ikke luft til at komme videre. Vi arbejder med at forstå at drømme (jeg har haft nogle helt vanvittigt uhyggelige drømme) stadig kun er drømme og ikke noget jeg har oplevet.
Selv om en drøm er en slags oplevelse, skelner vi alligevel i vores arbejde med min psyke, og det hjælper, synes jeg. Mere firkantet kan man sige at en drøm ikke er noget der sker, men en fantasi, hvilket leder os tilbage til min psykologs beskrivelse af bekymringer som negative fantasier der ikke er sket.
Jeg er på vej mod en tilværelse hvor jeg kan rumme min egen sorg og bære den videre med mig uden nødvendigvis at tynges af den. Jeg skal ikke over den, overvinde den eller arbejde mig igennem den. Som jeg skrev tidligere, har Megan Devine skrevet en fænomenal bog om sorg. Den gør netop op med det sprog vi desværre oftest bruger om sorg, og hvordan vi kan gøre op med det, så sorg bliver noget vi i fællesskab kan håndtere langt bedre.
It's OK that I'm not OK.
Jeg vågnede tidligt i morges, efter et ulideligt grimt mareridt hvor jeg slog min far ihjel.
Jeg har sovet dårligt i lang tid og tabet af begge mine forældre parret med min egen nærdødsoplevelse sidste år er smeltet sammen i en knugende sorg som stadig dominerer mange af mine dage i disse uger og måneder.
I dag er det 3 måneder siden at min mor døde, helt pludseligt og uventet. Dødsboet er stadig ikke gjort op; der er et hus der skal sælges og andre ting der skal ordnes før papirarbejdet er overstået.
Selv om vejret tidligt i morges var gråt og vådt, (og sponsoreret af Slagelse, som jeg plejer at sige) havde jeg brug for at komme ud og få nogle kilometer i benene. Det var en god lang tur med den stille regn trommende på paraplyen og de mange brune, røde, orange og gule blade på træerne og på jorden.
Jeg gik forbi min fars grav på Vestre Kirkegård og holdt en kort pause der. Nærmest for at sige undskyld for at slå ham ihjel i nat, men også for at høre noget af den musik jeg havde i ørerne, "sammen med ham". Det gør jeg tit. Hører Ben Webster, eller Brahms eller, som i dag, Vieux Farka Tourés smukke ‘Fafa’, som min far ikke kendte, men som er dejlig at have i ørerne når jeg står der hvor hans aske er lagt ned.
Så gik jeg ud gennem Sydhavnen og hørte lidt videre på den helt igennem fantastiske bog, 'It's Ok That You're Not Ok'. Aldrig før har en bog så præcist formuleret og addreseret hvordan jeg har det.
Men jeg kan kun høre få af de heldigvis (by design) korte kapitler ad gangen. Så jeg måtte skifte til noget andet. I dag blev det det nyeste afsnit af The West Wing Weekly, i kølvandet på den smukke reunion/special i forbindelse med det forestående amerikanske valg. Bedste podcast om den bedste serie nogensinde. Jo.
Og med den som kompagnon bevægede jeg mig videre ud til Sluseholmen, gik over slusen med øjnene søgende i dybet efter tegn på sej, rimter eller havørreder men i dag gled vandet blankt, klart og uforstyrret gennem slusen i sydøstgående retning uden synlige fisk.
Hele vejen tog jeg billeder af de smukke efterårsfarver og nød at det endnu ikke er blevet koldt. Jeg elsker det lange stykke på Amagersiden af havnen, forbi Metropolis, der ligner en nær-perfekt Bond Villain Mansion og ind igennem Nokken, hvor jeg altid gør mig umage for at hilse pænt på alle uden at forstyrre dem der bor der.
Jeg måtte en tur forbi Irma efter mælk til kaffen, inden jeg satte kursen hjemover, over Bryggebroen og Dybbelsbro, hjem til hjemmearbejde i denne skøre tid.
Jeg savner min mor. Og min far. Og lidt mig selv. Men det blev en god dag, på sin egen stilfærdige måde. Om lidt kører jeg over til min kæreste og skal finde på noget mad på vejen.
Det kan jeg godt.
Kære Eva: Min tale ved min mors bisættelse
Kære Eva,
Tillykke med de 75 i dag. Jeg har købt spansk hvidvin til din festmiddag; dén lavet på albariñadruer, med den smukke fiske-etiket. Og Ulla har lavet lagkage.
Vi glæder os. Vi glædede os. Vi glædede os faktisk helt utroligt til at fejre dig i dag.
I stedet for at se tilbage sammen med dig, må vi nu se tilbage uden dig. Sammen med dine venner, dine bekendte og vores familie. Se tilbage på et helt liv. Ikke de sidste mærkelige år, hvor du ikke var dig selv. Men tilbage på det fulde, hele og rige liv du levede da du stadig selv bestemte.
Tilbage på dengang du gik op i at bekæmpe apartheid; at gå til fredsdemonstrationer; at være til koncerter; at holde frokoster og middage, og pleje venskaber med de dejligste mennesker man kan tænke sig. Mennesker, hvis’ børn blev mine venner.
Tilbage på et hjem med klaver og høj musik på anlægget; et køkken der duftede af dit nybagte brød; tilbage på en mor med en dyb kærlighed til Grønland, som du heldigvis fik besøgt.
Tilbage på et liv hvor cyklen skulle være klar til når lærken kom til Nørrevang eller Nakke Nord. Til nattergaleture på meget tidlige sommermorgener. Og til badeture to gange om dagen, når det var højsommer.
Tilbage på en mor der var rummelig og kærlig, men principfast. Hvis noget ikke var i orden skulle man som minimum skrive et læserbrev; et debatindlæg; blande sig. Ikke bare se til, når nogen gjorde noget fejt, noget uærligt, eller ondt. Gerne krydse vejen for at hjælpe en der blev drillet eller havde ondt i livet af andre grunde. Jeg har været vidne til mennesker der, med tårer i øjnene, takkede dig for, at du var den første der stod på deres dørtrin, da deres verden faldt sammen.
Tilbage på en mor der bød alle mine venner velkommen. Af og til med ufrivilligt morsomme bemærkninger. Da jeg en sommer havde mine venner Frank, Nis, Jon og Tim med til Rørvig, kiggede du på dem, der alle er højere end mine 185 cm og udbrød: “Dét var nogle korte navne til så lange mennesker”, inden du bød dem indenfor.
Da du opdagede at vi alle, undtagen Tim, var blevet kronraget, kiggede du på ham, og hans halvlange krøller og sagde: “DU må ikke klippe dig, for al DIN personlighed sidder i håret”. Vi græd af grin og jeg kan ikke ses med dem uden at det stadig bliver nævnt, her 15 år senere.
Din kærlighed til naturen er noget jeg arvede fra dig og fra din far, min morfar.
Havørne er noget man står af cyklen for at betragte, med hovedet lagt helt tilbage, indtil man får hold i nakken.
Når lærken synger, holder man kæft og nyder livet.
Modne mirabeller på Skredbjerg er nogle man snupper før sin nabo.
Det samme med pærerne ovre fra Østergade.
Perikum er noget vi drikker. Hvert år, til din fødselsdag, kørte vi til Højsandsparken og plukkede perikum til din julesnaps.
Det er umuligt at tænke på dig uden at tænke på børn. Du var ikke kun den bedste til at trøste mig. Du var mange børns betroede og har gjort en forskel for mange små liv.
Tak for det forbillede, jeg alt for sent indså at du ofte var.
Tak fordi du var min mor.
Coronatips: Kunst Og Kultur
Coronakrisen startede for mit vedkommende da en kollega lagde sig syg og blev testet positiv for Covid-19. Det var dagen før at Mette Frederiksen ‘lukkede Danmark ned’, så jeg var i karantæne i min egen lejlighed fra den dag og en uges tid frem.
Den først uge var det svært at forstå krisens omfang, men som ugerne er gået står det naturligvis smerteligt klart at verden er forandret.
I denne tid har bøger, serier og musik hjulpet mig gevaldigt til at undslippe og bearbejde forvirringen og usikkerheden, så jeg tænkte det var en god idé at dele mine øjeblikkelige yndlinge med jer.
Jeg ser:
Devs på HBO
Unorthodox på Netflix
Barn Af Balletten på TV2 Play
The West Wing på DVD
Jeg læser:
Genet af Siddhartha Mukherjee
No One Left to Lie To af Christopher Hitchens
Calypso af David Sedaris
Jeg hører:
Music for Airports af Brian Eno
Mixing Colours af Brian Eno og Roger Eno
Music for Artificial Clouds af The Young Gods
Ruination af Virgil Donati
Min egen spilleliste ‘Corona Timeline Soundtrack’ - som er et forsøg på at være morsom.
Pas nu på jer selv og hinanden og fortæl meget gerne hvad der får jer igennem disse skøre tider.
Restaurantanbefaling
For et par måneder siden kom min kollega på arbejde med julelys i øjnene og berettede om en madoplevelse han havde haft på Restaurant Alouette, på Islands Brygge, og jeg måtte indrømme at det ikke sagde mig en pind. Jeg havde aldrig hørt om Alouette.
Jeg besøgte deres hjemmeside, som, trods fin stil, ikke afslørede meget mere end at det er en restaurant i den dyre ende af hvad jeg plejer at spise for, når jeg går ud. Så jeg besluttede mig for simpelthen at stole på min kollegas smag. Vi har før spist ude sammen og har været enige om kvalitet og smag.
Jeg bad min kæreste reservere aftenen, som der på det tidspunkt var en måneds tid til, og undlod at afsløre mere. I mellemtiden havde jeg skrevet til Alouette og sikret mig at de kunne lave hendes mad vegetarisk.
—
“I kan GODT glæde jer!”
—
På aftenen havde jeg købt en god halv flaske champagne som vi lagde ud med at gøre kål på inden vi cyklede mod Sturlasgade. I det øjeblik vi svingede ind gennem porten, trådte en ung tjener ud af en elevator og spurgte om jeg mon var Jeppe og om vi ledte efter Alouette. Timingen kunne ikke være bedre. Hun præsenterede sig som Nanna og bød os hjerteligt velkommen, inden hun førte os ind i den gamle industrielle elevator, som var oversået med graffiti-tags og klistermærker.
Da vi nåede toppen, mødte vi et selskab der trådte ud af restauranten med de største smil om munden og den ene kvinde vendte sig og råbte “I kan GODT glæde jer!” til os. Det gjorde vi jo allerede men så var stemningen i hvert fald slået fast. Vi trådte ind i et smukt og super stilet lokale med et stort åbent køkken til højre og et akustisk perfekt spiseområde ligefremme og til venstre for indgangen. Det føltes ikke sport kontrastfyldt at indretningen var smuk og stilren, og at tjenerne alle smilede og bød os velkommen. Den uformelle stil fra deres side var med til at vi følte os velkomne fra første sekund.
Da vores jakker på forunderlig vis havde fundet ud i garderoben, blev vi bænket og skænket et flot glas spanske bobler til velkomst. Vores hovedtjener Jamie regnede ud at min kæreste var vegetaren og derfra kørte også den del på skinner.
Udvalg af maden vi spiste. Her brisler, svin og is-dessert med 3 forskellige tørrede citrusfrugter
Første servering var en elegant tallerken med en række små snacks. Ristede beder, umeboshi-blommer, svampechips og en dumpling med malkeko-kød. Åndssvagt delikat. Vi drak den bedste hvidvin jeg har smagt, en Riesling fra Kesselstatt Josephshöfer, som vi også endte med at købe en flaske med hjem af.
Derefter kom smør og brød så godt at vi ikke troede vores smagsløg. Brødet var en sød brioche og ikke tungt surdejsbrød som man ellers får mange steder. Smøret var rørt med æbleeddike eller æblecidereddike og bacon og var så lækkert at jeg nærmest punkterede i stolen.
Jeg vil ikke gennemgå hver en ret men fremhæve følgende nær-orgasmiske kulinariske oplevelser:
Blæksprutten med citronskræl
Tranebærrene med salturt og kaviar
Grisen fra Steensgaard med vintertrøfler
De svinegode vine der passede perfekt til maden
Vinflokken som vi var igennem på aftenen
Aftenen forløb fuldkommen naturligt, på den måde hvor man svang den sidste tår af sit ene glas vin ned, med sidste bid af den tilhørende ret, og ikke nåede at savne den næste ret før den stod foran en, med en ny vin som akkompagnatør. Maden blev serveret på smukt stentøj, som jo får en gammel keramikersøn til at knibe en tåre.
Vi blev slutteligt fulgt ned på gaden af head chef Nick og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst havde en så helstøbt, god aften.
Hvis du holder af god mad, og har budget til at bruge 1500,- pr. snude på en god aften, (og det er inklusiv vin!) så mener jeg at det er svært at finde et sted der gør det bedre til prisen. Jeg har spist på Michelin-restauranter der ikke producerede så god en sammenhængende oplevelse som den vi fik på Alouette. Og som var dyrere. Oplevelsen sidder forhåbentligt i mig længe, men jeg er også allerede begyndt at spare sammen til et nyt besøg… :)
Jeg synes du skal gøre det samme. Og du kan GODT glæde dig!
Godt Nytår
Kære ven,
2018 var et godt, travlt og spændende år, hvor jeg dog ikke fik hverken fisket eller spillet trommer så meget som jeg gerne ville, men ellers nåede at have mange dejlige oplevelser. Året forinden var min far som bekendt, død og det trak lange, tunge skygger ind i 2018, men med den lange varme sommer kom også de der magiske aftener med venner, hvidvin og vigtige samtaler om livet.
Der kom også en masse kærlighed som jeg måske vil skrive mere om på et senere tidspunkt.
2018 blev året der cementerede podcasts som mit mest benyttede medie, både for nyheder, underholdning og historiefortællinger af både fiktiv og faktuel karakter. Men også året hvor YouTube skød op i min bevidsthed som et medie med så meget godt indhold der blot sad og ventede på mig. Det er der jeg ser NBA-sammendrag, Rocket League-gameplay og der jeg får stillet en af mine mere pudsige lyster, nemlig restoration videos.
Jeg er stor fan af repair cafés og tanken om at reparere i stedet for at købe nyt. Og ridende på den trend er en lang række fantastisk dygtige makers, fra hele verden, som finder gamle ting og sager som de sætter i stand. Med mit ønske for dig om et godt nytår, får du her 3 gode eksempler på restoration videos der har inspireret og fornøjet mig i det forgangne år. Godt Nytår!
Happy Birthday, Virgil Donati!
Today is Virgil Donati's 60th birthday.
He is the pinnacle of modern drumming and has relentlessly pushed the boundaries of drumming for more than 57 years.
I met Virgil in Copenhagen back in 1996 and from what was initially a fan/idol relationship, we formed a friendship that lives on.
I quickly became a moderator on his (then newly established) website forum, and later an editor and community manager. We grew the forum from 75 people to around 100.000 active, dedicated fans, before social media came along, and I continued my work on his various social profiles, as well as taking over for my friend Chris as Virgil's webmaster. We now entertain 170K+ fans.
It is a joy to work with an artist of his caliber, and his dedication to be better at what he does is contagious and inspiring.
Although he compares to no-one, I think Bryan Beller hit the nail on the head when he described Virgil after playing with him on an improv show with Mike Kenneally:
“Imagine the technical accuracy of Mike Mangini, the off-the-rails phrasing of Vinnie Colaiuta, the beat-displacement of Dave Weckl, and the rock sensibility of Tommy Aldridge, and that's pretty much Virgil Donati—all of it, all at once, all the time"
Speaking of Weckl and Vinnie, I reached out to a few of the world's greatest drummers and asked them if they'd like to join me in wishing Virgil a happy birthday.
Here it is. A short compilation of birthday greetings to Virgil from a handful of some of the other great drummers on this planet.
Happy Birthday, Virgil!
/Jeppe